Sådan skal ny bro hele både by og borgere i Genova

Illustration: Salini Impregilo / Renzo Piano

Ved juletid næste år skal det atter været muligt at køre på en bro henover Genova. I august kollapsede en del af den 51 år gamle Morandi-bro – en katastrofe, der kostede 43 menneskeliv. Men tirsdag besluttede byens borgmester, Marco Bucci, der af regeringen er blevet udpeget som genopbygningskommissær, at tildele opgaven med at bygge en ny bro til et konsortium bestående af tre entreprenørselskaber: Salini Impregilo, Fincantieri Infrastructure og Italferr. Det fortæller han i en pressemeddelelse på en hjemmeside dedikeret til genopbygningen.

Læs også: DTU-professor: Brokollaps ser ud til at være udløst af bristet stag

Hen over flodlejet får den nye bro et spænd på 100 meter. På resten af strækningen vil der kun være 50 meter mellem de ellipseformede bropiller. Illustration: Salini Impregilo / Renzo Piano

Designet kommer stjernearkitekten Renzo Piano til at stå for. Han meldte allerede kort efter kollapset ud, at han gerne ville designe den nye bro. Derefter bad genopbygningskommissæren flere firmaer om at komme med deres bud. Omkring 20 selskaber besvarede opgaven, heriblandt den verdenskendte spanske arkitekt Santiago Calatrava, men Marco Bucci endte med at vælge Renzo Pianos forslag i en lidt tilrettet udgave.

Den 1.100 meter lange bro, skal stå på 19 bropiller med cirka 50 meters spænd mellem pillerne. Det forklarer Salini Impregilo på en hjemmeside dedikeret til bro-projektet. Der, hvor broen krydser flodlejet Polcevera og en jernbane, skal spændet dog være 100 meter langt.

Den del af Morandi-broen, der styrtede sammen, var af skråstagstypen. Gennem flere år havde der i byen været nervøsitet omkring broens stabilitet, og broen var blevet renoveret og stagene forstærket på flere af pylonerne – men ikke på den pylon, som styrtede sammen. For at undgå negative minder og frygt, har arkitekten udformet sit design som en bjælkebro. Bropillerne skal støbes af beton på stedet, mens selve brodækket bygges i stål på Fincantieris skibsværft i Sestri Ponente vest for Genova. Derfra skal de transporteres ind til byggepladsen og løftes på plads på pillerne.

Området under den nuværende bro er tæt bebygget, men mange af husene skal rives ned for at kunne nedrive resterne af den kollapsede bro. Derfor har der været snak om at lade området omdanne til en grøn park, når den nye bro er bygget. Illustration: Salini Impregilo / Renzo Piano

Broen vil blive udstyret med et system, der skal overvåge sliddet på konstruktionen.

Prisen for broen er fastlagt til 1,5 milliarder kroner.

Sideløbende med nedrivningen af resterne af Morandi-broen og genopbygningen af den nye undersøger anklagemyndigheden i Genova, hvad der var årsag til kollapset, og om nogen kan gøres ansvarlige for det. Et hold schweiziske eksperter har afleveret en foreløbig rapport, der ifølge italienske medier, fortæller, at kablerne, der var indstøbt i stagene, på den kollapsede bro viste tegn på alvorlig gennemtæring.

Læs også: Schweiziske eksperter: Kabler i italiensk katastrofebro var tæret halvt igennem

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Den ligner Kronprinsesse Marys Bro i Frederikssund, som også er italiensk, og i øvrigt den første betalingsbro, der skiller en kommune.

  • 1
  • 0

Malerisk beskrivelse, meget lidt konkret. Det bliver en stålbro, men hvordan? På renderingerne er vist noget, der ligner minipyloner, men samtidig lignet det mest af alt en bjælkebro. Er der tale om en statisk ubestemt konstruktion eller er der understøttelser med charnier og ekpansions mulighed ved alle bærende søjler? "Stjernearkitekten", Renzo Piano, har valgt at kamouflere de konstruktive konsekvenser af at der arbejdes med to forskellige spændvidder. Den konstruktive rodebutik pakkes ind så det bliver usynligt. Jeg kender ikke Santiago Calatravas projekt, men han er som udgangspunkt statiker, hvilket han på meget elegant vis har udnyttet i den mange broer som han bygget. "Ingeniøren" må meget gerne komme med konkrete informationer til supplering af det foreliggende øregas

  • 3
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten