Sådan fulgte politiet sporene efter teen, der slog Litvinenko ihjel
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Sådan fulgte politiet sporene efter teen, der slog Litvinenko ihjel

Illustration: MI Grafik

»Jeg drak nogle slurke, men det var grøn te uden sukker, og den var allerede kold. Af en eller anden grund kunne jeg ikke lide den.«

Sådan sagde den tidligere russiske KGB-agent Alexander Litvinenko 19. november 2006 til vicekriminal­inspektør Brent Hyatt om den te, han havde drukket under et møde 18 dage forinden med sine tidligere KGB-kolleger Andrej Lugovoj og Dmitri Kovtun i Millennium Hotels Pine Bar i Londons West End.

Da Alexander Litvinenko døde fire dage senere, var årsagen indtaget af 26,5 mikrogram polonium-210 fra netop den kolde te, han drak en smule af i Pine Bar, konkluderede den tidligere britiske High Court-dommer Robert Owen 21. januar i år i sin meget omtalte undersøgelse af Litvinenko-sagen.

Illustration: MI Grafik

Owen konkluderede desuden, at de to russere ikke handlede alene, men på vegne af den russiske sikkerhedstjeneste FSB, og at deres aktion sandsynligvis var godkendt af FSB’s daværende øverste chef, Nikolaj Patrusjev, og præsident Vladimir Putin.

Men ud over den sprængfarlige konklusion rummer Owen-rapporten også en lang række hidtil ukendte detaljer om det natur­videnskabelige opklaringsarbejde, der førte til konklusionen. Detaljer, der inkluderer analyser på militære atomvåbenlaboratorier og radio­aktive spor gennem London.

Fra thallium til polonium

Alexander Litvinenko blev indlagt på Barnet Hospital i det nordlige London 3. november 2006, efter at han to dage tidligere var blevet syg og havde haft opkast om natten og de efterfølgende dage.

Først lød diagnosen mave-tarm-­infektion og dehydrering som følge af opkast, men blodprøver taget 4. november gav anledning til stigende bekymring hos lægerne.

Det var dog først, da lægen Andres Virchis 13. november overtog behandlingen, at forgiftning blev undersøgt som en reel mulighed. Efter flere undersøgelser mente Virchis tre dage senere, at Litvinenko kunne være forgiftet med thallium, og han blev sat i behandling med farvestoffet berlinerblåt, eller jerncyanid.

Thallium er grundstof nr. 81 og optages i kroppen på samme vis som kalium. Dets kemiske egenskaber er dog anderledes, og det vil derfor forstyrre celleprocesserne. Stoffet fjernes i leveren og føres til tarmen, hvorfra det kan genoptages i kroppen.

Berlinerblåt holder thallium tilbage i tarmen, så det føres ud af kroppen med afføringen.

Da Andres Virchis kunne konstatere, at Litvinenkos knoglemarv var degenereret, blev han 17. november overført til University College Hospital i det centrale London til en knoglemarvstransplantation.

Samtidig fortsatte behandlingen med berlinerblåt, som umiddelbart virkede lovende. Men da opkastningerne fortsatte, og Litvinenko havde uregelmæssig hjerterytme, blev han 19. november overført til hospitalets intensivafdeling – hvor Brent Hyatt afhørte ham samme dag.

Da Litvinenko ikke reagerede som forventet på den lægelige behandling, begyndte lægerne at mistænke, at radioaktive isotoper kunne være årsagen.

Blod- og urinprøver blev derfor 21. november om aftenen sendt til Atomic Weapons Establishment (AWE), der har laboratorier på en tidligere RAF-base vest for London, hvor de i løbet af natten blev undersøgt.

Gammaspektroskopi viste ikke noget unormalt bortset fra et signal ved 802,9 keV i urinprøven. Et opslag i en database viste, at dette signal kunne stamme fra otte forskellige radioaktive isotoper, hvoraf de syv hurtigt kunne udelukkes på grund af korte halveringstider. Tilbage var polonium-210.

Forskerne ved AWE mistænkte dog, at signalet kunne komme fra plastbeholderen og ikke fra urinen, hvorfor en yderligere urinprøve blev foretaget. Den blev analyseret af AWE 23. november om eftermiddagen og bekræftede indholdet af polonium-210 i urinen.

Samme eftermiddag blev politiet informeret, og kl. 21.21 døde Alexander Litvinenko som følge af fejl i flere organer inklusive hjertet.

