Sådan vil rumturisten opleve Plutos overflade
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Sådan vil rumturisten opleve Plutos overflade

I det øjeblik dine fødder lander på Pluto, vil en række indtryk kæmpe om din opmærksomhed: Din næsten vægtløse tilstand, den enorme måne på den mørke himmel og vidderne af frossen nitrogen, der spreder sig foran dig. Det første du vil opdage er dog, at du ikke kan trække vejret. Hvis du da ikke allerede er død af kulde.

Men lad os ignorere Pluto-turistens nært forestående og alt for tidlige død et øjeblik og dykke ned i oplevelsen af at stå på bastardplaneten, der denne sommer har fanget verdens opmærksomhed. På få uger er den lille eks-planet gået fra at være en lysende prik på et 20 år gammelt Hubble-fotografi til at få sit portræt ind i samtlige fremtidige astronomibøger ved siden af sine tidligere ligemænd.

14 dage er gået, siden New Horizons skrev sig ind i rumhistorien med et flyby af dværgplaneten og dennes måner. Og selv om kun omkring 5 procent af datamaterialet er nået tilbage til Jorden, er verden allerede blevet væsentlig klogere på, hvad den egentlig er for én, dette lille kontroversielle himmellegeme. Og hvordan den vil være at besøge.

Pluto og Charon som set fra Hubble i 1994. Illustration: Dr. R. Albrecht, ESA/ESO Space Telescope European Coordinating Facility, NASA

Gåtur på nitrogen-gletsjer

Til formålet har Ingeniøren iklædt sig en forestillet rumdragt, der kan modstå de temperaturer, man møder, når man er i en afstand af seks milliarder kilometer fra Solen – 40 gange længere væk, end vi som jordboere normalt er tilpas med. På en varm dag sniger termometret sig op til minus 223 grader celsius.

Vi er landet på den vestlige del af Tombaugh Regio, der formentlig for evigt vil være bedre kendt som Plutos hjerte. Vi står med fødderne i sne af nitrogen. Det er muligt, at en vind får sneen til at fyge mod syd og øst. I hvert fald fungerer det venstre hjertekammer som et is-reservoir, der pumper sne mod øst og mod sydpolen.

Bevæger vi os mod nord – på toppen af hjertet – ser vi tegn på det, som forskere håbede på at finde, men ikke forventede: geologisk aktivitet. Her er nitrogen-is gledet som gletsjer ind i kratere og rundt om klippetoppe – et fænomen, der kun kan observeres på aktive verdener som Mars og Jorden.

Planet-udforskningens Everest

New Horizons billeder viser tydelige tegn på gletsjer-aktivitet - billedet er taget på toppen af Plutos hjerte. Illustration: NASA/JHUAPL/SwRI

Nitrogen-gletsjerens bevægelse er, hvad Nasa-forskerne kalder nylig. Det vil sige inden for de sidste få ti millioner år. Men der er ingen grund til at tro, at det ikke stadig foregår under fødderne på os dagdrømmende rumturister. Og gletsjerne er ikke det eneste bevis. Rejser vi længere mod syd vil vi se højderygge og sprækkedale – funktioner af tektonisk liv.

Pluto er ikke som hidtil troet en kold klump af is og sten. I stedet må dværgplaneten have en kerne, der er i stand til at levere varme og sætte overfladen i bevægelse. Kunne vi grave os ned i den frosne planetoverflade, ville vi muligvis opdage, at det er radioaktivt materiale i Plutos indre, der driver værket. Endnu er det dog stadig et gæt.

Bjergene, vi er vandret hen til, har allerede fået navn: Hillary Montes og Norgay Montes – opkaldt efter Edmund Hillary og Tenzing Norgay, de to første mennesker til at bestige Mount Everest. Navnene refererer også til rejsen til Pluto, der er blevet kendt som en Everest for planet-udforskning.

New Horizons svar på Earthrise

Den højeste bjergtop i kæden rejser sig 1.600 meter mod himlen. Ingen sag at bestige for den fiktive rumturist, som på Pluto vejer få kilogram. Fra toppen kan vi se ud over det is-hvide hjerte og det langt mørkere område ved planetens ækvator.

Himlen er mørk, men ud mod horisonten vil der formentlig hænge et gråt, tåget skær. Den såkaldte haze strækker sig over 150 kilometer fra Plutos overflade – endnu en opdagelse, der sender Nasas forskere tilbage til tegnebrættet: Forventningen var at tågen ikke ville stige til højder over 30 kilometer.

Det historiske rumfoto er taget fra Plutos ‘bagside’, da New Horizons var omkring 2 millioner kilometer fra dværgplaneten. Illustration: NASA/JHUAPL/SwRI

Det er metangas, som i den øverste del af atmosfæren bliver nedbrudt til mindre molekyler af ultraviolet lys fra Solen. En efterfølgende reaktion skaber komplekse kulbrinter herunder ethylen og acetylen, der også blev spottet af New Horizon. Når molekylerne klumper sammen, kan de ses som et tågelag over planeten, og når de bliver for tunge, regner de ned på overfladen og giver Pluto sit svage rødlige skær, mener Nasa.

Dværgplanetens tågede atmosfære forklares bedst med New Horizons farvel-billede, der er blevet beskrevet som missionens svar på Apollo 8’s berømte Earthrise-billede: et snapshot af Pluto med Solen i ryggen.

Konstant solformørkelse

Fra vores bjergtop kan vi få et indtryk af det konstante tusmørke, der kaldes dagslys på Pluto. Solen skinner klart trods den lange afstand og afgiver et lys, der svarer til et sted tæt på solopgang på Jorden – det præcise tidspunkt hvori ‘Pluto-lys’ kan opleves på Jorden, kan findes via Nasa-tjenesten Pluto Time.

Og apropos fuldmåne, så har vi stadig Charon til gode. Pluto vender konstant den samme side mod sin største måne, og hvor vi står, vil vi aldrig komme til at se den. Tager vi om til planetens anden side, kan vi opleve satellitten, der er halvt så stor som dværgplaneten selv – den største måne i solsystemet i forhold til sin vært.

En sammensætning af flere billeder viser her Pluto og Charon i korrekte relative positioner. Illustration: NASA/JUAPL/SwRI

Pluto og Charons fastlåste forhold producerer omkring hvert 124 år et fænomen, der vil få selv den mest garvede rumturist til at falde for destinationen. I en sæson vil man på Pluto opleve henholdvis sol- og måneformørkelse med få dages mellemrum. Denne periode kaldes gensidig formørkelse og varer flere år.

Sæsonen indtraf sidste gang i 1985. Så der er stadig god tid til at tage rejsen til Pluto og opleve det i levende live næste gang. Indtil da må man forestille sig rumeventyret – her i en flyvetur over hjertet samt Hillary-bjergene.

Emner : Planeter
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Tak for 'rejsebeskrivelsen'.
Jeg undrer mig lidt over, hvorfor NASA ikke lod New Horizons-sonden gå i kredsløb om Pluto.
Som det er nu forsvinder sonden jo bare ud i det interstellare rum.
Eller har den andre opgaver længere ude i rummet? - det synes jeg bare ikke jeg har hørt noget om.

  • 1
  • 4

New Horizons var en, relativt, temmelig billig mission.
- At bygge sonden til kunne foretage opbremsninger, og indlede et kredsløb om systemet, ville have fordyret den kraftigt. (Og forlænget rejsetiden)

  • 2
  • 0

Først og fremmest skal New Horizons have sendt alle måledata fra fly-by af Pluto systemet tilbage til Jorden. Det kommer til at tage omkring 16 måneder, da transmissionshastigheden er omkring 2 kbit/sek.

Udover det har sonden rigeligt med brænstof og strøm til at fortsætte sin mission videre ud i solsystemet. I 2014 fremlagde forskere tre mulige kandidater i Kuiper-bæltet, der kunne få besøg.

http://www.planetary.org/blogs/emily-lakda...

  • 3
  • 0

Ja og én af pointerne bed jeg særligt mærke i: Efter som sonden er blevet speedet op af Jupiters tyngdefelt, skulle den have medbragt endnu mere brændstof til sådan en opbremsning, end den brændstof-mængde der blev brugt til at sende den op her fra jorden.

Ret genial forklaring på et eller udmærket spørgsmål, som jeg også selv lå inde med tidligere. For tænker man lige lidt videre, så betyder det jo faktisk, at det nærmest kan udelukkes i al fremtid, at vi kan sende sonder i kredsløb om andre planeter eller himmellegemer. Kun hvis sondernes fart er lavere end destinationens undvigelses-hastighed vil det jo kunne lade sig gøre uden væsentlig opbremsning. Undrer mig over hvordan Rosetta så overhovedet har kunnet gå i kredsløb omkring en komet?

I øvrigt skal New Horizon studere Kuiper bæltet, hvor Pluto stammer fra. Man håber på at kunne nærme sig et af de store objekter derude, hvis missionen fortsat bliver finansieret.

Tak forøvrigt for en rigtig god artikel!

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten