Sådan lyder en helikopter på Mars

I rummet kan ingen høre dig skrige, men på Mars kan man høre lyden af en minihelikopter på 80 meters afstand. Og nu kan vi også høre den på Jorden i den video, som Nasa offentliggjorde i weekenden:

Perseverance er den første Mars-rover, der også udstyret med mikrofoner. Derfor kunne man også optage lyd med mikrofonen på roverens SuperCam laser-instrument samtidig med de billeder af Ingenuitys flyveture, som allerede er gået i omløb.

Der var ikke på forhånd det store håb om at kunne høre den lille helikopter igennem Mars-atmosfæren og mikrofonstøj fra Mars-vinden, men det er nu lykkedes at isolere helikopterens brummen, skriver Nasa i sin artikel om lydoptagelsen.

Ingenuitys rotorblade drejer med 2537 omdrejninger pr. minut, og ved at skrælle optagelsen for lyde uden for 80-90 hertz-båndet og rense baggrundsstøjen fra træder helikopterlyden frem på optagelsen. Så om den direkte kan høres, kan man diskutere. Men den kan i hvert fald opfanges med mikrofonen, som ellers er beregnet til at fange de korte pop-lyde, når Supercam-laseren ‘zapper’ Mars-sten for at identificere mineraler og lede efter spor af organisk materiale.

Nasa kalder mikrofonerne på Perseverance for endnu en forlængelse af vores sanser til Mars, så vi nu ikke alene kan se på stenene og støvet, mærke deres hårdhed, føle varmen eller kulden og både ‘smage’ og ‘lugte’ Mars-kemien med instrumenter. Nu kan forskerne også bruge lyden af en laser-pulveriseret sten til måske at fortælle noget om planetens fortid.

Supercam-mikrofonen kan ud over de millisekund-lange optagelser af laser-lyden også fange op til 3,5 minutters baggrundslyd, som med tiden kan blive til data om vinden og støvet på Mars.

Foruden Supercam-mikrofonen, der optager i mono, har Perseverance to EDL-mikrofoner på hver sin side af roveren til assistance med Entry, Descent and Landing. Alle mikrofonerne kan optage lyd fra roveren selv og kommer derfor også til at fungere som diagnostisk værktøj for teknikerne, der fremover kan gøre som enhver mekaniker på et bilværksted og lytte til motoren, når noget går galt.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Meget interessant. Men jeg synes også det er fantastisk at se så godt et video billede fra en anden planet, langt væk. Det er virkeligt sjovt at se hvordan naturen er på Mars.

  • 2
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten