En særlig stjerne døde: Ny type supernova observeret

En grafisk fremstilling af, hvordan en supernova ville se ud tæt på. Illustration: M. Weiss/Nasa/CXC

Forskere har observeret en ny type supernova for første gang, og det giver ny indsigt i stjerners forunderlige livscyklus. Det skriver CNN.

I 2018 observerede amatør-astronomen Koichi Itagaki supernovaen 2018zd, som ligger omkring 31 millioner lysår fra Jorden. Det fik andre astronomer til at kigge nærmere på den med de to rumteleskoper Hubble og Spitzer.

Det var første gang, forskere havde observeret en stjerne med samme størrelse som 2018zd udvikle sig til en supernova. Resultatet af observationerne er publiceret i en forskningsartikel i Nature Astronomy.

»Nogle af de største spørgsmål i astronomi er, hvordan stjerner udvikler sig, og hvordan de dør. Der er stadig masser af viden, som mangler, så det her er virkelig interessant,« siger Stefano Valenti, som er medforfatter til artiklen og professor i fysik og astronomi ved Californiens Universitet.

Electron capture supernova

En supernova er en stjerne, der eksploderer efter at have opbrugt sit brændstof. Det kan typisk foregå på to måder:

Hvis der er tale om de store stjerner med en masse som er ti gange større end vores sol, kollapser stjernens kerne til et sort hul eller til en såkaldt neutronstjerne. En anden type supernova opstår, når udbrændte rester af en mindre stjerne, en såkaldt hvid dværg, får overført stof fra en nærliggende stjerne. Det kan få den hvide dværg til at eksplodere.

Den japanske astronom Ken’ichi Nomoto beskrev i 1980 en tredje type supernova, som opstår af stjerner, der er for store til at blive hvide dværge og for små til at blive neutronstjerner – en kategori som 2018zd passer ind i.

Den tredje type supernova går under navnet electron capture supernova, og ifølge Ken’ichi Nomoto adskiller den sig fra begge de andre typer af supernovaer

Når stjernens kerne løber tør for brændstof, presser tyngdekraften atomerne i stjernen sammen. Dermed smelter elektronerne sammen med atomkerne. Det får stjernen til at kollapse. Tilbage er der en meget tæt neutronstjerne, som har en masse, der er en smule større end vores sol.

Lyset fra Crab Nebula

Efter at have undersøgt 2018zd i længere tid gik det op for forskerne, at der formentlig var tale om det samme fænomen, som Ken’ichi Nomoto havde beskrevet 40 år tidligere. Dermed konkluderede forskerne, at 2018zd var den første videnskabelige observation af en electron capture supernova.

»Jeg værdsætter virkelig den store indsats, der er blevet gjort for at opnå disse observationer. Det er et fantastisk eksempel på en kombination af observationer og teori,« siger Ken’ichi Nomoto, som også står som medforfatter på studiet.

Forskernes fund kaster desuden nyt lys på et gammelt mysterium. Astronomerne mener nemlig, at deres observationer svarer til de historiske beskrivelser af supernovaen Crab Nebula, som oplyste himlen i 1054. Derfor regner forskerne med, at Crab Nebula også var en electron capture supernova.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Når en stor stjerne brænder ud og ender som en neutron stjerne via en supernova eksplosion sker neutron dannelsen vel via EC? Hvad er det der gør electron capture supernova'er anderledes?

  • 1
  • 0

Når en stor stjerne brænder ud og ender som en neutron stjerne via en supernova eksplosion sker neutron dannelsen vel via EC? Hvad er det der gør electron capture supernova'er anderledes?

Den gængse teori er/var at stjernen skal være så stor at den danner jern som det sidste fusionsprodukt (men ikke så stor at den ender som et sort hul). Denne nye type er ikke stor nok til at danne jern, men går i stå ved magnesium. Alligevel er implosionen kraftig nok til at der dannes en neutronstjerne.

  • 4
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten