Sådan flyttede 1.000 år gammel ingeniørkunst Japans hovedstad
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Sådan flyttede 1.000 år gammel ingeniørkunst Japans hovedstad

Foto: 次世代に繋ぐ伝統建築【先人の知恵を記憶する】/ Youtube

I det gamle Japan havde hovedstaden en tendens til at flytte frem og tilbage – ofte hver gang der kom en ny kejser. Flytningerne medførte, at embedsbygninger, paladser og templer, for ikke at nævne forretninger, lagre og almindelige huse til embedsmænd, skulle opføres igen og igen.

Heldigvis for bygherrerne brugte traditionelle japanske konstruktionsmetoder hverken søm eller metalbeslag i samlinger. Ved hjælp af særlige teknikker kunne bygningerne skilles ad og samles igen som forvoksede samlesæt.

Den i Japan bosiddende amerikanske arkitekt og forfatter til en bog om traditionel japansk byggekunst Azby Brown har, siden han kom til landet i 1983, studeret de gamle byggemetoder. Han fortæller, at samlesætsmetoden blandt andet kom til sin ret i det ottende århundrede, hvor hovedstaden i løbet af få år rykkede fra Nara til først Nagaoka og derefter til Heian-Kyo – i dag bedre kendt som Kyoto.

»Der findes både arkæologiske og fysiske beviser for, at bygninger simpelthen forsvandt fra ét sted for så at blive genrejst flere hundrede kilometer væk i den nye hovedstad. Tilbage var blot fundamenter, og i løbet af to generationer gik Nagaoka fra at være en sydende storby til grønne marker. De traditionelle japanske ingeniørkundskaber var med andre ord med til at minimere det grønne fodaftryk af konstruktionerne,« forklarer Azby Brown.

Fra glemmebogen til de sociale medier

En stor del af grunden til det begrænsede miljømæssige fodaftryk er, at japanske bygninger traditionelt er af træ. De blev sammensat med samlingsteknikker overleveret mundtligt fra generation til generation af bygmestre. Løsningerne gør generelt ikke brug af søm eller beslag, men holder i nogle tilfælde mere end tusind år gamle bygninger sammen med spænding og friktion.

I moderne tider har de detaljerede og tidskrævende samlinger dog haft en hård tid i Japan. De kræver simpelthen for meget tid. Specielt siden mange beboelsesbygninger i landet bliver opført med en forventet levetid på 30-40 år.

Amerikanske og europæiske byggemetoder som ’2x4 balloon framing’ har mange steder gjort deres indtog. Selvom traditionelle samlinger er en del af pensum for japanske tømrere, var mange af dem så småt ved at være i fare for at ryge i glemmebogen.

Det ændrede en ung japansk mand, som til daglig arbejder med marketing hos et bilfirma, på. I sin fritid kastede han sig over traditionelle japanske teknikker, og ved hjælp af Fusion 360-computerprogrammet animerede han, hvordan de virker. Resultaterne, der kan beskrives som porno for bygningsingeniører og ligesindede, findes på Twitter-kontoen @TheJoinery__jp og tæller mere end 80 små animationer.

1.400 års bevisførelse

Det 1.400 år gamle Hōryū-ji-tempel i Nara er et godt eksempel på samlingernes og byggeteknikkernes styrke. Templet, der har holdt sig oprejst gennem 46 jordskælv større end 7,0 på Richterskalaen, består ligesom mange andre traditionelle japanske fleretagesbygninger af en række løst forbundne etager. Under jordskælv neutraliserer bygningen automatisk en del af svingningseffekten, da hver etage bevæger sig modsat af den ovenover og nedenunder.

For at undgå, at etagerne flekser alt for langt, hænger en massiv fyrretræstamme, kendt som en Shinbashira ned fra undersiden af tagkonstruktionen. Den fungerer som en massiv svingningsdæmper og hjælper til med at neutralisere et jordskælvs svingninger. Lignende systemer anvendes i moderne bygninger som Taipei 101 og i det 634 meter høje Tokyo Skytree.

Her ses Taipei 101’s system i aktion:

At bygge på den lange bane har i Horoyu-jis tilfælde også betydet, at der skal tages højde for forskellige naturfænomener. Eksempelvis får Japan hvert år nedbør i store mængder, at det kan få briter til at sukke hengivent. Regnvand kan over tid blødgøre grunden rundt om bygninger og potentielt få dem til at synke. Derfor har templet meget brede tagudhæng. For at sikre mod brandfaren, der er en evig udfordring for træbygninger, er tagudhængene beskyttet af ler-tegl.

De gamle mestre og metoder

Azby Brown flyttede i sin tid til Japan specifikt for at lære mere om traditionel japansk byggekunst. En kombination af held, charme og vedholdenhed gjorde, at han fik lov til at følge et hold bygmestre, som restaurerer Naras Yakushi-ji tempel via de gamle metoder. De har været i gang siden 1980’erne og regner med at være færdige omkring 2030.

»En af de ting, der imponerede mig, var deres forhold og kendskab til træ. En mesterbygger kunne kigge på en planke og med øjemål se at det ene hjørne var to millimeter for højt. De lytter til, hvordan et stykke træ lyder, når du banker på det, og kan sågar finde detaljer om træets styrker og svagheder ved at lugte til det,« siger Azby Brown.

Han fortæller, at der tidligere var tradition for, at en bygmester var tilknyttet specifikke bygninger, inklusive dem, han havde været med til at opføre. Den form for sameksistens gav sammen med samlingsteknikkerne indsigt i en bygnings tilstand og mulighed for at udskifte dele som eksempelvis dørkarme eller bjælker, når de blev slidte.

Selvom nogle af de traditionelle byggemetoder og samlinger er en del af pensum i den japanske byggeindustri, så er en del af traditionerne gået tabt i moderne konstruktioner.

For eksempel har japanerne traditionelt anset træer som individer, der hver havde en sjæl. Når de fældede et træ, skyldte de derfor naturen at skabe noget enestående med det. I bygninger var der desuden tradition for at bruge et træ ud fra den position, det havde haft i skoven. Havde det stået i den nordlige del af skoven, blev det brugt på nordsiden af bygningen.

Jeg vil hellere kalde det håndværkstradition!

De raffinerede samling teknikker har særligt sin berettigelse i områder med jordskælv.
Traditionelle nordskandinaviske blokhuse kan også adskilles og flyttes.
Bindingsværk kan også adskilles og flyttes.
Sten til murede huse er gennem tiderne blevet genbrugt mange gange, men det er traditionelt besværligt at flytte sten, så det er typisk sket i nærheden at de tidligere bebyggelser. Så med stenhuse er vi virkelig blevet bofaste.
Det med at kunne flytte træhuse i Danmark har sine begrænsninger, i og med at træet ofte er udsat for råd i det danske klima.

  • 7
  • 0

Citater:
"det begrænsede grønne fodaftryk."

"De traditionelle japanske ingeniørkundskaber var med andre ord med til at minimere det grønne fodaftryk af konstruktionerne,« forklarer Azby Brown."

Meningen med sætningen er vel egentlig den modsatte; den japanske metode giver netop "grønne fodaftryk", dvs. miljørigtige løsninger, meget lidt spild!

  • 3
  • 2

Enhver der har set afsnittene, hvor Frank Erichsen (aka Bonderøven) bygger sit hus, har set en samling som den viste. Så den er vel ikke længere en unik japansk samling.

  • 5
  • 0