Sådan bliver introverte gode til at netværke
Selvom mange ingeniører er introverte, kan de sagtens blive dygtige til strategisk networking. Det kræver blot et personligt lederskab, og at de kender deres egen type og står ved den.
Susie Lynge, netværksekspert fra Netværks Akademiet, giver introverte ingeniører nogle tips til at målrette, være systematiske og bevidste i at skabe gensidig forretningsværdi gennem relationer.
Læs også: Kom til orde: 5 gode råd til den introverte
»Som netværker skal du kunne lede indad, udad og opad og være aktivt opsøgende der, hvor du vil påvirke nogle til at få øje på det projekt eller den virksomhed, du sidder med. Du skal også forsøge at forstå omverdenen og kunne navigere i interessentfeltet. Men det kræver også, at du forstår, hvordan du selv bliver opfattet af andre og kan justere din adfærd,« pointerer Susie Lynge.
Styrk din selvindsigt
Som introvert netværkstype skal du skrue lidt op for dig selv. Du skal sætte dig små mål, som du får gjort noget ved. Og du skal være bevidst om at udvide dit netværk og selv være opsøgende.
Dine forudsætninger for at netværke er faktisk i udgangspunktet gode, for som introvert er du dygtig til at observere situationer. Du tænker, før du taler. Du er rolig, lyttende – og derfor ofte også lidt længe om at tage et initiativ. Du er især dygtig i 1:1-relationen. Og det betyder, at du måske skal tage dig lidt sammen og bruge energi i rum med folk, du ikke kender.
• Det koster energi at netværke – vær indstillet på, at det kræver en god portion energi af dig at netværke med nye mennesker, fordi du naturligt har præference for det trygge og kendte. Så vælg tidspunkterne ud og vær også god til at vælge fra, når batteriet er helt fladt.Gode råd til introverte netværkere
• Tænk over dit kropssprog – du skal vise, at du er til stede i samtalen, i rummet. Ellers tror folk, at de er kedelige og uinteressante.
• Du er bedst, når du er dig selv – du er mest autentisk, når du er dig selv. Husk det er dine styrker, at du af natur er rolig, lyttende og afdæmpet. Det må dem, du møder, godt mærke.
• Byd skrækken velkommen – du er som introvert ikke i din komfortzone, når du netværker, så start med at erkende det. Tænk herefter på de episoder, hvor du faktisk er endt i en spændende snak med en, du ikke kendte på forhånd og skru op for dit mod.
• Vær på forkant – hav nogle få, enkle og åbne spørgsmål klar, som du føler dig tryg ved. Og så øv dig hjemmefra, så vil du føle dig mere fri i dialogen med nye mennesker.
• Spis elefanten i små bidder – du skal samle på succesoplevelser. Det er derfor vigtigere at have én god samtale med et par stykker end at nå at tale med mange til et arrangement.
»Som introvert netværker skal du kunne se på dig selv udefra. Du skal lede dig selv, så du leverer den bedste udgave af dig selv i mødet med andre. Introverte er ofte lyttende, faktaorienteret og har en specialisttilgang. Men hvis du gerne vil netværke, er du nogle gange nødt til at give lidt mere af dig selv, end du naturligt har lyst til. Det er nødvendigt for, at netværket husker dig, anbefaler dig eller naturligt vil søge et samarbejde med dig,« siger Susie Lynge.
Læs også:: Er du ved at fortvivle over din tavse medarbejder? Sådan leder du introverte medarbejdere
Forbered dig på at overskride komfortzone
Det kræver forberedelse at blive en dygtig netværker. Du skal gå på opdagelse i dig selv. Hvad er nemt? Hvad er svært? Du skal turde arbejde med det, der udfordrer dig. Så løfter du dig automatisk.
»Forberedelse er en af de ting, der kan være med til at gøre dig tryg i networking som introvert. Derfor skal du forberede dig på, hvordan du gerne vil fremstå og opleves af dem, du møder. Du vil muligvis gerne opleves lidt mere åben, end du reelt er. For at åbne lidt op kan du for eksempel forberede dig på de spørgsmål, du vil stille – og tvinge dig selv til at stille dem,« siger Susie Lynge om tricket til at overskride din egen komfortzone.
