Sådan bliver dine hudceller til nye organer

Amerikanske forskere har fundet en langt sikrere metode end hidtil til at producere stamceller til ethvert behandlingsformål. Der er heller ingen etiske problemer med den nye metode.

Konsekvensen er, at der nu kommer fart på den forskning, som skal udvikle organer til transplantation.

»Det amerikanske resultat er meget lovende, et virkeligt forskningsgennembrud. Der er næppe tvivl om, at det vil få stor betydning for fremtidens behandlingsmetoder og sætte mere fart i den terapeutiske udvikling af stamecelleteknologien,« siger forskningsadjunkt og ph.d. Basem Abdallah fra Odense Universitetshospital.

Forskere har fundet en sikker vej til at fremstille fosterstamceller med hudceller som råmateriale. Det løser adskillige vanskelig problemer på én gang, siger en dansk forsker. (Foto: Wikipedia) Illustration: Wikipedia

Han forsker selv i de såkaldte inducerede pluripotente stamceller (iPS), der kan bruges til alle slags organer.

Den slags celler kan hentes hos uudviklede fostre, men det giver alvorlige etiske problemstillinger. Den smule, der kan hentes fra en nyfødt babys navlestreng, kan kun bruges til behandlingen af babyen selv, hvis man vil undgå problemer med immunsystemet, som vil afstøde fremmede donorers celler.

Masseproduktion af stamceller

I 2007 fandt japaneren Shinya Yamanaka fra Kyoto University ud af, at man kan omdanne en patients egne hudceller til pluripotente stamceller, blot ved at føre fire nye gener ind i hudcellerne. Det løser både det etiske problem samt immun-problemet.

Men "konvolutten", der fører de fire gener ind i cellerne, var en genmodificerende virus. Metoden er yderst risikabel for en eventuel patient. Cellevæksten kunne ikke styres, så risikoen for at skabe kræftceller eller mutationer er for stor.

»Det er meget, meget kompliceret at styre cellernes udvikling. Og når man først har fået virussen ind i cellerne, kan man ikke få den ud igen. Den kan påvirke generne mange steder,« fortæller Basem Abdallah.

Derfor er han på forhånd begejstret for de amerikanske forskeres indsats, endnu inden han har læst deres offentliggjorte forskningsartikel.

Deres metode går nemlig ud på at ændre hudcellerne ved at indføre fire proteiner, som omprogrammerer hudcellerne til at udvikle sig til basale stamceller. Det sker ved hjælp af et peptid, som trænger ind i cellerne. Processen er kun halvt så hurtig som virusmetoden, men langt sikrere.

»Peptiderne virker som en slags katalysator, som forstærker proceshastigheden. Man kan formentlig styre, ikke bare hvor meget cellerne skal dele sig, men også alt andet i cellerne, uden at peptiderne påvirker kromosomerne,« siger Basem Abdallah.

Han mener, at fremtidens medicin i stort omfang vil blive baseret på peptider.

Det amerikanske forskerhold er ledet af Robert Lanza fra Stem Cell and Regenerative Medicine International. De øvrige forskere kommer fra Harvard University i Belmont, USA, samt CHA University i Korea.

Beskrivelsen af forskningsresultatet er offentliggjort i forskningstidsskriftet Cell Stem Cell.

Dokumentation

Forskningspaperet i Cell Stem Cell

Emner : Stamceller
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Som total ukyndig på dette område vil jeg tillade mig at stille det som ikke findes:.... Vil det med denne teknik kunne (på et tidspunkt) lade sig gøre at dyrke et hvilken som helst organ, f.eks. en lever? og vil den i givet fald så ikke være en babys lever ? Vil en voksen patient kunne leve med sin egen lever i babystørrelse ?

Mvh

  • 0
  • 0

1) Det kræver at man er i stand til at differentiere stamcellerne til den/de celletyper man ønsker - f.eks. til leverceller (hepatocytter) og galdegangsceller (cholangiocytter). Men en lever er jo et komplekst organ, der også består af en masse andre ikke-parenkymale celler, samt deres ekstracellulære matrix, og er organiseret i microstrukturer (acini/lobuli). Og at få det hele til at finde korrekt sammen og danne et organ, der har leverens egenskaber, er ikke noget man bare kan. Dog er man er i stand til at differentiere embryonale stamceller til hepatocytter, men så vidt jeg ved er der endnu ingen, der har "opskriften" på de intrahepatiske galdegangsceller.

2) Leveren bliver jo naturligvis ikke en "babylever", som du skriver. Den bliver selv til den størrelse (hvis man kan lave en), som er nødvendig for patienten.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten