Sådan har Danisco gensplejset

Xylanasen er et enzym, der tilsættes i hvedemel for at stabilisere dejsystemet. Det sker ved at xylanasen nedbryder en del af cellevægsmaterialet i hvedemel, så man får et mere ensartet resultat. Daniscos gensplejsede xylanase er en mere effektiv xylanase end den naturlige variant.

Ændringen i et modificeret enzym er typisk meget mindre end den naturlige variation inden for enzymklassen. I Daniscos nye xylanase (midterste billede) er Bacillus subtilis xylanasen (øverste billede) ændret i 2 aminosyrer ud af 192 mulige. Til sammenligning er forskellen mellem f.eks. Bacillus subtilis xylanase og Aspergillus niger xylanase (nederste billede), som er en anden type xylanase på markedet, 105 ændringer ud af de 185 mulige. Det er ikke usansynligt, at Danisco's to ændringer kan findes i en naturligt forekommende bacillus subtilis variant, hvis man leder i alle de bacillus subtilis varianter, man kan finde rundt omkring på vores klode. Det er blot hurtigere at lave varianterne selv.