Sådan blev Amager Bakke alligevel gigantisk
I øjeblikket vokser landets største, mest avancerede og dyreste forbrændingsanlæg stille og roligt frem mellem kraftværkshalvøen og boligerne på Amager tæt på København.
Bag virkeliggørelse af det knap 4 mia. kr. dyre byggeri ligger en kulørt og indimellem mørkelagt politisk proces, der starter tilbage i foråret 2009, hvor det fælleskommunale Amagerforbrænding (AMF) begynder at planlægge et nyt forbrændingsanlæg: Det gamle er snart udtjent, og man oplever øgede affaldsmængder i vækstårene.
Selskabet søger om lov til at forbrænde 560.000 ton affald om året, men får i juli 2010 besked fra Energistyrelsen om, at man ikke må øge kapaciteten og altså skal holde sig på højst 440.000 ton affald.
I december 2010 godkender bestyrelsen et anlæg med høj miljø- og energiprofil til 3,65 mia. kr., og i januar offentliggør selskabet – ved et arrangement med en syngende direktør i front – at arkitekt Bjarke Ingels skal tegne det store byggeri, der udformes med en skibakke på taget.
Halv og hel kapacitet
Finansieringen af det store anlæg skal ske med lånegarantier fra de fem ejerkommuner, og derfor skal byggeriet godkendes i henholdsvis København, Frederiksberg, Tårnby, Dragør og Hvidovre kommuner.
I København godkender Teknik- og Miljøudvalget i februar 2011, at AMF må sende et anlæg på 2 gange 30 ton affald i timen i udbud; dog således at man samtidig skal udbyde et anlæg med halvt så stor kapacitet. Politikerne henviser til udsigten til mere genanvendelse og dermed mindre affald at brænde.
Københavns Kommune har forud fået udarbejdet en konsulentvurdering af teknologivalg, økonomi med videre ved Amagerforbrændings projekt.
Konsulenterne konkluderer, at anlægget i forhold til tilsvarende anlæg er meget dyrt, og at fremtidens affaldsmængder er usikre på grund af liberalisering af erhvervsaffaldet og øget genanvendelse og udsortering af plast, som forringer affaldets brændværdi – samt at forudsætningerne for anlæggets business case er tvivlsomme, når man antager, at liberalisering ikke fører til prisfald, og at der ikke vil ske eksport fra Sjælland af erhvervsaffaldet.
København skruer bissen på
I september 2011 beslutter Amagerforbrændings bestyrelse – som er højlydt uenig med konsulenterne og henviser til Miljøstyrelsens 2010-prognoser – alligevel, at anlægget skal have en endnu større kapacitet – nemlig 2 gange 35 ton i timen eller 560.000 ton affald – fordi det kun er marginalt dyrere. Det halvt så store anlæg sendes ikke i udbud.
Så skruer teknik- og miljøpolitikerne i Københavns Kommune bissen på. Teknik- og miljøborgmester Ayfer Baykal melder ud, at et flertal ikke kan godkende Amagerforbrændings ansøgning om en lånegaranti på 2,5 mia. kr. og gentager ønsket om en beregning på et halvt så stort anlæg suppleret med andre teknologier. Det afføder skarpe, offentlige skudvekslinger mellem borgmesteren og direktør Ulla Røttger på ing.dk.
20. januar 2012 offentliggør Amagerforbrænding, at det amerikansk-ejede Babcock Wilcox Vølund i Esbjerg har vundet ordren på leverance af ovn og kedelsystemer til en værdi af cirka 1 mia. kr., selvom lånegarantier altså stadig ikke er bevilget.
Senere i januar bakker Borgerrepræsentationen op om Teknik- og Miljøudvalgets krav, men Amagerforbrændings bestyrelse afviser pure at rette sig efter henstillingen. I stedet truer bestyrelsesformand Mogens Lønborg med at opløse selskabet, hvis man skal udsætte byggeriet. Det blev dog ved truslen.
Allersidst i januar bevilger Frederiksberg Kommune som den sidste af de fire positive kommuner så lånegaranti til det store anlæg på 560.000 ton, og herefter bliver sagen så totalt mørkelagt hen over foråret og sommeren.
Fra aktindsigter ved vi dog, at de fem ejerkommuner forhandler om at nå en form for kompromis, og at forskellige begrænsninger på selve anlæggets drift diskuteres.
At lobbyisterne også var på banen fortæller en stolt administrerende direktør i Babcock Wilcox Vølund, John Veje Olesen, til Børsen i oktober 2012: Straks efter afslaget gik man i gang med at bearbejde politikere i Folketinget og Borgerrepræsentation. Især var man glad for hjælpen fra daværende finansminister Bjarne Corydon, der er valgt i virksomhedens base, Esbjerg.
Hjælpen var et nyttigt brev, hvori ministeren sammen med daværende miljøminister Ida Auken svarede Vølund, at kommunerne selv bestemmer i sådanne sager, og at man ikke alene kunne bruge regeringens udmeldinger på affaldsområdet som grund til at afvise lånegarantien.
Pludselig 3. september foreligger der så en aftale mellem de fem kommuner – en såkaldt borgmesteraftale. Heraf fremgår det, at Amagerforbrænding alligevel får en lånegaranti til det store anlæg med kapacitet på 2 gange 35 ton i timen eller 560.000 ton affald om året.
Til gengæld er vilkårene, at de forbrændte affaldsmængder er begrænset til højst 409.000 ton årligt, og at de to ovne skal ‘blokeres’, så de højst kan brænde 30 ton pr. time. Der bliver sat grænser for CO2-udledningen fra anlægget, ligesom det aftales, at værket kun må forbrænde affald fra de fem kommuner og altså hverken importere affald fra udlandet eller fra andre kommuner.
‘En god løsning’
Ayfer Baykal siger i dag om de københavnske politikeres kovending, at der var rigtig mange ønsker og krav, der skulle imødekommes, og at selvom København er størst, er kommunen jo ikke den eneste ejer:
»Vi fandt en god løsning med denne model, og vi fik at vide, at business casen stadig holdt med disse restriktioner,« siger hun.
Iben Wiene Ratje fra SF, som sad i bestyrelsen for Amagerforbrænding fra 2011-2013, forklarer om processen, at der var et udbredt ønske fra ledelsens side om at køre det oprindelige projekt igennem og et tilsvarende ønske fra et politisk flertal om at lade udbuddene køre.
Den fysiske spærring, som alene var et krav fra København, droppede Amagerforbrændings bestyrelse sidste år til fordel for en instruks til ledelsen, og med de seneste fremskrivninger øges presset altså kraftigt på borgmesteraftalens afsnit om importforbud.
Dramaet fortsætter ...
