Sådan tackler du en irriterende kollega

Ingeniøren genudgiver løbende de bedste karriere artikler, der med tiden har vist sig relevante for vores læsere. Denne artikel blev oprindeligt udgivet: 30/1 2013

Samarbejdet glider som ski på grus, dialogen er eksplosiv på den kedelige måde - og opgaveløsningen bliver derefter. Nogenlunde sådan går det nok, hvis du støder på kolleger eller medarbejdere, som ved deres adfærd og blotte tilstedeværelse sender dig op i det røde felt med ekspresfart.

Og selv om du bliver træt, bare du ser personen, og mest af alt har lyst til at løbe langt væk, er du som regel nødt til at få samarbejdet til at fungere for at nå dine egne og virksomhedens mål, forklarer Mathilde Feldsted.

Her giver hun syv gode råd til, hvordan du håndterer en irriterende kollega.

Lyt og gentag

Mange konflikter handler om misforståelser, fordi vi ikke hører ordentligt efter, hvad hinanden siger. Vi fortolker i stedet for at lytte. Med andre ord farver og filtrerer vi andres budskaber igennem vores egne værdier, antagelser og fordomme. Stil derfor opklarende spørgsmål, hvis modpartens budskab forekommer upræcist eller uklart. Tving dig selv til at gentage personens budskab, instruks eller budskab, fordi du dermed er nødt til at høre efter. Har du svært ved at forstå meningen, bliver det tit mere tydeligt for dig, når du hører dig selv sige det højt.

Gem diskussionerne til senere

Det er fristende at diskutere med mennesker, som trigger os, eller at kritisere dem for deres fejlopfattelser. Men lad være, medmindre de tager fejl i noget, som direkte påvirker dig. At starte en diskussion eller et skænderi vil blot forværre jeres samarbejde, uden at nogen af jer vil lade sig flytte eller skifte holdning.

Sæt tydelige grænser

Du behøver ikke at være venner med alle. Det betyder også, at du ikke er forpligtet til at gøre alle, som spørger, en tjeneste. Hvis du vil forhindre, at andre tager din tid, så fortæl dem: »Jeg er sikker på, at dette er vigtigt for dig. Lige nu har jeg andre prioriteter, så jeg kan desværre ikke hjælpe dig.«

Hav is i maven

Det værste, man kan gøre i forhold til en vred eller irrationel person, er at lade sine følelser tage over. Tryk avler typisk modtryk og kan give anledning til eskalering. Det er bedst at forholde sig i ro og lade den anden rase ud. Der er intet at vinde ved at blive fornærmet eller såret. Selv om det kunne se ud, som om du giver op og passivt accepterer et overgreb, bliver den anden nødt til at stoppe på et tidspunkt. Hvis vedkommende bagefter bliver flov over sin opførsel, kan det måske endda ende med, at han eller hun får indsigt i sin egen reaktion

Giv plads til forskellighed

Når andre irriterer dig, skyldes det, at de gebærder sig eller har synspunkter og normer, som er i konflikt med dit indre verdensbillede. Din følelse af irritation er en feedback fra dit eget biologiske system, der gør dig opmærksom på den ydre konflikt. Men det er op til dig selv, om du vil lade dig styre af, at andre er anderledes end dig. Rummelighed er at kunne håndtere det professionelt, når andre har et andet verdensbillede end dit.

Hav kontrol over din egen tid

Selv om du må bruge tid på mennesker, som irriterer dig, skal du huske, at din tid stadig er din egen. Lad ikke andre styre, hvordan du bruger din tid. Brug så vidt muligt kun tid på det, som er vigtigt for dig. Vær klar med en forklaring på, hvorfor du forklarer, at du har valgt at prioritere din tid anderledes.

Værdsæt dig selv

Det er udelukkende, fordi du har noget vigtigt eller værdifuldt at bidrage med, at du er nødt til at bruge tid og energi på mennesker, der irriterer dig. Det kan være din specialviden, dine sociale kompetencer eller dine lederevner. Du har med andre ord en mission, og alt, som distraherer dig, mindsker den værdi, du kan bidrage med. Husk dette, og mind gerne andre om det. De har lige så meget brug for dig, som du har brug for dem.

Læs også: Sådan rydder du op efter en mislykket forgænger