Så hurtigt reagerede videnskaben på SARS

SARS blev første gang rapporteret den 17. marts.

En uge senere havde forskere i Hong Kong identificeret viruset, og den 12. april var en genom sekvens af patogenet (dvs. det sygdomsfremkaldende virus) publiseret på internettet og en maskine udviklet, som i løbet af få timer kunne identificere sygdommen.

Endnu mere bemærkelsesværdigt var det, at genomet ikke var kortlagt af et specialiseret DNA-laboratorium, men derimod af et kræft-behandlingscenter - The British Columbia Canser Research Center i det vestlige Canada.

»Vi havde udviklet en metode til at isolere DNA-sekvenser, der egentligt var rettet mod kræftforskning, men med den maskine var i stand til meget hurtigt at vende os imod SARS og finde en sekvens af SARS coronavirus«.

Det siger dr. Steven Jones fra centret til BBC-programmet Science in Action. Fra offentliggørelsen på nettet gik der en måned til magasinet Science den 13. maj kunne offentliggøre en tredimensionel model af et af SARS-virusets nøgleproteiner. Og samtidig havde dr. Jones og kolleger fundet en klasse af stoffer, der muligvis ville være relevante i en terapeutisk behandling.

Tidsrummet fra opdagelsen af disse stoffer til offentliggørelsen af dem var én uge, og den tid kunne endda have været endnu kortere, hvis forskere selv havde hentet forskellige prøver i stedet for at lade kurérer gøre det. Parallelt med denne offentliggørelse søgte det canadiske kræftcenter et patent, der sikrede, at alle havde fri adgang til resultaterne.

I WHO siger den SARS-engagerede dr. Klaus Stuhr, at mens forskere normalt konkurrerer imod hinanden, så ledte SARS-udbruddet til et hidtil uset videnskabeligt samarbejde på tværs af grænser og alt.

Klaus Stuhr frygter, hvad der sker, hvis videnskaben ikke opretholder det bemærkelsesværdige tempo og samarbejde i udforskningen af SARS.

»Vil sygdommen forblive på sit nuværende stade, eller vil den sprede sig til andre udviklingslande - og vil vi ende med en verden i to klasser: De lande, der har SARS, og de der ikke har«, spørger han.

»Dette scenarie må vi ikke glemme i vores beslutninger om, hvordan vi skal kontrollere sygdommen i fremtiden«, siger han til Science in Action.