Sådan fik Necas en ordre på elektronik til magneterne på LHC

1.000 printkort fra den danske elektronikvirksomhed Necas i Støvring skal være med til at sikre, at kablerne ved de store superledende magneter i LHC-acceleratoren på forskningscentret Cern ikke bliver overophedet, som det skete under et uheld i 2008.

Printkortene er netop sendt af sted til Cern i Schweiz fra den danske elektronikvirksomhed Necas i Støvring. De er det konkrete resultat af en aftale, der kom i stand i sommer, efter at Big Science-sekretariatet (BSS) på Risø DTU og Cern var på rundtur for at se efter danske virksomheder, som kunne score nogle af de ordrer, som Cern er pålagt at lægge i Danmark.

Da turen i foråret nåede til forskerparken Novi i Aalborg, tog direktør Ib Gosmer til informationsmøde.

Ib Gosmer, direktør i Necas, har leveret 1.000 printkort til Cerns overvågningssystemer. (Foto: Das Büro) Illustration: Das Büro
Cerns projekter er ifølge Necas' direktør Ib Gosmer en udfordring i forhold til at levere til mere stabile industrielle kunder. Derfor giver det visse logistiske udfordringer at passe kortvarige masseproduktioner ind uden at forstyrre den løbende produktion til de faste industrikunder, som afgiver ordrer hele året. (Foto: Das Büro) Illustration: Das Büro

»Der hørte jeg for første gang, at der var muligheder for danske virksomheder,« siger han.

Leder af BSS Juliette Forneris holdt kontakt med Necas' dengang nye salgschef Jørgen Lund, og hun opfordrede Cern til at holde øje med den danske virksomhed. Det betød, at Necas fik en forespørgsel fra Schweiz vedrørende nogle elektronikmoduler, de manglede.

Faktisk fik flere danske virksomheder mulighed for at byde på ordren, men Necas vandt så langt, at de fik besked på at lave en prøveserie af modulerne, som et par ingeniører fra Cern senere ville komme til Danmark for at teste med deres eget testudstyr.

»Først kom der faktisk en auditør op for at se os efter i sømmene og sikre sig, at vi var en rigtig virksomhed og ikke bare en pæn hjemmeside. Men det gik fint, og da modulerne blev testet, var de meget begejstrede,« fortæller Ib Gosmer.

20 projekter venter på elektronik

Necas gik derefter i gang med at producere de 1.000 enheder, der skulle til, og som gav et sekscifret beløb i kassen hos virksomheden.

»Det var en pæn ordre, så forretningsmæssigt kunne det også betale sig for os at levere til Cern. Det handlede ikke kun om at være med på et spændende projekt,« forsikrer direktøren, som håber, at der falder flere ordrer af i den kommende tid.

Efter at have fået kontakt med ingeniørerne på Cern, har han nemlig fundet ud af, at hele 20 forskellige afdelinger på forskningsinstitutionen i den kommende tid får brug for elektronik, som Necas vil kunne levere. Bl.a. har afdelingen for strømforsyninger vist interesse.

Derfor tager Ib Gosmer med, når BSS i slutningen af januar tager 15 danske virksomheder med ned for at se på mulige forretningsområder. Fakta er nemlig, at Danmark slet ikke får de ordrer, vi har krav på i forhold til den aftale om returkøb, Cerns medlemslande har indgået. Derfor er også Cerns indkøbsafdeling interesseret i at få danskerne mere på banen.

Læs også: Charmeoffensiv skal skaffe danske virksomheder kontrakter hos Cern

»Vi ved allerede, at flere afdelinger gerne vil have møde med os, så vi håber, at der kommer nye tilbud at arbejde med. Det skader jo heller ikke at have Cern som reference i vores markedsføring,« siger Ib Gosmer, som allerede kan bryste sig af at være certificeret til at levere til forsvaret samt fly- og rumfartsindustrien.

I forhold til produktionen er udfordringen imidlertid, at Cern kører projekter, mens de industrielle kunder er mere stabile i ordreafgivelserne, fortæller Ib Gosmer. Derfor giver det visse logistiske udfordringer at indpasse kortvarige masseproduktioner uden at forstyrre den løbende produktion til de faste industrikunder, som afgiver ordrer hele året.

»På Cern starter der et projekt, og så er det afsluttet. Det vil sige, at vi skal bruge tid og penge på dokumentation til produkter, der kun er en enkelt ordre i, fordi deres produkter er så skræddersyede,« siger Ib Gosmer om printkortene, som er udviklet på Cern og blot produceret i Støvring.

Kommer logistikken til at køre, er der måske flere forskningsinstitutioner at samarbejde med. F.eks. har Ib Gosmer også besøgt ESO i München for at se på muligheder for at levere til astronomiforskningen.

»Men nu vil vi lige starte med at 'nurse' Cern. Man kan ikke leve af kun at levere til forskningsprojekter, for det er umuligt at lægge et budget for løse projekter, som altid kommer ind med kort varsel. Men er bare halvdelen af de 20 projekter relevante, er der et pænt potentiale for, at de rammer lige ned i vores kernekompetence,« siger han.

Følg med hele ugen mellem jul og nytår, når Ingeniøren sætter ekstra fokus på danskerne på Cern. Mød bl.a. fysikstuderende Maria Hoffmann, som passer Atlas-detektoren, den danske elektronikingeniør, som byggede det gamle kontrolrum ud af bl.a. en bowlingkugle og noget gulvlak, og få en rundtur i LHC's kontrolcenter sammen med den danske maskinmester.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Hvor er det flot at NECAS målrettede investeringer i ny teknologi og specielt egnede lokaler har givet pote med nogle af verdens mest spændende virksomheder som kunder.

TILLYKKE.

Et lille øf herfra: En auditØr er en jurist i forsvarets autitørkorps, hvorimod en auditOr er en, der vurderer f.eks. kvalitetsledelsessystemer eller produkter ved produktcertificeringer.

MVH Jan - lead auditor

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten