Sådan opstod sproget: Det bedste fra fuglesang og abeskrig

Ifølge en ny hypotese er menneskets sprog opstået som en kombination af mekanismer, der kendes fra fuglenes sang og primaters skrig.

Talesproget er en unik menneskelig egenskab. Ingen andre dyr på denne klode er i stand til at formulere komplekse meningsgivende sætninger som for eksempel: ‘Hoppede hesten over hegnet?’

Længe har lingvister og evolutionsbiologer spekuleret over, hvad det var, der gjorde, at vi for kun 50.000-80.000 år siden udviklede denne fantastiske symboljonglerende egenskab, der om noget har bidraget til moderne kulturers og civilisationers opståen.

Til forskel fra andre moderne menneskelige træk, som f.eks. vores relativt lille kæbeparti eller store kranium, efterlader talesproget ikke mange fossile spor, og Darwin kom i sin afhandling om menneskets afstamning, ‘The Descent of Man’, heller ikke nærmere dette mysterium, andet end at foreslå, at sproget som en analogi til fuglenes kvidren kunne have fundet sin oprindelse i sangen, som efterfølgende ‘måske har været årsag til sproglige udtryk af diverse komplekse emotioner’.

Tegning: Lars Refn

En gruppe forskere fra Massachusetts Institute of Technology (MIT) i USA og Tokyo universitet har nu foreslået en ny hypotese om sprogets oprindelse, der tager Darwin på ordet, så at sige. I en artikel, udgivet i fagbladet Frontiers in Psychology, skriver Shigeru Miyagawa, Robert C. Berwick og Kazuo Okanoya, at det menneskelige sprog er en unik kombination af to allerede eksisterende protosproglige mekanismer, der findes i henholdsvis fuglenes sang og i primaters skrig og lyde. Hver især er disse mekanismer meget simple, men en kombination af dem kan resultere i uendeligt komplicerede sætninger.

»Disse to allerede eksisterende systemer var ligesom æbler og pærer, men så blev de kombineret af mennesket,« siger MIT’s Shigeru Miyagawa.

Sang og betydning

Ideen er med andre ord, at talesproget stammer fra vores evne til på den ene side at synge og på den anden side at ytre enkeltvise betydningsbærende ord. Evolutionært set var det måske ikke alt for stort et spring at udvikle et stadigt mere komplekst sangmønster med ord, der langsomt blev til det, vi nu kalder et talesprog.

Den ene præeksisterende mekanisme findes hos fugle i form af deres repetitive og ekspressive sang. På trods af utallige studier har man ikke fundet nogen evidens for, at fuglesang indeholder referencer til ting eller hændelser. Tværtimod viser det sig, at man må forstå fuglenes sang som en samling af motiver, der formidler fuglens intentioner om f.eks. at være rede til parring eller til at forsvare sit territorium.

Antallet af disse motiver er generelt meget lille. Nattergalen kan godt lave loops frem og tilbage i sit repertoire, og på den måde få en stor variation i sin sang, men antallet af mulige mønstre, og dermed budskaber, er alligevel begrænset til omkring 100-200 melodier.

Den anden mekanisme er indholdslyde, leksikale enheder, der bruges af en række primater og andre dyr. F.eks. har man fundet ud af, at chimpanser har specifikke lyde for ‘slange’ og ‘ørn’, som de bruger til at advare hinanden med. Også biernes dansesprog har vist sig at være indholdsmættet. Cirka 5 pct. af bierne er scouts, og når de har fundet en fødekilde, vender de hjem og danser informationerne foran de andre. Dansen har en meget specifik struktur, der angiver retning, afstand og typen af føde.

Menneskets sprog er ifølge de tre lingvister kendetegnet ved at kombinere disse to lag af mening. Det leksikale lag består af de basale indholdsord, og det ekspressive lag gør brug af diverse motiver, der giver indholdsordene en funktionel beklædning.

Sætningen ‘Hoppede hesten over hegnet?’ bruger f.eks. de tre leksikale ord, ‘hest’, ‘hegn’ og ‘hoppe’, samt en række ekspressive elementer i form af grammatiske og semantiske tegn: spørgeformen, forholdsordet ‘over’, og bøjningen -ede, der angiver datid. Det er disse ting, der arrangerer indholdsordene til en unik betydning, og ved at veksle mellem leksikale og ekspressive lag kan man etablere en dyb hierarkisk struktur, der i princippet gør det muligt at lave uendeligt lange sætninger.

For at forstå, hvad kombinationen af de to systemer er i stand til, kan man kigge på de mange mulige variationer af sætningen. Leksikale substitutioner som f.eks. ‘Sprang krikken over afspærringen?’ benytter sig af synonymer og deres betydningsforskydelser. Ekspressive variationer kan til gengæld give en helt anden fokus, f.eks. ved at placere hændelsen i fremtiden, fjerne spørgeformen eller tilføje modaliteter: ‘Så ville hesten hoppe (over hegnet)’. Tilsammen bliver antallet af variationer over temaet ‘hest hopper hegn’ til et enormt mulighedsrum, hvor man kan lege med kreative ord og sætningskonstruktioner – og ikke sjældent med dårlig poesi til følge (f.eks. ‘Den iltre hingst forcerede forhindringen med et kraftspring!’).

Enestående koblinger

Antallet af leksikale ord er i princippet uendeligt, men det er antallet af ekspressive udtryk ikke. Vi kan altid finde på nye ord til de samme ting, men vi kan ikke hele tiden finde på nye grammatiske indpakninger og meningsgivende bøjninger til dem. Desuden har lingvisten Morris Halle fundet ud af, at alle menneskesprog har et endeligt antal trykmønstre og betoninger (kaldet accenter), hvilket ifølge Robert Berwick er meget lig fuglenes begrænsede sangrepertoire.

Det viser sig, at det ekspressive system (E) i sig selv kun kan være lagdelt til makismalt to niveauer (f.eks. ‘hvem gjorde?’), da flere lag ville forvirre modtageren (‘hvem gjorde hvad ville?’). Det leksikale system (L) kan i sig selv kun komme ét niveau dybt. Ordene ‘hest’ og ‘vrinsk’ kan f.eks. ikke kombineres uden at man forbinder dem med en ekspressivt element (‘hestens vrinsk’), hvor endelsen ‘-ens’ fortæller os, hvordan kombinationen skal forstås. Dyr, der kun har et leksikalt system, men ikke et ekspressivt, kan derfor aldrig lave sådanne sætninger.

Opdelingen i et E- og L-system blev foreslået af Miyagawa i 2010, og han siger, at han nu kan bruge den til at forklare nogle mærkelige operationer, som kun findes i det menneskelige sprog. Den ene operation er de såkaldte forskydninger (‘Hvad gjorde Marie ...?’), hvor man kommunikerer om ting, som ikke umiddelbart er til stede, hverken i rummet eller tiden, og den anden er de såkaldte kongruensbøjninger (‘en lang arm’ og ‘et langt ben’), hvor ordene ændrer sig, alt efter deres relation til andre ord.

»Disse koblinger findes ikke i noget andet kommunikationssystem,« siger Miyagawa.

»De har været fokus for intensiv forskning, men uden at man har fundet en årsag til deres eksistens. Jeg argumenterer for, at disse operationer, og måske flere, forener systemerne E og L, og dermed gør det muligt for sproget at bruge dem begge.«

Miyagawa fik et ‘hunch’ om, at de to systemer E og L måske kunne have hver deres evolutionære oprindelse, og gik derfor i gang med at undersøge, hvad hjerneforskningen kan fortælle om sprogdannelse og -forarbejdning i hjernen. Forskningen viser, at hjernen er ganske modulariseret med hensyn til sprog­behandling.

Hjernens højre del er ansvarlig for de ekspressive elementer, der har med tryk, tone, og lydlængde at gøre, hvorimod den venstre del af hjernen behandler de syntaktiske elementer, der er nødvendige for at opbygge et hierarkisk organiseret sprog.

Specifikt har det vist sig, at de evolutionært set ældre dele af venstre hjernehalvdel kun kan forarbejde ‘sætningskonstruktioner’ af typen ABABAB, men ikke af typen AAABBB, og slet ikke af typen NORMAL GRAMMATIK (som lingvister normalt tegner op som komplicerede analysetræer). For at gøre dette, skal man højere op i venstre del af hjernen, i de øvre regioner af Brocas og Wernickes områder, som evolutionært er nyere.

Nu skal man selvfølgelig passe på med at sige, at fuglenes sang er en forløber for menneskets sprog, idet fugle og pattedyr er meget langt fra hinanden på det evolutionære stamtræ. Ikke desto mindre har man ofte set, at en opfindelse er blevet genopfundet et helt andet sted i dyreriget. Det har desuden vist sig, at både fugle og mennesker deler FOXP2-genet og har analoge områder i hjernen, der begge er involverede i vokalisering og lydgenkendelse.

At sproget er en relativt ny opfindelse, kan også ses på det faktum, at taleevnen ikke er noget, man fødes med. Det tager flere år og stor anstrengelse, før et barn mestrer sproget, og endnu flere år går der, før det lærer at læse og skrive. Vil man leve af at skrive, må man regne med at bruge det meste af sit voksenliv på at blive god.

Selv store forfattere har svært ved det. Da Kurt Vonnegut engang i 1950’erne forsøgte at få et arbejde på magasinet Sports Illustrated, blev han sat til at skrive en historie om en væddeløbshest, der var hoppet hen over et hegn og løbet væk. Efter at have stirret på et tomt stykke papir hele formiddagen, skrev han endelig: ‘The horse jumped over the fucking fence,’ og gik sin vej.

Kommentarer (4)

Det er en almindelig uskik at mødre skaber deres eget sprog med deres børn. Dette er så almindeligt og udbredt at det må være medfødt.

Læsning og skrivning er altså en ny ting, og det er først nu, at det er blevet almindeligt.

  • 0
  • 0

Interessant artikel. Men det er altså ikke rigtigt at det kræver "stor anstrengelse" for børn at lære sproget. Det tager ganske vist et par år, men i og med at sproget er så kompliceret og det kommer automatisk, er det faktisk ikke helt ude i skoven at påstå at sproget for størstedelen er medfødt og ens for alle mennesker. Ellers ville det jo heller ikke give megen mening at lede efter dets evolutionære rødder.

  • 0
  • 0

Vi kan se hvordan barnets sprogudvikling genspejles i menneskehedens sprogudviklingshistorie.
Først kan man et ord, og så to, og hurtigt efter, følger en, to, mange.
Campell-aberne har 10-15 ord/bøjninger, flest advarsels-.
Det er indledningen på en helt ny bevidsthedsudvikling, et helt nyt sprog.
Men det er de samme evige realiteter, der er grundlaget for al bevidstheds- og sprog-udvikling. Det mest grundlæggende i det levende væsens organstruktur, er den feminine pol, og den maskuline pol, der udgør grundprincipperne for afsendelse og modtagelse, der igen er grundlaget for kommunikation af enhver art.

For et par år siden skrev Jeg 'Bevidstheden og Sproget', om sprogets natur og udvikling, i et evighedsperspektiv.
Ikke trykt, ligger til modning.
Jeg sender gerne en fil,
Robin E.

  • 0
  • 0

Det er nok medfødt at kunne lære, at kunne huske og at kunne bruge erfaringer, og der er et medfødt sprog (meddelelsessystem om smerter, sult, utrykhed mv), men et medfødt sprog, som vi forstår ved f eks "dansk", kan der ikke være. Sprog er ikke kun ord, men også begribelser. Hvem kan ikke huske den fantastiske oplevelse det var, pludseligt at forstå sammenhængen mellem firkanter og areal, - og det er kun et skridt af mange, i udviklingen fra ingen ting, til måske at kunne forstå f eks forskellen mellem afstand, areal og rumfang, eller mere. Tingene er det samme uanset hvor vi kommer fra, og alt må have været nyt før det kan blive til genkendelse. Mange unge som gamle kender f eks ordet "areal" uden at forstå hvad det er. Der er ikke noget naturgivet ved ord og begreber, og ej heller ved begribelsen af begreberne.
Fra fødslen er der reflekser og reaktioner, og de må komme før bevidstheden om dem. Opdagelsen af omgivelserne må komme før bevidstheden og begrebsdannelse om dem. Begrebsdannelse må være at forstå og at koble et ord og ordets genstand. Hvis en nyfødt skulle kende noget til nogen som helst genstand, skulle det være noget de har lært i et tidligere liv:-)
Nok er kommunikation svært, men at forstå vores omgivelser er endnu sværere, og det er ikke noget der kommer automatisk. Mange har besvær med førfaglige ord, som forskellen på "meget" og "lidt", og i min kikkert ligner det noget med manglende forståelse af, hvordan den fysiske natur virker. Om meget og lidt hedder sådan er ligegyldigt, hvis det er "proportionssansen" (læs -forståelsen) der er ude af justering.
Det medfødte er ikke sproget, men evnen til at lære det og bruge det, er. Sproget er et værktøj lige som alle andre værktøjer vi må lære om at bruge. Jeg vil påstå, på lidt gyngende grund, at der ikke er noget i menneskets hjerne der er specielt tilegnet til sprog, men kun noget der er særligt egnet. Vores "sprog" er ikke kun til kommunikation, men også til vores tanker, opfattelser og meninger mm. "Sprogcenteret" må være en væsentlig legemsdel til arbejdet med at skabe mening og give betydning til lyde, fagter og symboler, såvel udadgående som indadgående.
Alt for mange snakker om ting de ikke har forstand på, men så har de i det mindste forstand på at snakke (eller skrive :-)

  • 0
  • 0