Mere end seks år er gået, siden Ingeniøren med store typer på forsiden for første gang advarede om, at emballager af pap og papir, som bliver brugt til at pakke vores fødevarer ind i, kan indeholde sundhedsskadelige fluorstoffer i store mængder.
Læs også: Redaktionens favoritter: Mademballage af papir og pap er fyldt med miljøgift
Siden har Danmark fået en ny test for en hel gruppe af de persistente stoffer, kaldet totalt organisk fluor, og en vejledende grænseværdi, men det har ikke fået stofferne væk fra supermarkedernes hylder. Det viser en ny test udført af Forbrugerrådet Tænk.
For to år siden gennemførte Tænk en lignende test, hvor der blev fundet overskridelser af den vejledende grænseværdi på mere end faktor 1.000 i fire kager.
Læs også: Fluorstoffer i kagepapir overskrider grænseværdien 4.000 gange
Tre af 21 kager overskrider grænseværdien markant
Denne gang er der 21 kager med i testen, og tre af dem overskrider grænseværdien markant. De såkaldte per- eller polyfluorerede stoffer (forkortet PFC for per-/polyfluorinated compound) må ikke forveksles med fluor i den form, der findes i eksempelvis tandpasta. Der er tale om flere tusinde forskellige, langkædede molekyler med en række fællestræk. De bliver brugt, fordi de skyer fedt og vand. Ud over i emballage til fødevarer findes de i imprægnering, som beskytter bl.a. tekstiler mod fugt og snavs. Polyfluorerede forbindelser forekommer således i mange møbler og tæpper, men også i de populære Gore-Tex-jakker, rengøringsmidler, plastmaling og slip let-pander. Tidligere undersøgelser har vist, at vi indtager ca. 75 pct. af de skadelige fluorstoffer, der findes i kroppen, gennem maden. Polyfluorerede stoffer er meget svært nedbrydelige. De ophober sig både i miljøet og i organismen, og de er målt overalt på kloden og i alle de folkeslag, der er undersøgt for dem. Modsat miljøgifte som PCB og dioxin sker ophobningen ikke i fedtvæv, men derimod i organerne, hovedsageligt i lever og nyrer. De bedst kendte af stofferne har navnene PFOS (perfluoroktansulfonat) og PFOA (perfluoroktancarboxylat). De er forbudt eller delvist forbudt at benytte. Listen over fluorstoffernes skadevirkninger er lang. Ud over at være hormonforstyrrende og mistænkt for at øge risikoen for at give kræft skader de også immunforsvaret og nedsætter virkningen af vaccinationer.Fakta om giftige fluorstoffer
Læs også: Forskere: Alle advarselslamper blinker for fluor-stoffer
Den værste – en citronkage – står på papir, som indeholder 3.857 gange flere fluorstoffer, end grænseværdien anbefaler. Grænseværdien bliver efter alt at dømme ændret snart, fordi den er urealistisk lav, men overskridelser på faktor 4.000 er selvfølgelig ikke godt nok, understreger testansvarlig Stine Müller fra Forbrugerrådet Tænk Kemi.
»Tilsigtet brug af fluorstoffer bør slet ikke forekomme,« siger hun.
Stofferne er imidlertid ikke forbudt, men må blot ikke forekomme i sundhedsskadelige mængder. Det er imidlertid ekstremt vanskeligt at bevise, hvilke mængder der er sundhedsskadelige. Faktisk er det svært blot at måle, hvor mange fluorstoffer der vandrer fra papiret over i kagerne. Varme og fedt er begge med til at fremme migrationen.
Citronkage bliver på hylden
Det svenske firma Pågen har bagt den omtalte citronkage. Firmaet har stoppet salget af citronkagen i Danmark på grund af testen, men ikke i hjemlandet, og kagen er heller ikke pillet ned af butikshylderne.
De to andre, store overskridelser findes i papiret til en brunsviger fra 7-Eleven og muffins solgt i Aldi. Den tyske discountkæde undersøger ifølge Tænk sagen og forstår ikke fundene, da producenten har dokumentation for, at papiret ikke indeholder fluorstoffer.
Aldi var også i vælten for to år siden, da papiret til en hindbærroulade solgt i kædens supermarkeder havde de højeste koncentrationer af fluorstoffer. Dengang reagerede Aldi ved at fjerne rouladerne fra hylderne, mens ingen andre supermarkeder gjorde noget tilsvarende.
Læs også: Aldi fjerner hindbærroulader bagt på pap med fluorstoffer fra butikkerne
Heller ikke andre produkter fra firmaet Coronet, som havde bagt rouladen, blev fjernet, selv om Coronet kun benyttede to papirtyper i sin produktion, og andre kager derfor var bagt på samme papir.
Tænk ser forbedringer, men foretrækker lovgivning
Hindbærrouladen er med i den nye test fra Tænk og bliver denne gang frikendt for de giftige fluorstoffer. Det er et billede på, at stofferne bliver taget seriøst af virksomhederne, men som Ingeniøren flere gange tidligere har dokumenteret, kan det være vanskeligt selv for dem at kontrollere for stofferne tilbage i leverandørkæden.
Læs også: Kagefabrik fik værdiløs garanti mod fluorstoffer
I dag har det ingen konsekvenser at overtræde den vejledende grænseværdi.
»Vi ser allerhelst, at lovgivning regulerer brugen af fluorstoffer i fødevareemballager. Det er mest effektivt,« siger Stine Müller.
»Når det er sagt, så er det også blevet tydeligt gennem årene, at mange virksomheder forsøger at undgå tilsigtet brug af fluorstoffer i deres egne produkter,« tilføjer hun.