Da det nu stod klart, at Alexander Litvinenko var blevet forgiftet med polonium, blev mere end 200 politifolk involveret i opklaringsarbejdet.

Første opgave var at undersøge, om andre var blevet kontamineret. Flere end 60 steder blev undersøgt, heriblandt hoteller, barer, fodboldstadioner, hospitaler og offentlig transport. Der var bid flere steder, og undersøgelsen afdækkede flere forgiftningsforsøg – med den afgørende forgiftning 1. november.

Asylsøgende KGB-officer

Alexander Litvinenko var landet i Heathrow præcis på dagen seks år tidligere, hvor han havde opsøgt den første politibetjent, han så i transitområdet, og sagt: ‘Jeg er KGB-officer, og jeg beder om politisk asyl’.

Asyl blev givet til ham selv, hans kone og deres barn i maj 2001, og 13. oktober 2006 blev hele Litvinenko-familien britiske statsborgere – ikke en beslutning, der huede alle i Rusland.

Alexander Litvinenko delte KGB-­fortid med de to russere, han mødte på Pine Bar, Andrej Lugovoj og Dmitri Kovtun. De havde begge efter Sovjetunionens kollaps etableret sig i den private sikkerhedsbranche.

Lugovoj og Litvinenko mødtes første gang i London i 2004. Ved en fest i januar 2006 indgik de en form for forretningssamarbejde, og de mødtes efterfølgende flere gange.

Ved et møde 16. oktober 2006 var Dmitri Kovtun til stede for første gang. Han og Lugovoj var ankommet fra Moskva samme dag. Ved dette møde blev Litvinenko sandsynligvis første gang forsøgt forgiftet med polonium-210. Han blev syg om aftenen med opkastninger.

Lugovoj og Kovtun returnerede sammen til Moskva 18. oktober, og 31. oktober tog Lugovoj på ny turen fra Moskva til London. Han var i denne periode nærmest i pendulfart mellem de to byer, da han også var i London 26.-28. oktober.

Kovtun ankom 1. november, og samme dag blev aftalt et møde på Millennium Hotel om eftermiddagen. Alexander Litvinenko mødte op som aftalt og drak den fatale te. Det vurderes, at hele tepotten har indeholdt omkring 50 mikrogram polonium-210.

3. november rejste Lugovoj og Kovtun tilbage til Moskva med et British Airways-fly. Der blev efterfølgende fundet kontaminering flere steder i flyet – de højeste koncentrationer på række 16, hvor Lugovoj og Kovtun sad.

Læs også: Her er analysen af, om Arafat blev polonium-forgiftet

Produktionsstedet

Et af de store spørgsmål er, hvor det radioaktive materiale stammer fra?

Ifølge visse eksperter kan man identificere et parti polonium ud fra indholdet af urenheder. Denne fingeraftryksteori blev afvist af den unavngivne ekspert fra AWE, der var hovedansvarlig for undersøgelser af prøverne, men eksperten forklarede dog, at den høje renhed indikerede, at materialet var produceret i en reaktor – mest sandsynligt i Lyudmila-­­reaktoren i det sydlige Ural i Rusland, som er verdens eneste kommercielle producent af polonium. I princippet kan materialet dog være fremstillet flere steder i verden.

Det er uvist, hvordan Lu­govoj og Kovtun modtog materialet, men deres håndtering af det tyder på, at de ikke vidste, hvad de havde med at gøre – andet end at det var giftigt.

Andrej Lugovoj er i dag et fremtrædende medlem af det russiske parlament, Dumaen. Hans barndomskammerat, Dmitri Kovtun, afviste i marts 2015 over for BBC, at han selv eller Lugovoj på nogen måde var involveret i Litvinenkos død.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Er der en forklaring på hvorfor er ikke var andre der dde ved den lejlighed - når man har været i stand til at finde kanden osv? Hvis det er så små mængder at et par sluk kan dræbe - og der stadig sidder noget på kanden 4 dage efter skulle man måske tro at også andre kunne være blevet forgiftet ved denne lejlighed?

  • 0
  • 0

Der skal meget mindre til for at det kan detekteres end der skal til for at dræbe eller gøre nogen syg. Der er rigtigt mange atomer i selv usynlige mængder stof, og alle henfald der er rettet mod detektoren bliver registreret. Kanden blev siden skyllet ud i håndvasken, og faktisk blev personalet udsat for en dosis svarende til en fuld CT-skanning.

  • 2
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten