Sådan hjælper netbanken med at finde danske smittekilder

Når Statens Serum Institut jager smittekilder, så foregår det fra tid til anden med hjælp fra folks netbanker.

»Via netbanken kan folk finde ud af, hvor meget de har købt for og hvor de har handlet. Og med de oplysninger, kan vi henvende os til butikken og finde ud af præcist, hvad de har købt,« forklarer Steen Ethelberg, seniorforsker ved Statens Serum Institut (SSI).

Han understreger, at det udelukkende er folk selv, der udleverer oplysninger om et køb, og altså ikke SSI der selv går ind i netbanken og finder dem frem.

Ved den seneste sag med E. Coli-smitte, som menes at stamme fra Tyskland, og hvor også danskere er blevet smittede, har SSI dog ikke benyttet teknikken. Det skyldes blandt andet, at metoden forudsætter, at SSI kan få adgang til de oplysninger, butikkerne registrerer, hvilket Steen Ethelberg vurderer, vil være vanskeligt i udlandet.

»Det handler meget om tillid. Vi har en aftale med de enkelte supermarkeder, som vi oplever, er meget beredvillige til at hjælpe os i den slags sager,« siger Steen Ethelberg.

Ved at trække på butikkernes købsoplysninger er det muligt at rette mistanken mod en enkelt vare fra en enkelt leverandør - også selvom den er solgt i butikker over hele landet.

Da SSI finder frem til kundens køb via prisen på købet, som bliver hentet ud fra netbanken, så er det ikke nødvendigt for en eventuel sygdomsramt kunde at være i besiddelse af en kvittering, ligesom det heller ikke er afgørende, om købet er foretaget med det ene eller det andet betalingskort.

»Det kræver selvfølgeligt at beløbet er tilstrækkeligt unikt. Når vi har fundet frem til købet, kan vi ud fra de varenumre, som ligger i butikkens system, finde frem til præcist hvilken vare, der er tale om, og hvor den kommer fra,« forklarer Steen Ethelberg.

Ved SSI har man også overvejet muligheden for at indhente oplysninger om brugernes køb ad andre veje, men er alligevel endt med at holde fast ved at identificere købet ud fra beløbsstørrelsen. Men SSI har dog været forsigtige med at bede om sådan noget som betalingskortnumre for ikke at gå folk for nær.

Han fortæller, at metoden blandt andet har været brugt til at finde frem til en bestemt pølse, som en række børn blev syge af. Dengang drejede det sig faktisk også om en VTEC-bakterie, som den der nu har gjort adskillige europæere syge, forklarer Steen Ethelberg.

Problematisk at bruge mobildata

En anden mulighed i jagten på smittekilder, som en af ing.dk's læsere har gjort opmærksom på, kunne være at udnytte de data, der bliver registreret via folks mobiltelefoner. Data som også politiet gør brug af i efterforskningssammenhænge.

Ved at krydsreferere mobildata fra sygdomsramte personer, kunne en del af deres færden således kortlægges, så det eksempelvis kunne afdækkes, om personerne havde været tilknyttet samme mobilmast inden for et vist tidsrum.

Overlæge ved SSI Steffen Glismann er ikke afvisende over for, at metoden kunne vise sig at være brugbar.

»Vi gør det ikke i dag, men det var da et af de elektroniske fodspor, man kunne overveje at benytte,« siger Steffen Glismann.

Han har dog også sine betænkeligheder ved at basere sygdomsjagten på, hvilke mobilmaster folk har været tilknyttet.

»Metoden siger jo ikke så meget om, hvad folk har lavet i et område. Og der vil være en masse støj i dataene. Eksempelvis ville mange komme forbi den samme mobilmast på vej ned gennem Tyskland, uden det nødvendigvis siger noget om, hvor de der blevet smittede,« siger Steffen Glismann.

Derudover oplever Statens Serum Institut sjældent, at et større antal personer er blevet smittet det samme geografiske sted. Og netop derfor er metoden med at kigge på køb med betalingskort, fordi den kan bruges til at spore en vare tilbage til en enkelt leverandør, selvom varen er blevet solgt over hele landet, forklarer Steffen Glismann.

Og skulle flere personer være blevet smittede, mens de var koblet på den samme mobilmast, så kan en helt analog metode vise sig at være hurtigere, end at skulle søge om lov til at anvende data om mobiltelefoner for derefter at krydsreferere dem, mener Steen Glismann:

»Det vil være nemmere at spørge folk, hvor de har været, og hvad de har lavet.«