Sådan får du mest ud af Jobtræf

(Tegning: Lars Refn) Illustration: Tegning: Lars Refn

Det kan være en overvældende oplevelse for de omkring 1.000 studerende at møde op til Jobtræf Aarhus. Måske er det ens kommende arbejdsgiver, der sidder ved en af de stande, der er fordelt overalt på Navitas. Messen er et blik ind i fremtiden, men det kan også være en korsvej, hvor man skal træffe et vigtigt valg – og hvordan sender man så sig selv bedst af sted?

Nye jobtilbud hver uge. Tjek Jobfinder.

Hvad enten det gælder praktik eller et reelt job, så er messen for de omkring 50 udstillere en mulighed for at finde potentielle kandidater, og den chance gælder det om at udnytte.

Peter Thomsen, der er HR Business Partner i Terma og deltager på messen, har let ved at se, om den studerende er engageret:

»Det er tydeligt at se, når nogen brænder for noget og har forberedt sig – modsat dem, der tænker: ‘Nu har jeg noget tid, hvor jeg ikke behøver at gå til time, det er da meget lækkert’.

Hvad kan du tilbyde?

Aarhusianske Terma, der producerer teknologi til en række forskellige industrier, søger praktikanter, ph.d.-studerende og studentermedhjælpere på messen og ved, hvad de leder efter:

»Det, der skiller én ud til sådan nogle messer, er når man selv har en idé til, hvad man kan lave. Når man allerede har tænkt over, hvad ens rolle kunne være, hvad man godt kan lide at arbejde med, og hvordan man ser sig selv ude på arbejdsmarkedet,« siger Peter Thomsen.

På jagt efter praktikpladser? Find din drømmeplads på Jobfinder.

Man må også gerne være interesseret i den virksomhed, som man står foran.

»Hvis man også har været inde og tjekke virksomheden på nettet inden, og stiller konkrete spørgsmål ind til den, så er det et plus,« understreger han.

Forbered dig

Britta Lemming er enig i, at forberedelse gør forskellen. Hun er HR-ansvarlig ved den østjyske og globale virksomhed Kamstrup A/S, der specialiserer sig i vand- og energimåling, og som søger praktikanter ved Jobtræf Aarhus:

»Jeg kan godt lide, når de studerende er lidt nysgerrige efter at vide mere om virksomheden, og har sat sig ind i, hvilken type virksomhed vi er,« siger hun.

Scor et studiejob og tyvstart din karriere. Se dine muligheder.

Man kan finde meget information om de forskellige virksomheder på nettet, og det opfordrer Britta Lemming til, at man gør:

»Forberedelse er supergodt. Vi lægger altid vores jobopslag op i starten efter sommerferien, hvilket giver mulighed for at se, hvilke stillinger vi har at tilbyde.«

Husk, det er en dialog

Forberedelse gør det dog ikke alene, og Britta Lemming råder studerende til ikke at lade deres forberedelse fange dem. Nedskrevne spørgsmål kan for eksempel være fint, men man skal også kunne løsrive sig fra dem.

»Jeg havde en studerende engang, som stod med et papir med nedskrevne spørgsmål på, og som nærmest fulgte dem slavisk. Det giver en bedre dialog, når vi bare tager det, som det kommer,« siger hun.

Søger du en graduate-stilling? Find den rette stilling for dig.

Det er vigtigt, at samtalen går begge veje. Dér skal man undgå blot at læne sig tilbage og forvente, at virksomheden remser op, hvad de kan tilbyde én.

»Jeg vil gerne have, at det bliver en gensidig afklaring, og jeg tror også, at det er det, den studerende får mest ud af. Derfor er det en god idé ikke bare at spørge, hvad virksomheden kan tilbyde, men også bidrage ved at sætte sine egne kompetencer i spil,« siger Britta Lemming.

Den faglige baggrund tæller mest

Den aarhusianske konsulentvirksomhed Biir søger ikke praktikanter, men bruger Jobtræf Aarhus til at netværke og finde mulige kandidater til ansættelse.

»Det er her, vi skal finde vores talenter. Nogle ansætter vi som nyuddannede, og andre kan huske os om fire år, når de synes, det kunne være spændende at prøve at være konsulent. Så vender de tilbage,« siger Jens Jacob Troensegaard, HR-manager i Biir.
Jobtræf Aarhus er for deres vedkommende mest til for at få etableret kontakten.

»Det er jo ikke en egentlig rekruttering. Det er lige så meget for at snakke med dem og fortælle, at vi eksisterer. Skulle vi møde nogle, som vi snakker godt med, der har de talenter, vi søger, så tager vi en anden runde på kontoret, hvis vi synes, at det er det værd,« forklarer han.

Derfor er hverken ens fremtoning eller forberedelse det mest afgørende for Biir. Virksomheden går ikke efter nogle bestemte persontyper, men vurderer først og fremmest på den faglige baggrund.

»Det er gode og dygtige unge mennesker allesammen. Nogle snakker højt og meget, og andre lavere og mindre, men vi har jo prøvet det før og kan godt se forbi den slags. Hvis de har fire forberedte spørgsmål, så ændrer det heller ikke særlig meget. Det er lidt hektisk på messen, så det bliver ikke til store dybdegående interviews,« siger Jens Jacob Troensegaard.