Sådan tæller man siderne i 109 årgange ingeniørtidsskrifter

Ingeniørens bagsideredaktør Erik Lyngsø-Petersen har været primus motor bag 'Ingeniørernes Kulturarv' – digitaliseringen af de danske ingeniørforeningers tidsskrifter fra 1892 til 2000'. Her fortæller han, hvordan han anslog sideantallet i de mange tidsskrifter ved projektets begyndelse. Det krævede en tommestok, en skydelære, en krydsogtværsblyant og en bon fra Brugsen ...

Her er en lille historie fra det virkelige liv, som jeg først forleden dag fik lyst til at fortælle jer.

Sagen er, at jeg for godt fem år siden fik til opgave at tælle nogenlunde nøjagtigt, hvor mange sider, der i alt er udkommet i de tidsskrifter, som de danske ingeniørforeninger har udgivet fra det første nummer af Ingeniøren udkom den 2. juli 1892 til og med år 2000 – det vi kalder ‘Ingeniørernes Kulturarv’.

Vi taler vel om 14-15 reolmeter med indbundne årgange af ca. 10 forskellige tidsskrifter, hvoraf de fire største er det oprindelige Ingeniøren, Ingeniør & Bygningsvæsen, Ingeniørens Ugeblad og det nuværende Ingeniøren.

Reolen stod nede i den halvkolde kælder i Skelbækgade inde på Vesterbro i København, hvor vores mediehus dengang residerede.

Reolens omtrentlige sidetal skulle jeg bruge for at kunne budgettere, hvad det ville koste at digitalisere og offentliggøre hele samlingen af guldnede sider på ing.dk. Deres unikke teknologihistoriske indhold stod jo ellers bare og forvitrede til ingen nytte.

Først nu, hvor alle årgangene faktisk er scannet, og hvor den sidste fase af projektet om få uger vil gå i luften på ing.dk, tør jeg fortælle, hvordan jeg talte siderne.

Som sagt skulle jeg blot bruge et nogenlunde nøjagtigt overslag over sidetallet at gå videre med. Derfor talte jeg 200 ark – dvs. 400 tryksider – op manuelt og målte tykkelsen heraf med min gamle skydelære. Jeg har en dunkel erindring om, at de 200 ark målte omkring 16-17 mm i tykkelse.

Derefter målte jeg den samlede reollængde med min gamle ledeløse tommestok – et arvestykke! – og gangede op. Efterfølgende kompenserede jeg skønsmæssigt for de godt 200 bogbinds pap- og læderomslag, der er 3-5 mm tykke og som ikke skulle scannes med.

Denne simple kalkulation skete med min krydsogtværsblyant på bagsiden af en bon fra Brugsen. Der måtte være sådan rundt regnet op imod 300.000 sider i alt, fremgik det, når jeg lagde nogle procent måleusikkerhed oveni for at være på den sikre side.

Dette dejlige runde sidetal gik jeg så videre med i processen med at finde en pris på digitaliseringen og på afklaring af rettighederne.

Men da vi så skulle til at skaffe pengene til projektet, viste det sig nødvendigt at dele opgaven op i tre nogenlunde lige store, mere overkommelige bidder på ca. 100.000 tidskriftsider hver.

Jeg fordelte altså de forskellige publikationer i tre grupper, så det skønsmæssigt gik nogenlunde op. Første fase gik fra 1892 til og med 1940, anden fase gik op til 1975 mens tredje og sidste fase gik til og med 2000.

Men så kom jeg heldigvis i tanke om, at papiret i de udgaver, vi siden 1957 har udsendt på almindelig avispapir ikke fylder så meget, som de bogtrykte sider. Også fordi vi lange perioder med smalhals på annoncemarkedet i 1980’erne og 1990’erne af sparehensyn skiftede papirkvalitet fra 49 til 45 gram/m2 – ikke kun fordi papiret blev billigere, men nok så meget for at spare den blodige vægtporto.

Det gav jo en risiko for, at ‘optællingen’ kunne være lovlig upræcis til den forkerte side. Desuden kunne jeg ved pakningen af årgangene se, at de fyldte mistænkeligt meget i den sidste ende.

For en sikkerheds skyld skruede jeg derfor sidetallet op til 110.000 for tredje fase, så skønnet over projektet samlede omfang nu landede på 310.000 sider.

Det gav mig dog stadig en lidt utryg fornemmelse at vide, at tællingen egentlig baserede sig på måling af tykkelsen af kun 200 ark ...

Da scanningen af den første fases tidsskrifter var overstået, viste det sig til min store lettelse, at der var præcis 100.150 sider. Men det var jo også samme papirkvalitet, som indgik i min måling af sidetykkelsen i sin tid.

Anden fase kom ud med noget større mangel på præcision, nemlig kun 96.220 sider. Hvilket dog nok kan siges at være inden for den forventede usikkerhed i betragtning af sidetællingsmetoden.

I sidste uge fik jeg så opgørelsen af scanningerne i tredje fase. Der viste sig at være præcis 112.907 sider.

Hvis I lægger de faktiske sidetal sammen, vil I se, at Kulturarven totalt fylder 309.277 sider. Fejlen på de 723 sider er kun på ca. 0,23 procent – oven i købet til den rigtige side!

Som der i sin tid stod på et skilt i et værksted på Det kgl. Teater: 'Planlægning er en god ting, men der er ikke noget, der kan hamle op med svineheld'.

PS.: Jeg har lovet vores venner i HITEK, som stod for indsamling og fondsansøgninger til projektet, at minde jer om, at IDAs formand officielt åbner ‘ingeniørernes gave til det danske folk’ ved en reception i Kongressalen fredag 15. april kl. 14-17.

Alle store og små bidragydere og andre interesserede er naturligvis velkomne – tilmelding via ‘ida.dk’, arrangement nr. 316746.

Kommentarer (5)

Jeg kom til at tænke på en anden prognosticering. Jeg kan desværre ikke finde kilden nu, men før anden verdenskrig lavede tyskerne en prognose om hvilken kapacitet USA havde mht. flyproduktion, hvis de altså blev draget ind i en krig. Amerikanerne havde også en egen prognose på det samme, og den var ret omfattende med en masse møder og "task forces". Tyskernes prognose var meget enkel; den vurderede arealet for de eksisterende flymotorfabrikker og hvilken mulig tilvækst man kunne forudsætte i tilfælde af en krigsdeltagelse. Der var vældig stor forskel på prognoserne, men det var den enkle tyske 1-mandsprognose som var langt den bedste!

Maskinfremstillet avispapir i ruller har en meget jævn kvalitet (det er forudsætningen for at kunne bruge papirmaskiner), så det forbavser mig ikke, at man kan ramme ret præcist ved en simpel metode. Når det gælder en omkostningsvurdering ved digital affotografering (så vidt jeg kan se, så er der ikke tale om skanning af materialet!) betyder sideantallet ikke så meget (filmen koster jo næsten ikke noget!), dét der betyder noget er om processen kan forløbe automatisk. Her har man haft den fordel (jeg har selv set dokumenterne) at det drejer sig om inbundne nytrykte aviser som ikke har været foldet og måske ikke en gang bladet i. Ved affotografering af fx. kirkebøger, er man nødt til overvåge at hver eneste side vendes korrekt, så det er en lidt mere bekostelig affære!

John Larsson

  • 0
  • 0

Ja det er ret imponerende hvad man kan komme frem til ved kun at se på meget reducerede datamængder.

Et andet eksempel end det du nævner er at under 2. verdenskrig udviklede tyskland forskellige slags sø-miner. De allierede (USA og England) var i tvivl om minerne havde magnetiske udløser (ud over de mekaniske) og ville prøve at fine ud af det ud fra indberetninger fra minestrygere.
der var 2 hold der lavede undersøgelser, et amerikansk og et engelsk, og begge leder af en fysiker eller ingeniør.
Den ene leder insisterede på at komme ud med et skib for at få sine egen informationer, mens den anden absolut ikke ville da det lille datamateriale han derved ville få, ville påvirke ham for meget i forhold til det store datamateriale der kom fra alle skibene.

Den der tog ud, fandt hurtigt ud af at man ikke kunne stole på noget som helst ud over om minen var til styrbor eller bagbord og om den blev detoneret mens afstand og dybde slet ikke var pålideligt.
Da han kom tilbage og reducerede alle data til kun disse to informationer kom han til det rigtige resultat, mens den anden gruppe der regnede afstande og dybder med ikke kunne få noget fornuftigt resultat.
(En mere præcis gennemgang kan findes i 'Most Secret War' af R.V.Jones).

  • 0
  • 0

Kan man også se hvornår en redaktør første gang brugte udtrykket "Bonderøv i jakkesæt" om en minister eller er det så simpelt at man slet ikke behøver at søge :-(

  • 0
  • 3