I disse dage bygges en enorm indendørs skibakke i Lørenskog i Norge. Den 50.000 kvadratmeter store bygning har ydervægge, som læner sig indad, og overdådige facadelementer af aluminium, polycarbonat, kampesten og glasruder. Arkitektens vision var en smeltende bræ.
»Det skal ligne en bræ, der smelter lidt om foråret,« fortæller projektleder i Betonmasthæhre Romerike Erlend Nicolaisen.
Men hvordan bygger man egentlig et indendørs skianlæg med byggeomkostninger på 630 millioner kroner? TU mødte projektlederen for at høre om status på det 500 meter lange byggeri, som kan ses, når man kører fra Oslo til Gardermoen.
»Nu er indgangspartiet ved at blive opført. Målet er at få taget på plads før nytår,« siger Nicolaisen.
‘Snø’ (sne, red.) er det navn, bygherren Vinterparken har givet projektet. Det er et indendørs skianlæg med en 500 meter lang bakke. Anlægget skal have fire alpine nedfarter, en langrendssløjfe på 1.000 meter, og stolelift og tallerkenlift hængende fra loftet. Ved bunden af bakken bygges der et butikscenter.
»Dette er et helt særligt og godt projekt for Betonmasthæhre, både hvad angår projektering og gennemførelse,« fortæller Nicolaisen.
Betonmasthæhre skal aflevere byggeriet inden 31. december 2019.
Byggeriet blev påbegyndt på tre steder på samme tid for at komme i mål til tiden, fortæller Nicolaisen.
»Vi startede på toppen, midten og bunden samtidig,« siger han, og forklarer, at det var vigtigt for at kunne foretage mest muligt af fundamentsarbejdet, betonarbejdet, råhusbyggeriet og tagdækningen på den rigtige årstid.
»Med denne fremdrift spares der på vinteromkostningerne – og miljøet spares for udledninger i forbindelse med opvarmning,« tilføjer han.
Artiklen fortsætter efter videoen
Byggefasen startede i november 2017, og anlægsarbejdet udføres af søsterselskabet Isachsen Anlegg i samarbejde med Betonmasthæhre Romerike. Isachsen benytter en del droneteknologi i projektet.
Byggeriet er inddelt i to zoner – en kold og en varm. I den kolde zone, som er der, hvor selve skianlægget skal ligge, er terrænet blevet bearbejdet til den færdige bakkeprofil. Løs jord, ler og fjeld er blevet fjernet, og derefter er der fyldt op med såkaldt ‘kult’. Kult er knuste fragmenter af fjeld, som har mange kanter, så de ikke triller. Fjeldstykkerne sørger også for god dræning.
»Alt er fjernet – helt ned til fjeldet. Nogle steder var der dybe kløfter med ler, men det er alt sammen skrabet væk. Der er desuden sprængt cirka 100.000 kubikmeter fjeld, og så er der blevet fyldt på med kult overalt,« siger projektleder Nicolaisen og fortæller, at der er opsat søjler og spær af stål fra det finske selskab Ruukki.
»Fundamenterne er boret ned i fjeldet. Nogle søjler er næsten 30 meter over jordhøjde og stikker 15 meter ned i jorden,« siger han.
Taget etableres med trapezplader, som leveres af Ruukki, der også har leveret de øvrige stålkonstruktioner.
»Trapezplader er profilerede stålplader, som fungerer som bærende undertag. De bærer taglasten mellem spærene. Hele taget dækkes med disse plader, og så lægges isolering og tagdækning over det,« forklarer projektlederen.
»Taget isoleres og dækkes med folie i tre forskellige farver, som skal få bræ-effekten frem,« tilføjer han.
På vægelementerne kommer der også til at være tre forskellige farver.
»På ydervæggene bliver det isolerede stålkassette-elementer. På den nederste del, bliver der monteret aluminiumsplader på lægter.
Det er Borg Bygg, som leverer facadeelementerne fra producenten Kingspan, men Nicolaisen fortæller, at der findes flere producenter og mange typer elementer med forskellige egenskaber i forhold til brandmodstand og isoleringsevne. Han forklarer, at det i store træk er tykkelsen og typen af isolering i kernen, som udgør forskellen.
»Fællesbetegnelsen for disse forskellige elementer er sandwich-elementer. Fælles for alle typerne er, at de har en yderside af lakeret stål, en kerne af isolering og en inderside af lakeret stål. Du får altså en færdig ydervæg med overfladebehandling på begge sider i ét produkt,« beskriver han.
Løjpeprofilen er designet af det canadiske selskab Ecosign. De har designet flere alpinanlæg rundt om i verden, også andre steder i Norge.
Nicolaisen fortæller, at canadiernes design medførte en kostbar terrænjustering.
»Ecosign har tegnet en flot bakke, som krævede omfattende justering af det eksisterende terræn. Først var det tanken at følge bakken, som den var, men nu bliver der i stedet et stejlt parti for de dygtige skiløbere. Derfor måtte vi sprænge os ti meter ned på en lang strækning, siger han og forklarer, at der var et omfattende arbejde med sprængning, som efterlader eksponeret fjeld inde i hallen.«
»Vi var nødt til at sikre det udsprængte område med bolte og sprøjtebeton,« siger han.
»Her valgte bygherren at bruge en betydelig sum penge på at få en god løjpeprofil,« tilføjer han.
Artiklen er fra tu.no
