Sådan brugte jeg LinkedIn til at få drømmejobbet i Dubai

Tora Jorn betegner sin LinkedIn- profil som sit digitale visitkort. Gennem sin snart 12-årige karriere som levnedsmiddelkandidat er det sociale medie blevet stadigt mere relevant.

Fra at være et passivt cv er profilen i dag blevet et aktiv, der har stor betydning for hendes jobsituation. Oftere og oftere bliver hun kontaktet af internationale headhuntere, der vil høre, om hun kunne være interesseret i et karriereskift.

Som levnedsmiddelkandidat med speciale inden for produktudvikling af konfekture og læskedrikke er hun en interessant profil for mange af de store internationale fødevarevirksomheder. For knap et år siden fik hun foden indenfor som technical service manager i Middle East Food Solution Company og er dag bosat i Dubai med mand og barn.

Tora Jorn havde på det tidspunkt længe været nysgerrig efter et karriereryk uden for landets grænser.

»Jeg har søgt på udenlandske jobopslag uden det store held. Gennem min karriere har jeg indset styrken i en skærpet profil på LinkedIn – og det var også den, der hjalp mig videre,« forklarer hun.

Jobbet i Middle East Food Solu­tion Company fik hun efter at være blevet kontaktet af en international headhunter.

»Jeg siger ikke, at min profil er perfekt, men jeg må have den rigtige profil eller søgeord, siden så mange finder mig. LinkedIn er et fantastisk værktøj brugt i hele verden,« konstaterer Tora Jorn.

Som mange andre havde hun i første omgang svært ved at finde ud af, præcis hvordan hun skulle få solgt den bedste version af sig selv på det sociale medie, men i dag har hun fået tillært sig en række gode metoder til at holde sin profil skarp og målrettet.

Hendes bedste råd til andre, der ønsker at skærpe deres Linked­In-profil er følgende:

1. Hent inspiration fra jobopslag

Det kan være svært at få sin profil til at fremstå professionel og helt korrekt på engelsk. Det engelske sprog er mere nuanceret end det danske, og det kan derfor virke fladt at bruge den første den bedste oversættelse. Lad dig inspirere af formuleringer fra jobopslag, der ligner din stilling. Brug de samme ord og vendinger, og tilpas dem til dit arbejdsfelt.

»På engelsk kan du sige noget på få ord, som du på dansk ville skulle bruge langt flere ord på. Det handler om at finde de fede formuleringer og ramme de nøgleord, som headhunterne søger på,« forklarer Tora Jorn.

Hun har blandt andet hentet inspiration til sætningen: ‘Delivering innovative ingredients solutions within the categories of Beverage, Confectionary, Bakery and Convenience’, som med få udvalgte nøgleord beskriver vigtige arbejdsområder.

2. Læs andres LinkedIn- profiler

At overskue egne kompetencer og arbejdsområder og tillægge dem den værdi, de fortjener, kan være vanskeligt, når man sidder midt i jobbet. Det kræver, at man bevæger sig op i helikopteren og får overblik over sit eget jobindhold, forklarer Tora Jorn:

»Man kan have så mange hatte på, at det kan være svært at huske dem alle enkeltvis. Det kan være en stor hjælp at læse LinkedIn-profiler fra personer, der sidder i stillinger, der ligner ens egen. Pludselig kan man genkende mange af sine egne arbejdsopgaver og kvalifikationer.«

3. Tænk i devices

Husk på, at mange læser din Linked­In-profil på mobilen – og mange læser ikke særlig langt. Prioritér derfor de vigtigste oplysninger først. Det gælder blandt andet i resumeet, hvor du bør beskrive en konkret faglig succes frem for at bruge lange abstrakte beskrivelser af dine kompetencer.

4. Opdatér profilen løbende

Overvej hele tiden, hvor du er på vej hen i din karriere, og målret din LinkedIn-profil derefter. Følg relevante virksomheder og hold øje med, hvilke profiler og kompetencer de søger efter. Tilpas din egen profil efter de nye tendenser, du ser.

»Ud over virksomheder følger jeg også en lang række faglige netværk. Det giver mig et indblik i trends og tendenser og kan forhåbentlig give mig et bedre blik for egne frem­tidige jobmuligheder,« forklarer Tora Jorn.