Giv den gas på din egen måde
Et eksempel på en lille ting, der har stor betydning er, at du aldrig må være nervøs for at kigge folk i øjnene. Det er ikke påtrængende.
Læs også: Smalltalk - så let er det faktisk
»Det har stor værdi for modtageren, at du sætter mere strøm til dit kropssprog, når du netværker. Folk har lyst til at blive kigget i øjnene. Det gør dem trygge, når de kan se på dig, for eksempel om du er enig eller uenig med dem,« påpeger Susie Lynge.
Du skal altså ikke som introvert tænke, at du skal undgå konferencer og droppe networking. Du skal derimod bevidst vælge netværksarbejdet til, så du selv oplever, at du har kontrol over situationen. Du skal skrue op for modet og give den fuld gas – på din egen måde.
Tænk over kropssproget
Susie Lynges erfaring er, at introverte netværkere kan virke lidt stive i betrækket på deres modsætninger. De vil derfor have en del glæde af at tænke lidt mere over deres kropssprog.
»Du skal vise, at du lytter, kigge op, give noget gestikulation. Vis, at du er til stede – og at du ikke er på en anden planet. Som introvert lytter du, opfanger mange detaljer andre ikke opfanger, indsamler data og viden. Du gør dig klar til at bidrage, og det er godt. Men du bliver nødt til også at vise det til dine omgivelser,« siger Susie Lynge om at være bevidst om sin netværksstil.
»Folk bliver usikre, hvis der ikke er nogen reaktioner. De tolker hurtigt på det, og mange begynder at spekulere på, om det er fordi vedkommende synes, at det, de siger, er kedeligt? Eller er det mig, der er kedelig? Så mit råd er virkelig, at du som introvert netværker skal være bevidst om dit kropssprog ved at vise, at du er til stede i rummet, i samtalen og godt gider at netværke,« fortsætter hun.
Læs også: Ekstroverte kan også være generte: 5 misforståelser om ekstroverte medarbejdere
Netværkstryllestøv og netværksguld
Netværkseksperten gør det klar, at ingen kommer sovende til at blive dygtige netværkere. Der findes ikke noget netværkstryllestøv, som hun udtrykker det.
»Du skal selv se mulighederne og handle på dem. Gør noget ved dine netværksmål – det regner ikke med netværksguld, uden at du selv tager initiativ – men sæt små overkommelige mål. Det rykker mest,« lyder Susie Lynges råd.
Hun synes også, det er vigtigt som introvert persontype bevidst at netværke meget bredt – altså lede efter ekstroverte og folk fra andre brancher. For netværket bliver for snævert, hvis man kun netværker med folk, der ligner en selv.
Læs også: Sådan får du et bedre job som introvert
»Netværksguldet ligger i diversiteten. Som introvert kan det give så meget at søge sparring hos en ekstrovert. Det er vigtigt at være nysgerrig på, hvordan andre tænker. Her ligger ny viden, nye kontakter og muligheder gemt uanset din type,« forklarer Susie Lynge.
Netværk med ligeværdighed
Ingeniører, scient.er og it-specialister har ofte en dyb forankring i deres fagidentitet. De ved ofte noget, som mange andre ikke ved. Men det er vigtigt at møde andre fagligheder med en ligeværdighed, hvis andre skal have lyst til at hjælpe dig, anbefale dig eller dele deres synspunkter.
Læs også: Et netværk er en gaveøkonomi og ikke en byttehandel. Brug dit netværk med omtanke!
»Som meget stærk faglig person skal du møde andre med anerkendelse og respekt. Du skal tænkte, at andre er lige så gode som dig, selvom de ikke er ingeniører eller it-specialister,« fastslår Susie Lynge.
Artiklen er oprindeligt bragt på universe.ida.dk.
