Samsøs havmøller atter i drift efter mølle-havari

Foto: Jens Øster-Mortensen.

Efter usædvanligt havmøllehavari syd for Samsø er de øvrige ni vindmøller nu atter på vej i drift efter inspektion af Siemens. Årsagen til havariet er stadig ukendt.

De ni resterende havvindmøller i parken syd for Samsø er nu atter på vej i drift – efter at toppen knækkede af vindmølle nummer syv og styrtede i havet lørdag formiddag.

Læs også: Havmølle ved Samsø havareret

Idriftsættelsen kommer, efter at Siemens – som har service på møllerne – har inspiceret tårnflanger og bolte på de ni andre vindmøller for at sikre sig, at der ikke er tilsvarende fejl på dem.

Ifølge en pressemeddelelse fra driftsselskabet Samsø Havvind er tårnet knækket over ved tårnflangen øverst på tårnsektionen.

Videre hedder det, at årsagen til havariet først endeligt kan fastlægges, når møllen er bjærget. Samtidig fastslår man, at møllen anses for totalskadet, idet vingerne i forbindelse med faldet har forårsaget alvorlige skader på tårnsektionen.

Ekspert undrer sig

At et tårn knækker over og sender en hel mølletop med vinger i havet, er meget usædvanligt, vurderer chefkonsulent Peggy Friis fra DTU Vindenergi, som i hvert fald ikke har hørt om lignende hændelser - heller ikke i udlandet:

»Den har tabt toppen med vinger og det hele, og det er meget usædvanligt,« siger hun til DR/Østjylland.

I Danmark er der kun set uheld, hvor en mølle har mistet en eller flere vinger.

Læs også: DTU: Hændeligt uheld bag et døgns løbsk-kørsel med Mors-vindmølle

Peggy Friis vurderer ikke, at havariet kan skyldes møllens alder, da vindmøller normalt kan holde 25-30 år under danske forhold.

Havmølleparken Paludans Flak blev opført i 2002 og 2003 med ti stk. 2,3 MW møller fra Bonus Energy A/S, der i 2004 blev købt af Siemens.

Læs også: Samsøs havmøllepark klar til at producere

Driftsselskab har aben

ifølge formand Jørgen Tranberg fra Samsø Havvind er det driftsselskabet, der nu selv skal stå for at få fisket den 170 ton tunge vindmølletop op af vandet.

Ifølge den lokale Samsø-post ejer Samsø Kommune fem af parkens ti vindmøller, mens tre er privatejede, og de sidste to er andelsmøller, hvor investeringsselskabet Difko ejer den ene og Paludan Flak I/S den anden.

Læs også: Rødt lys på havmøller stopper Samsøs ambitiøse energiplan

Den havarerede vindmølle tilhører investeringsselskabet Difko og dermed en masse investorer spredt over hele landet. Men da vindmøllen er med i driftsselskabet Samsø Havvind, er der solidarisk hæftelse omkring udgifterne i forbindelse med havariet.

Vindmøllerne er forsikret hos forsikringsselskabet Codan, men afklaring omkring dækning af havariet må afvente den endelige havarirapport.

Kommentarer (5)

Hvordan kan man tillade at møllerne startes før man har forstået årsagen til havariet? Risikerer man ikke at nogle komme til skade i området hvis det sker igen?

Findes der forresten tilsvarende møller på land hvor der er flere mennesker?

Mvh
Steen

  • 1
  • 14

At et tårn knækker over og sender en hel mølletop med vinger i havet, er meget usædvanligt, vurderer chefkonsulent Peggy Friis fra DTU Vindenergi, som i hvert fald ikke har hørt om lignende hændelser - heller ikke i udlandet:

Hændelser af denne type sker, men heldigvis ikke særlig ofte.
Det er meget vigtigt at holde bolte forbindelserne korrekt forspændt.
I dette eksempel falder udmattelses levetiden fra 21 år, til 3 måneder pga. løse bolte:
https://www.ewea.org/annual2015/conference...

  • 2
  • 0

Hvordan kan man tillade at møllerne startes før man har forstået årsagen til havariet?

Jeg tror at man er 99% sikker på at man kender årsagen.
Hvis tårnet er fejlet lige under tårn top flangen (og ikke i boltesamlingen), og der f.eks. ligger et antal halve på øverste repos. Så er det en god indikation på at de er fejlet før tårnet er blevet svækket.
Hvis der er en enkelt løs bolt, så spænd den.
Hvis der er flere løse bolte over kort tid, så skift dem alle.

  • 2
  • 0

Det er jo nok altid en lille risiko i forbindelse med kraftig blæst. Man kan også få en tagsten i hovedet, og hvis man står væk fra siderne af vingeretningen er risikoen vel nær 0.
Måske har man også kunne se at der var ved at ske noget flere minutter før havariet.

  • 0
  • 0