Så må der sprænges: 100 bunkere på Vestkysten skal fjernes

Så må der sprænges: 100 bunkere på Vestkysten skal fjernes

Folketinget og fire kommuner har bevilget 12 millioner kroner til at fjerne omkring 100 bunkere på Vestkysten, fordi bunkernes blotlagte armeringsjern udgør en fare for badegæsterne.

Fra slutningen af juli får badegæsterne på den jyske vestkyst selskab af entreprenørmaskiner og måske også sprængningsentreprenører. Folketingets finansudvalg og fire jyske kommuner er nemlig blevet enige om at fjerne godt 100 bunkere og har samlet bevilget knap 14 millioner kroner til opgaven.

»Alle bunkerne skal være væk inden udgangen af 2013,« fortæller kommunikationsfuldmægtig i Kystdirektoratet Lone Lundsby Pedersen.

Baggrunden for indsatsen er, at flere jyske kommuner har meldt om problemer med badegæster, der har skåret sig på bunkernes blotlagte armeringsjern. Kommunerne har derfor klippet armeringsjern af, efterhånden som de kom frem. Men de har ikke villet betale for at fjerne bunkerne, fordi kommunerne kun har ansvaret for konstruktioner på landjorden, mens Naturstyrelsen og Kystdirektoratet har ansvaret for konstruktioner i havet og på kysten.

Selv om bunkernes beton er kendt for at være nærmest uforgængelig, så har Vesterhavet ædt først stranden og siden betonen i sådan en grad, at armeringsjernene er blevet blotlagt flere steder. (Foto: Kystdirektoratet)

Uenigheden om, hvem der skal betale, har hidtil forhindret en løsning på problemet, men med dagens bevilling fra Folketingets finansudvalg falder aftalen på plads. Kystdirektoratet får 5,7 millioner kroner, Naturstyrelsen får 4 millioner kroner, mens Thisted, Lemvig, Holstebro og Ringkøbing Skjern kommuner har bevilget 20.000 kroner pr. bunker svarende til 2,3 mio. kroner.

Kystdirektoratet regner med, at det vil koste omkring 100.000 kroner pr. bunker, men de endelige priser er først kendt, når entreprenørerne har svaret på de fire udbud, som direktoratet forventer at sende ud i næste uge.

»Vi fjernede selv en bunker i 2003, der var lidt mindre end gennemsnittet af dem, der skal fjernes nu. Det kostede os cirka 100.000 kroner, men vi forventer, at entreprenørerne har fået nogle bedre redskaber i de ti år, der er gået,« siger Lone Lundsby Pedersen.

Entreprenørerne får fuld metodefrihed.

»Vi regner med, at den billigste metode vil være at nedbryde bunkerne med hydraulisk maskineri, men man må også gerne sprænge, hvis man mener, at det er billigere. Det skal selvfølgelig overholde miljø- og sikkerhedskravene.«

Kystdirektoratets kortlægning af bunkerne har vist, at der er omkring 600 bunkere fra Skagen til grænsen. Heraf regnes 100 som farlige eller potentielt farlige forstået på den måde, at de skal fjernes inden for 5-10 år.

Ud over bunkerne i de fire førnævnte kommuner findes der også en bunker i Varde Kommune, der efter Kystdirektoratets vurdering skal fjernes, men Varde Kommune har endnu ikke indgået en aftale med Kystdirektoratet og Naturstyrelsen.

Kommentarer (19)

At bruge 14 millioner kroner på at fjerne et frilandsmuseum, der i mange år har stået som minde (skræk) fra en tid vi forhåbentlig aldrig skal komme til at opleve igen. Hvilket ramaskrig ville ikke opstå hvis man fjernede pigstråden i Auschwitz fordi man kan komme til skade.

Menneskeheden har brug for synlige beviser på menneskehedens sorte side, vi skal hele tiden mindes om den værste side af menneskets sind, sådan at vi aldrig kommer til at gøre sådant noget igen.

At betale med et par blå mærker og rifter er vel en billig pris.

  • 15
  • 4

Man behøver jo ikke at gemme alle mindesmærker for at kunne huske den del af Danmarkshistorien... Auschwitz er bevaret, men der er mange andre Kz-lejre som i dag er forsvundet... Men der er da ingen tvivl om at man burde udvælge de mest bevaringsværdige og så vedligeholde dem i stedet for at lade tiden nedbryde dem...

  • 5
  • 0