Salg af offentlig virksomhed: Medarbejderne så deres fyresedler på lysavisen

Illustration: Tuala Hjarnø

Den marts-morgen i 2014 vil de daværende medarbejdere på Statens Serum Institut sent glemme. De, som cyklede til arbejdspladsen på Islands Brygge over Rådhuspladsen, kunne på Politikens lysavis med store typer læse, at deres arbejdsplads skulle sælges.

Hvis ikke det lykkedes, ville den blive lukket.

Daværende sundhedsminister Nick Hækkerup (S) have valgt Politiken som den første, der blev informeret om regeringens beslutning om at sælge den statslige vaccineproduktion, hvor ca. halvdelen af instituttets medarbejdere arbejdede.

Læs også: Salget af statens vaccine-produktion kostede én milliard

Oplevelsen sidder stadig i de medarbejdere, som ikke skyndte sig videre til et andet job i medicinalbranchen.

»Man ser medarbejderne som en udgift i stedet for at se os som en del af statens ressourcer,« som Joan Hindsgaul-Nissen, tillids­repræsentant for ca 200 HK-laboranter på Statens Serum Institut (SSI), udtrykker det.

Mange medarbejdere fra produktionen valgte dog at sige farvel og tak.

»Processen var alt for lang og fyldt med usikkerhed. Ministeren sagde, at hvis man ikke kunne sælge, ville han lukke produktionen. Folk har jo regninger, der skal betales, så det er klart, at det fik mange af vores kolleger til at søge væk. Det ramte produktionen, og når man ikke producerer noget, kan man ikke forvente at sælge sin fabrik til en god pris,« siger Joan Hinds­gaul-Nissen.

Mange erfarne medarbejdere fik hurtigt nyt job. En del af dem vare­tog specialistfunktioner, og den store udskiftning gjorde, at der blev ekstra pres på de tilbageværende produktionsfolk, som blev yderligere belastet af hele tiden at skulle lære nye op, fortæller tillidsrepræsentanten:

»Det kan tage et år at lære en ny kollega op, og det er meget svært at erstatte de erfarne medarbejdere i en situation, hvor det er på tale at lukke ned.«

Produktionen blev lammet

Resultatet blev katastrofalt. Produktionen blev lammet. Statens Serum Institut måtte opgive at levere mindst 60 millioner doser tuberkulose-vaccine, som FN’s børne­organisation, Unicef, efterfølgende kom til at mangle i ulandene. Kunderne krævede en bod på samlet 55 mio. kr. Heller ikke danske børn kunne seruminstituttet levere vacciner til, men måtte indkøbe erstatninger for 90 mio. kr.

Konsulenter måtte hyres ind for at forsøge at redde stumperne af produktionen, og underskuddet voksede. Det kulminerede ifølge seruminstituttets egen årsrapport med 338 mio. kr. sidste år, og statskassen måtte tilføre nye midler i en lind strøm.

Samtidig blev værdien af vaccine­produktionen udhulet. Til sidst stod AJ Vaccines, der hører hjemme i Malaysia men er ejet af den saudiarabiske Aljomaih Group, tilbage som eneste interesserede. Prisen var helt nede på 15 mio. kr. samt løfter om klækkelig huslejerabat, og at Danmark i 30 måneder vil købe børnevacciner af AJ Vaccines.

Men i virkeligheden begyndte katastrofen endnu tidligere, nemlig en novemberaften i 2011. Da skulle finansloven for det følgende år forhandles på plads, og kulturminister Uffe Elbæk (R) manglede penge til Det Kongelige Teater.

Dem fandt et enigt folketing hos SSI, fordi undersøgelser havde vist, at Danmark købte sine vacciner dyrere af sit eget produktionsselskab, end Sverige fik dem til på det frie marked. Nu krævede staten en tilsvarende rabat, der steg år for år og i 2016 landede på 72 mio. kr.

Markedsførte udsultet selskab

Det fik underskuddet i vaccineproduktionen til at accelerere. I 2013 bestilte SR-regeringen så den konsulentrapport, der endte med at føre til salget, i øvrigt nogenlunde samtidig med beslutningen om at sælge en del af Dong Energy til Goldman Sachs. Også seruminstituttets udvikling af diagnoseudstyr skulle sælges, hvilket lykkedes noget bedre med en indtægt på en kvart milliard kr. til følge.

For vaccineproduktionen blev resultatet, at staten nu markedsførte et udsultet og nedslidt selskab med store underskud, som nøglemed­arbejderne flygtede fra.

Nils Strandberg Pedersen, der var adm. direktør for SSI i 18 år frem til sin pension i september sidste år, understreger, at politikerne var i deres gode ret til at sælge vaccineproduktionen:

»Beslutningen var fornuftig nok, hvis man ikke vil betale den meromkostning, som det er at have en dansk vaccineproduktion som en del af beredskabet over for epidemier. Men processen bar præg af, at der blev truffet beslutninger i Finansministeriet, uden at der blev taget højde for faglig viden,« siger han.

»Ideen med at nedsætte priserne var en katastrofe. Det var også uprofessionelt at sætte virksomhederne til salg, uden at de var gjort salgs­klare,« siger han.

I dag medgiver vicedirektør Ole Jensen, som Statens Serum Institut stiller op til interview om salget, at det var svært at holde på medarbejderne.

»Det har været en lang proces, og der har været en stigende tendens til medarbejderafgang. Det har været en udfordring at holde på og motivere medarbejderne i sådan en proces. Det har trukket store veksler på organisationen,« siger han.

Aktiv skal ikke udsultes før salg

Ifølge Ole Jensen sker der dog jævnligt nedbrud i en biologisk produktion af vacciner:

»Mange ting kan gå galt i biologisk produktion, også i langt højere grad end i en kemisk lægemiddelproduktion,« fremhæver han.

Siger du dermed, at det er tilfældigt, at nedbruddene ramte vaccineproduktionen fra 2013 til 2016?

»Nej, men vi kunne nemt have haft nedbrud i andre år også,« siger Ole Jensen.

»Salgsprocessen var længere og mere kompliceret, end nogen havde troet, da vi startede på den. Det har været en udfordring. At udskille og sælge en vaccineproduktion er en kompleks øvelse, hvor der ikke ligger en færdig manual.«

Professor Kurt Klaudi Klausen fra Institut for Statskundskab ved Syddansk Universitet mener, at salget viser, at det offentlige ikke bliver drevet som en virksomhed, men efter politikernes ønske.

»Så må det koste, hvad det vil, når vi vil af med et statsligt aktiv som vaccineproduktionen,« siger han og kritiserer processen omkring salget.

»Hvis staten har et aktiv, så skal det ikke udsultes, så det fremstår som uattraktivt at købe. Når Ny­kredit skal børsnoteres, gør ledelsen alt, hvad de kan, for at trimme organisationen, så den fremstår rentabel og lækker. Det samme sker, hvis man sælger et hus. Det er logik for perlehøns.«

»Det kan kun tolkes som, at de, har haft ansvaret for salget, ikke har vidst, hvad de havde med at gøre,« konkluderer professoren.

Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra hverken Sundheds- og Ældreministeriet eller sundheds­minister Ellen Trane Nørby (V).