Sådan fandt hollandske forskere graverende elmåler-fejl
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Sådan fandt hollandske forskere graverende elmåler-fejl

Den korte fysiske afstand fra elpærerne til de ni elmålere kan have påvirket forsøget, mener en forsker fra Danmarks Tekniske Universitet. Foto: University of Twente

Den opsigtsvækkende elmåler-undersøgelse, der i sidste uge konkluderede, at digitale elmålere kan vise op til 582 procent forkert, er baseret på realistiske scenarier, fastholder de hollandske forskere bag undersøgelsen.

Forsøgene blev udført på ni elmålere, der benytter tre forskellige teknologier til at måle forbruget. Målerne var fra forskellige fabrikanter, og der var både enkelt- og trefasede målere mellem de ni målere. Forskerne målte derfor kun på en enkelt fase, fremgår det af deres forskningsartikel, der er publiceret i IEEE Compatability Magazine.

Selv om det ifølge forskerne på University of Twente var svært at få fat på målere, der kunne bruges i forsøget, vurderer de selv, at de ni målere er repræsentative for de målere, der er installeret i de hollandske hjem. Fordi forskerne kun havde adgang til ni målere, har de valgt at skåne fabrikanterne af de ni målere, oplyser en af forskerne bag undersøgelsen, Cees Keyer fra University of Twente.

Læs også: Nye elmålere måler op til 582 procent for højt

Hård, men realistisk prøvelse

Målernes mest afvigende resultater blev fundet ved gentagne tests med lysdæmperen skruet op på 135 grader – den højeste af de to dæmpninger, forskerne forsøgte sig med. Forskerne testede målere med tre forskellige teknologier; Rogowski-spoler, Shunt-princip og Hall-princip. Foto: Ingeniøren / Kilde: IEEE Electric Compatability Magazine

Netop dette valg møder dog kritik fra dansk side. Lektor Chresten Træholt fra DTU Elektro påpeger, at man i den type undersøgelser bør fortælle, hvilke apparater det drejer sig om.

‘Det er problematisk, at forfatterne ikke angiver, hvilke smart metre man har testet. Vi har således i princippet ikke mulighed for at eftervise eller gentage deres forsøg og observationer,’ skriver han i en e-mail til Ingeniøren efter at have læst undersøgelsen.

Chresten Træholt understreger dog, at undersøgelsen generelt synes at være grundig. Hver måling tog ifølge de hollandske forskere en uge, og undersøgelsen tog samlet set et halvt år.

De store målefejl blev observeret, når målerne blev sat til at måle et forbrug, der ikke giver pæne sinuskurver, som eksempelvis en gammeldags glødepære ville gøre det. I forsøget tog forskerne udgangspunkt i den type forbrug, som en måler kan forventes at blive udsat for i et almindeligt hjem.

Det mest ekstreme eksempel i undersøgelsen bestod i en dæmper, der var sat foran 50 LED- og sparepærer. I den mest udfordrende testopstilling var dæmperen indstillet til en høj dæmpning på 135 grader. Det er en usædvanlig, men rimelig situation, mener Cees Keyer.

Læs også: Elselskaber om fejl på målere: Det kan løses med softwareopdatering

»Den gennemsnitlige husholdning i Holland har 47 elpærer, så vi har kun tilføjet en lysdæmper. Det beviser, at elmålerne måler forkert. De burde ikke kun skulle leve op til kravene under perfekte omstændigheder,« siger han.

Chresten Træholt er nogenlunde enig i, at opstillingen kan ligne en husholdning.

‘Deres testopstilling kan være en ekstrem erstatning for en bolig, hvor LED og CFL (sparepærer, red.) ofte vil sidde yderst på tynde ledninger, og dermed vil der i virkelighedens bolig være en smule dæmning af de skarpe peaks - og dermed vil målinger alt andet lige være mindre udfordrende,’ skriver han.

Forskerne peger over for Ingeniøren på, at dæmpningen fra kablerne er begrænset, og at opstillingen måske ikke er gennemsnitlig, men heller ikke er ‘fuldstændig mærkelig’.

Fejlen ligger omkring sensorerne

I det hollandske forsøg blev ni forskellige digitale elmålere koblet i serie med en drejeskivemåler, der blev brugt som reference. Foto: University of Twente / IEEE Electric Compatability Magazine

Resultaterne fra undersøgelsen viser tydeligt, at det særligt er målere, der benytter sig af Rogowski-spoler, der er ramt af fejl. De måler alle mellem 450 og 600 procent forkert i det værste scenarie, mens Hall-sensorer konsekvent måler for lavt i det værste scenarie, og de to Shunt-sensorer i undersøgelsen er henholdsvis helt retvisende og viser 6 pct. for højt.

Det får forskerne til at konkludere, at ‘årsagen til de fejlagtige målinger lader til at være strømsensoren og de tilknyttede kredsløb'. Det er dog næppe selve sensoren, der skaber problemer, vurderer Chresten Træholt:

Læs også: Udbredt elmåler giver solcelleejere ekstraregning

‘Jeg vil nok tro, at strømsensorerne i sig selv er det mindste problem, men at problemet ligger i de efterfølgende kredsløb samt i tolkning og den digitale behandling af data, der gør den store forskel. Man har formentlig i de billige smart meters, som forfatterne også pointerer, antaget, at vi har at gøre med pæne sinuskurver, og i virkeligheden er dette ikke tilfældet, derfor går det galt,’ skriver han til Ingeniøren.

Den opfattelse deler Cees Keyer. Det var dog ikke muligt for forskerne at bevise den antagelse, da producenterne ikke ville udlevere dokumentation for målernes virkemåde til forskerne på University of Twente.

El

Som tidligere nævnt differentierer Rogowski spoler strømsignalet så der kræves mere og vanskligere behandling af signalet end med strømsonder. Differentierede strømspidser kan blive ekstremt høje og uregerlige at håndtere .

Mere uforståeligt er det at man ikke skulle kunne bruge forsøget, resultaterne inviterer jo til en undersøgelse at målere der er i anvendelse og nye standarder for test belastninger, som afspejler nutidige ekstreme belastninger.

  • 6
  • 0

Differentierede strømspidser kan blive ekstremt høje og uregerlige at håndtere .


Men integrationen bagefter vil jo normalisere det igen. Hvis det er dynamik begrænsning burde målingen ikke blive for stor, så vidt jeg kan se.
I øvrigt er det vist ekstreme betingelser. Alle 50 lamper gennem een dæmper. Sådan vil et hus aldrig køre, og hvad var egentlig forbruget i den opstilling?
Man ser jo at lamperne alene kun giver 3% fejl, ligesom hvis spidserne dæmpes med en choke.
Det er en fejl i rapporten, at de ikke oplyser om den brugte effekt under de forskellige indstillinger. En viden de må have. 500% fejl på 10W er jo ikke så alvorligt som 500% på 1000W.
Synd at det giver indtryk af for megen vægt på sensation relativt til fakta og reelle størrelser.

  • 3
  • 1

Da jeg har mange LED pærer og lysdæmper i i huset, har jeg fundet undersøgelsen forurolinde.
Hvor en god service fra ingeniøren ville have været at fortælle hvilken type måler vi typisk har her i danmark, og hvilke der er ok, og hvilke man skal være opmærksom på.

Men nu har jeg selv undersøger hvilken teknologi der er i min elmåler og det er en Kamstrup Omnipower three-phase meter. Som benytter sig af Shunt-sensorer, som efter testen skulle være de mest præcise.

  • 3
  • 1