Hvis alt kører på skinner, afleverer entreprenøren Valmont SM den stærkt forsinkede Inderhavnsbro til Københavns Kommune om to måneder. Det fortæller Jens Christian Zøfting-Larsen der er chef for Center for Udførelse af Anlæg under kommunens teknik- og miljøforvaltning i en e-mail til Ingeniøren:
»Forvaltningen har modtaget en revideret tidsplan fra entreprenøren, hvor det forventes, at broen kan afleveres til forvaltningen 1. maj 2016. Det betyder, at entreprenøren til den tid forventer at være færdig med projektering, udførelse og montering af det nye boogiesystem, så vi får et system, der har den nødvendige robusthed og holdbarhed.«
Kort om en langstrakt byggesag 2006: Både Realdania og A.P. Møller Fonden tilbyder at betale for tre broer fra København til Amager, så cyklister og gående får lettere adgang til området omkring Operaen. Kommunen ender med at takke ja til A.P. Møller Fondens tilbud om et gavebrev på 165 mio. kr. 2009: Det britiske ingeniørfirma Flint & Neill, som er ejet af Cowi, vinder konkurrencen om Inderhavnsbroen. 2011: Fonden skal betale 30 mio. kr. i moms, så kommunen indvilliger i at betale for bygherreudgifter og ekspropriationer. Desuden er der større udgifter til bl.a. spunsning end forventet, så Borgerrepræsentationen bevilger 34,4 mio. kr til projektet, der nu har et samlet budget på 202,2 mio. kr. Pihl & Søn vinder entreprenørudbuddet. Broerne forventes færdige i februar 2013. 2012/2013 2013: Problemer med stålleverancen betyder, at Pihl & Søn bliver et halvt år forsinkede. Yderligere fejl i projektet viser sig, men i august går Pihl og Søn konkurs. Måneden efter hæver kommunen kontrakterne og leder efter nye entreprenører. I oktober skyller stormen Bodil vand ind i broens maskinrum. 2014: A.P. Møller Fonden bevilger 13,2 mio. kr yderligere. Kommunen hyrer DSSM A/S til at gøre Inderhavnsbroen færdig til årskiftet 2014/2015. Den samlede pris for alle tre broer er nu 305 mio. kr, hvoraf kommunen skal betale 107 mio. kr. I august viser betonprøver, at der er for lidt armering i både brofæster og brodæk. Entreprenøren ender med at tilføre ca. 100 ton armering. 2015: Brodækkene monteres, men hurtigt viser tests, at wirerne støder på, og en knækket bolt i boogiesystemet afslører, at det er underdimensioneret. Systemet skal redesignes og åbningen udskydes igen. 2016: 1. maj afleverer Valmont SM efter planen broen til Københavns Kommune.
Pga. ekstraomkostninger til byggestyring, rådgivning og advokater bevilger Københavns Kommune yderligere 23,5 mio. kr. til projektet.
Knækket bolt afslørede regnefejl
Inderhavnsbroen er en såkaldt skydebro med to brodæk, der mødes på midten af havnen. Hvert skydefag ruller frem og tilbage på et stort næsehjul, der er monteret yderst i brofæsterne. Bagest på skydefagene er der monteret hjul, som kører i en række spor i brofæsterne. De bageste hjul og deres ophæng i skydefagene kaldes boogie-systemet. Men i midten af oktober 2015 opdagede man, at en bolt i et af hjulsættene var knækket. En efterfølgende gennemregning af belastningerne på boogiesystemet viste, at det var underdimensioneret, og sammen med entreprenøren og rådgiverholdet besluttede kommunen derfor helt at ændre designet af boogiesystemet og montere et nyt.
Det er den operation, som entreprenøren forventer at være færdig med 1. maj. Selv om denne sidste del af det stærkt forsinkede byggeri ender med at gå efter planen, kan københavnerne dog ikke benytte broen dagen efter.
»Indvielsesdatoen af broen er endnu ikke fastlagt. Det sker først, når broen er afleveret, og funktionaliteten er gennemtestet uden anmærkninger,« siger Jens Christian Zøfting-Larsen.
