Saltning af kunstgræs-fodboldbaner giver klorid i vandmiljøet
For fodboldspillere, der er vokset op med vintertræning på stenhårde, bulede grusbaner, er kunstgræsbaner ren lykke. Men for banernes nærmiljø kan en ofte omfattende saltning om vinteren være et problem.
Det fremgår af en ny rapport fra DHI om miljøpåvirkningen fra kunstgræsbaner, hvor DHI har indhentet analyser af 59 drænvandsprøver fra 19 sjællandske kunstgræsbaner for Lynettefællesskabet I/S.
Ifølge rapporten kan saltningen give anledning til meget høje koncentrationer af klorid i drænvandet fra banerne på op til 20.000 mg/l. Det er 20 gange over grænseværdien.
»I nogle kommuner anvendes der meget store mængder salt for at holde banerne fri for sne og is. Det er bestemt ikke uproblematisk,« siger Kristina Buus Kjær, der er miljørådgiver og projektleder hos DHI.
Læs også: Kunstgræs-fodboldbaner sender giftige blødgørere og metaller ud i vandmiljøet
Salt, eller NaCl, har flere negative sider, fremhæver rapporten. Dels kan det påvirke ferskvandsområder, dels kan klorid i drænvandet virke korroderende på kloaknettet. Endelig kan saltningen påvirke ph-værdien i det nedsivende vand. Det gør det lettere for tungmetaller som zink og bly at sprede sig i nærområdet.
»Stort set alle baner uden for kernen af de store byer leder drænvandet fra banerne til mindre vandområder som bække og søer. Der skal kun små mængder salt til at ændre den naturlige balance i de sårbare vandområder,« siger Kristina Buus Kjær, der har været hovedforfatter på analysen.
En af de kommuner, som er flittigst til at salte, er Frederiksberg, der salter forebyggende for at holde banerne fri for is og sne i vinterhalvåret.
»Vi har ikke andre muligheder,« siger Kim Wolfram, der er driftsleder i Frederiksberg Gartner og Vejservice.
Frederiksberg har over 50.000 m2 kunstgræsbaner, men banerne ligger så tæt, at sneen ikke kan ryddes mekanisk. Der er ingen opsamlingspladser ved banerne, og derfor ville banerne reelt blive ubrugelige efter bare mindre snefald, fordi kommunens folk kun kan skubbe sneen mellem banerne, fremhæver han.
Samtidig kan kommunen ikke komme af med sneen, der indeholder gummigranulat og derfor skal håndteres forsvarligt. Endelig ville det ødelægge banerne at køre med traktorer, der skubber tunge snelaster foran sig, lyder forklaringen.
»Man ville fjerne store mængder gummigranulat samtidig med sneen, hvor du rydder. Det skal erstattes, eller mister banerne deres egenskaber, og store mængder sne skal køres væk. Det vil være en besværlig og meget dyr løsning,« siger Kim Wolfram.
Han fremhæver, at de ældste baner nu er blevet erstattet af 3. generationsbaner, der ikke bruger sand som infill. Dermed kan kommunen nøjes med langt mindre salt, og det har reduceret det årlige forbrug fra cirka 100-150 tons frem til 2006 til 20 tons i 2012, fremhæver han.
DHI-rapporten anbefaler klart, at, kommunerne, når de bygger nye kunstgræsbaner, sørger for at bygge opsamlingspladser til sne, så man mekanisk kan fjerne og oplagre sneen frem for at rydde med salt.
Samtidig bør kommunerne overveje at lede drænvandet til renseanlæg og anvende svanemærkede tømidler som acetat og formiat, hedder det i anbefalingerne.
