Samsøs havmøller atter i drift efter mølle-havari
De ni resterende havvindmøller i parken syd for Samsø er nu atter på vej i drift – efter at toppen knækkede af vindmølle nummer syv og styrtede i havet lørdag formiddag.
Læs også: Havmølle ved Samsø havareret
Idriftsættelsen kommer, efter at Siemens – som har service på møllerne – har inspiceret tårnflanger og bolte på de ni andre vindmøller for at sikre sig, at der ikke er tilsvarende fejl på dem.
Ifølge en pressemeddelelse fra driftsselskabet Samsø Havvind er tårnet knækket over ved tårnflangen øverst på tårnsektionen.
Videre hedder det, at årsagen til havariet først endeligt kan fastlægges, når møllen er bjærget. Samtidig fastslår man, at møllen anses for totalskadet, idet vingerne i forbindelse med faldet har forårsaget alvorlige skader på tårnsektionen.
Ekspert undrer sig
At et tårn knækker over og sender en hel mølletop med vinger i havet, er meget usædvanligt, vurderer chefkonsulent Peggy Friis fra DTU Vindenergi, som i hvert fald ikke har hørt om lignende hændelser - heller ikke i udlandet:
»Den har tabt toppen med vinger og det hele, og det er meget usædvanligt,« siger hun til DR/Østjylland.
I Danmark er der kun set uheld, hvor en mølle har mistet en eller flere vinger.
Læs også: DTU: Hændeligt uheld bag et døgns løbsk-kørsel med Mors-vindmølle
Peggy Friis vurderer ikke, at havariet kan skyldes møllens alder, da vindmøller normalt kan holde 25-30 år under danske forhold.
Havmølleparken Paludans Flak blev opført i 2002 og 2003 med ti stk. 2,3 MW møller fra Bonus Energy A/S, der i 2004 blev købt af Siemens.
Læs også: Samsøs havmøllepark klar til at producere
Driftsselskab har aben
ifølge formand Jørgen Tranberg fra Samsø Havvind er det driftsselskabet, der nu selv skal stå for at få fisket den 170 ton tunge vindmølletop op af vandet.
Ifølge den lokale Samsø-post ejer Samsø Kommune fem af parkens ti vindmøller, mens tre er privatejede, og de sidste to er andelsmøller, hvor investeringsselskabet Difko ejer den ene og Paludan Flak I/S den anden.
Læs også: Rødt lys på havmøller stopper Samsøs ambitiøse energiplan
Den havarerede vindmølle tilhører investeringsselskabet Difko og dermed en masse investorer spredt over hele landet. Men da vindmøllen er med i driftsselskabet Samsø Havvind, er der solidarisk hæftelse omkring udgifterne i forbindelse med havariet.
Vindmøllerne er forsikret hos forsikringsselskabet Codan, men afklaring omkring dækning af havariet må afvente den endelige havarirapport.
