De danske fregatter har også Mk41 affyringssystemet, og kan medbringe SM3 missiler om det blev vedtaget.
menu close Teknologiens Mediehus
person Konto arrow_drop_down
Med en beslutning i Folketingets udenrigspolitiske nævn i 2014 om at bidrage til Natos ballistiske missilforsvar med nye radarer på søværnets Iver Huitfeldt-fregatter trådte Danmark ind i et omfattende system af systemer, som i øjeblikket er under hastig udvikling.
Efter mere end 60 års tilløb står Europa nemlig i disse år over for den afsluttende fase i oprettelsen af et operativt ballistisk missilskjold. Men hvordan kommer skjoldet til at virke? Og hvilke trusler skal det beskytte de europæiske Nato-lande imod?
Barack Obama meddelte i efteråret 2009, at Natos europæiske missilskjold skal opbygges efter en såkaldt European Phased Adaptive Approach (EPAA). Det er et brud med Bush-administrationens planer om et landbaseret missilskjold i stil med det amerikanske, med stationære anlæg i Polen og Tjekkiet. EPAA baserer sig i stedet på et fleksibelt system, bygget op omkring de amerikanske skibe med missilforsvarskapacitet, de såkaldte Aegis-skibe.
Skibene er udstyret med kampsystemet Aegis Combat System, som binder skibenes AN/SPY-1-radar, det vertikale affyringssystem Mk41 og SM3-interceptormissiler sammen.
EPAA er officielt rettet mod truslen fra iranske ballistiske kort- og mellemdistancemissiler. Bekymringen i Nato retter sig dog også i stigende grad mod truslen om, at ikkestatslige aktører anskaffer sig ballistiske missiler. Den ansete britiske tænketank Royal United Services Institute pegede sidste år i en rapport på, at Iran i forvejen leverer ballistiske missiler til Hizbollah, og at terrorgruppen Islamisk Stat inden for ti år kan være i besiddelse af mellemdistancemissiler.
»Vi kan konstatere, at lande i den mellemøstlige region fremstiller stadigt længererækkende missiler, og det er tænkeligt, at man vil kunne opnå 3.000 kilometers rækkevidde med disse missilsystemer inden for en kort årrække, som eksempelvis vil kunne nå Danmark og andre nordeuropæiske lande. Mange af landene i den nordafrikanske region og det mellemøstlige område er præget af uforudsigelighed og ustabilitet med flere svage og skrøbelige regimer,« siger Jens Wenzel Kristoffersen, militæranalytiker ved Københavns Universitet og tidligere orlogskaptajn.
»Nogle af disse lande besidder også en ballistisk missilkapacitet. Det er meget uvist, hvordan situationen i mange mellemøstlige lande vil udvikle sig i de kommende år, og ønsker man at kunne beskytte sig imod uforudsigeligheden, kræver dette nogle svære politiske valg,« siger han.
Omkring 30 lande har eller anskaffer sig i øjeblikket ballistiske missiler.
Ballistiske missiler følger en suborbital bane og bliver principielt kun styret i startfasen, indtil motoren sætter ud, hvorefter almindelig kredsløbsmekanik tager over. Nyere ballistiske missiler kan også tilrette deres bane i alle faser af flyvningen. Missilerne kan udstyres med ét eller flere sprænghoveder bestående af atomare, biologiske eller kemiske våben eller af konventionelle sprængstoffer.
De mest avancerede missiler kan frigive flere individuelt manøvrerbare sprænghoveder under missilets nedstigning, hvilket gør det vanskeligt at nedskyde alle sprænghoveder. I tilfælde af angreb med atomare, biologiske eller kemiske våben vil nedskydning inden for atmosfæren også medføre store ødelæggelser. Derfor er det afgørende, at missilforsvaret kan uskadeliggøre fjendtlige missiler midtvejs i deres bane, inden genindtræden i atmosfæren.
»Hvis en nation eller terrorgruppe er i stand til og villig til at lancere et ballistisk missil mod et Nato-land, må vi overveje muligheden for, at missilet indeholder et masseødelæggelsesvåben. For at neutralisere eller minimere konsekvenserne af et masseødelæggelsesvåben bør vi tilstræbe nedskydning uden for Jordens atmosfære, i over 100 kilometers højde. At nedskyde et ballistisk missil inden for vores atmosfære kan resultere i, at store mængder nedfald fra masseødelæggelsesvåben rammer missilets mål eller andre områder. Det kan endda sprede effekten af en masseødelæggelsesvåben over et større område,« siger kommandørkaptajn Fred Douglas fra det hollandske søværn, som i øjeblikket opgraderer radarerne på fire fregatter som bidrag til Natos missilskjold.
Konkret vil et dansk radarbidrag kræve, at fregatternes langtrækkende SMART-L-luftvarslingsradar lige som i Holland bliver skiftet ud med en mere avanceret radar, der kan registrere og følge et fjendtligt missil allerede midtvejs i missilets bane, inden atmosfærisk genindtræden. Blandt de sandsynlige bud på en ny radar er den opgraderede version af fregatternes eksisterende SMART-L-radarer fra Thales i Holland, den såkaldte SMART-L Extended Long Range (SMART-L ELR), der udvider fregatternes synsfelt fra 400 til 1.500 kilometer.
Den overordnede kontrol med missilforsvaret foregår fra Natos kommandocenter i den tyske by Ramstein. De amerikanske Aegis-skibe, som siden 2011 har været faste gæster i europæiske farvande som bidrag til det europæiske missilskjold, udgør til dato den eneste kapacitet i Europa til at nedskyde ballistiske missiler med SM3-missiler.
To steder i Europa bliver der imidlertid oprettet såkaldt Aegis Ashore-stationer, der, som navnet antyder, består af en landbaseret videreudvikling af de amerikanske skibes Aegis-system. Den første bliver oprettet i Rumænien ved flyvebasen Deveselu og er efter planen operationel i foråret 2016. Den anden bliver oprettet i Polen ved militærbasen Redzikowo og bliver operationel i 2018.
»De rumænske og polske stationer er Aegis-systemer med interceptormissiler, der kan ramme mål uden for Jordens atmosfære, og stationerne har dermed missilforsvarskapacitet. Det danske radarbidrag kan være meget væsentligt af tre grunde: Dels er radardækningen fra de omtalte systemer efter min overbevisning ikke nok til at dække de europæiske Nato-lande. Dels kræver systemerne vedligehold, og der er meget begrænsede alternativer til de rumænske og polske systemer under vedligehold. Endelig har de aktive forsvarssystemer højere træfsikkerhed, jo tidligere en langtrækkende radar kan opdage et fjendtligt ballistisk missil,« siger Fred Douglas.
Aegis-systemet i Rumænien bliver i første omgang udstyret med 24 missiler af typen SM3 Block IB, som i dag er operationelle på de amerikanske Aegis-skibe. Og mellem 2018 og 2020 bliver missilbatterierne i både Rumænien og Polen efter planen udstyret med næste generation af interceptormissiler, SM3 Block IIA, som får længere rækkevidde og dermed kan forsvare et større område. Desuden får de forbedret manøvreevne og et større kinetisk sprænghoved. Endelig overvejer Storbritannien også at udstyre sine destroyere i Type 45-klassen med Mk41-affyringssystemer, der vil gøre dem i stand til at affyre SM3-missiler.
Herhjemme arbejder Forsvarsministeriet i øjeblikket på et beslutningsgrundlag for den konkrete udmøntning af det danske bidrag til Natos missilskjold.
