Sådan fastholder Danmark sin digitale førerpositon
Danmark og otte andre nordeuropæiske lande har udsigt til en vækst i BNP og et fald i arbejdsløsheden frem mod 2030, i takt med at de øger digitalisering og automatisering.
Det fremgår af en rapport fra konsulenthuset McKinsey.
Men selvom Danmark lige nu er en af frontløberne i digitaliseringskapløbet, skal vi sammen med de øvrige otte lande; Belgien, Estland, Finland, Holland, Irland, Luxembourg og Norge holde pulsen oppe, hvis vi vil bevare førerpositionen, advarer rapporten.
De fem vigtige punkter
Rapporten opstiller en fempunktsstrategi, som Danmark og de otte andre lande bør følge, hvis de ønsker at høste den økonomiske gevinst af digitalisering og automation, og samtidig øge udbuddet af arbejdspladser.
1 Fasthold positionen som digital frontløber ved at investere i den nyeste infrastrukturteknologi.
2 Støt lokale økosystemer inden for AI og automation. Plej talenter, sats på offentlig forskning & udvikling og skab gode rammer for eksperimenter.
3 Indret uddannelsessystemet efter fremtidens arbejde. Inddrag automationsteknologi i undervisningen, sæt større fokus på livslang læring og prioriter praktik og oplæring på jobbet.
4 Støt overgangen til nye arbejdsformer. Skab nye modeller til sikring af pension, barsel og sygepenge i takt med overgangen til flere freelancejob.
5 Sæt rammerne for en global politik på områderne cybersikkerhed, privacy og etik.
Herhjemme vil det føre til 495.000 nye job, anslår rapporten, heraf 165.000 inden for helt nye jobtyper.
Netop fremkomsten af nye jobtyper kræver, at politikere og andre beslutningstagere sikrer uddannelse, påpeger Jens Riis Andersen, associeret partner hos McKinsey og en af hovedforfatterne bag rapporten:
»Den vigtigste udfordring for beslutningstagere er at skabe de rigtige mekanismer omkring uddannelse, omskoling og opkvalificering for at sikre en hurtig og smidig overgang,« siger han ifølge en pressemeddelelse.
Find rapporten her.
