S-togs-ulykke uopklaret efter tre år

En alvorlig S-togsulykke med 47 tilskadekomne passagerer er efter tre års undersøgelser i Havarikommissionen for Civil Luftfart og Jernbane endnu ikke opklaret, skriver Berlingske Tidende. Konsekvensen er, at S-togsdriften fortsat er afhængig af et sikkerhedsanlæg, som ikke kunne forhindre ulykken i at ske.

»I de mange år, jeg har beskæftiget mig med jernbanen, har jeg aldrig oplevet at skulle vente over tre år på en undersøgelsesrapport. Det er utilstedeligt. Både af hensyn til de mennesker, der var impliceret i ulykken, og den lokofører, der førte ulykkestoget og kom alvorligt til skade,« siger Ulrik Salmonsen, formand for Dansk Jernbaneforbund, til Berlingske.

Ulykken skete på en strækning med begrænset togkontrol, HKT, og hvor der tre år tidligere var sket en lignende ulykke ved Holte Station, som også er dækket af HKT.

47 kom til skade, da to S-tog kørte ind i hinanden ved Lyngby Station for tre år siden. (Foto: Casper Dalhoff) Illustration: Casper Dalhoff

Ved Lyngby Station blev et tog påkørt bagfra af et andet tog. Selv om Havarikommissionen undersøgte sikkerhedsanlæg og signaler på strækningen mellem Gentofte og Hillerød, hvor ulykken skete, frikendte den foreløbige undersøgelse allerede en måned efter ulykken teknikken som årsag til ulykken.

Alligevel besluttede Banedanmark omgående at indføre fuld HKT på strækningen fra Gentofte og frem til indkørselssignalet ved Lyngby Station.

Det gamle HKT-system og fjernbanens tilsvarende ATC-system har længe trængt til udskiftning, men endnu har politikerne ikke de nødvendige midler til det EU-standardiserede ERTMS-anlæg.
Det langstrakte opklaringsarbejde kan ifølge Ulrik Salmonsen medføre, at det bliver svært at gennemføre en eventuel retssag om skyldsspørgsmål og erstatningspligt, fordi ingen længere kan huske i detaljer, hvad der skete.

Eksempelvis fortalte en S-togschauffør, der kort før ulykken havde kørt på strækningen, dengang, at han ikke havde kunnet se signalet, fordi det var dækket af sne. Da han prøvede at få kontakt til Fjernbanecentralen, kunne han ikke komme igennem.

I Folketinget er både V og SF enige med lokomotivførerne om, at undersøgelsen er trukket voldsomt i langdrag. Til gengæld synes lederen af Havarikommissionens jernbaneenhed, kontorchef Yvonne Bohnstedt, ifølge Berlingske ikke, at tre år er for lang tid, når undersøgelsen skal gå i dybden.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Gribende at skulle læse om tekniks ufejlbarlighed. Sammenligner man med de "NYE" togs problemer og drager en parallel hertil, undrer det at NOGEN kan finde på at TRO på ufejlbarlighed i den benyttede TEKNIK. Der forekommer mange intermitterende fejl i systemer, man ikke kan efterforske, da de ikke længere findes. At der så eksisterer såkaldte "specialister", der påstår, at der må være tale om menneskelige fejl, det er godt nok fantastisk, når man véd hvad støjimpulser kan forårsage.

  • 0
  • 0

Når årsagen til en så alvorlig ulykke som den her nævnte ikke er opklaret efter mere end 1000 dage så tvivler jeg ærligt talt på at den nogensinde bliver opklaret. Der må være tale om en helt utrolig inkompetance når Yvonne Bohnstedt ikke synes at 3 år er særlig lang tid til at undersøge denne sag. Set i lyset af at der med stor sikkerhed ikke dukker nye informationer frem kunne jeg godt tænke mig at spørge om hvor lang tid Yvonne Bohnstedt mener det vil være rimeligt til en sådan sag. Man får uvægerligt en mistanke om at havarikommisionen får et større økonomisk udbytte af at trække sagen i langdrag, jeg håber bestemt at jeg tager fejl i det sidste.

  • 0
  • 0

Det er trist at havarikommissionen forsvarer det enorme tidsforbrug, tilsyneladende uden så meget som at anføre specielle årsager til at det tager så lang tid. Jeg vil nu alligevel gætte på, at der er særlige omstændigheder på spil. De 3 år er næppe reglen.

Luftfartens internationale regelværk fastsætter, at udredning af flyhavarier skal ske hurtigst muligt, dog maksimalt efter 12 måneder (ICAOs Annex 13). Her har vi åbenbart en S-togs-ulykke, som er mere end 3 gange så kompliceret at udrede som en flykatastrofe.

På den måde bliver de folk i jernbanebranchen, som er ansvarlige for sikkerheden, jo tvunget til at drage deres egne konklusioner, inden havarikommissionens kommer med svar.

  • 0
  • 0

Når DSB S-tog har lagt sig i en bane hvor interesserne er 'skjulte' men konstant i en lind strøm lyver om HVAD-SOM-HELST.

Også når De står overfor det danske retssystem, DSB S-tog er skrubelløs og må snart lære

16 år som lokomotivfører (Og havde tavshedspligt, det er ikke altid let for medarbejderne !!!!)

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten