Samlesætsbolig: Byg grundplanet nu og tagetagen, når du får råd

Boligmarkedet er lige så dødt og parteret som en dåsesild, for mens der bliver længere mellem handlerne, står flere førstegangskøbere og tripper for at få råd til en bolig. Den pine vil byggeselskabet Kuben gøre op med.

Løsningen er samlesætsboliger, der kan leveres med det mest sparsomme grundmodul og efterhånden bygges ud i takt med, at familien eller pengepungen vokser.

»Byggegrunde har nået et historisk højt prisniveau, og derfor udnyttes byggeretten næsten altid fuldt ud, når der opføres nye boliger. Det betyder, at boligerne bliver uopnåelige for mange af de boligsøgende, der endnu ikke har investeret i fast ejendom,« forklarer projektleder i Kuben Byg i Aalborg, Michael Gaba i en pressemeddelelse.

Det er også Aalborg-forstaden Gug, der lægger jord til de første 31 samlesætsboliger. Her kommer et grundmodul til at koste 2,275 millioner kroner inklusiv et 105 kvadratmeter hvidt, kantet hus. Den pris skal ifølge Kuben sammenlignes med, at en byggegrund i samme område koster 1,3 millioner kroner.

Køberne kan vælge forskellige typer af indretning, som naturligvis koster ekstra, jo mere eksklusivt det bliver.

Det særlige ved Gug-husene er overetagen, som lægger 54 kvadratmeter til boligarealet. Den kan tilkøbes for 325.000 kroner i en rå udgave. Skal den være fuldt indrettet, er prisen 555.000 kroner. Overetagen kan vel at mærke købes, når familien har råd, og behøver ikke at være med fra byggeriets start.