Rystede teknikere lige James Webb teleskopet i stykker?
Når man håndterer et 10 milliarder dollars dyrt teleskop, så gælder det om ikke at ryste på hånden.
Alligevel kom teknikere hos franske Arianespace til at ryste teleskopet så meget, at opsendelsen indtil videre er udsat fra den 18. december til den 22. december - såfremt yderligere inspektioner ikke afslører problemer.
ESA og Nasa har kun udsendt hver deres yderst kortfattede pressemeddelelser om hændelsen, der bliver beskrevet som en rystelse forårsaget af en »pludselig og uplanlagt udløsning af et spændebånd, som holder Webb-teleskopet fastgjort til forbindelsesleddet til løfteraketten (launch vehicle adapter).«
Hvad kan vi så udlede af det?
Jo. Først og fremmest er der tale om et meget stort spændebånd, der befinder sig i den nederste ring på undersiden af Webb-teleskopet. Under monteringen af teleskopet på Ariane 5 raketten glider launch vehicle adapteren op i ringen og bliver låst med spændebåndet. Udløsningen af spændebåndet sker typisk med pyroteknik eller gas.
Læs også: Efter års forsinkelse: Nu skal afløseren for Hubble-rumteleskopet omsider af sted
Når vi er så tæt på den planlagte opsendelse, må der være tale om den sidste samling af teleskopet og det koniske forbindelsesled eller adapter. Der vil derfor næppe være tale om en test med pyroteknik eller lignende, og der vil næppe heller være tale om, at adapteren så og sige er faldet ud af den nederste ring, som man ellers tester. Så på baggrund af de foreløbige informationer vil der formentlig være tale om en mindre rystelse alene forårsaget af udløsningen af spændebåndet. Altså en rystelse, som man også må formode sker under opsendelsen.
Nasa har produceret flere videoer om James Webb-rumteleskopet. Her er nogle få af dem. En generel introduktion Spejlet foldes sammen før opsendelsen En timelapse fra fremstillingenVideoer om James Webb-rumteleskopet
En Nasa-ledet lynundersøgelse skal nu sikre, at der ikke er sket skader på teleskopet, og i Nasas pressemeddelelse understreger de, at ansvaret for hændelse påhviler Arianespace.
Læs også: Astronom om nye Kepler-data: »Vores jord er en ganske almindelig planet«
Webb-teleskopet var oprindelig planlagt til at blive opsendt for et årti siden, og skal afløse Hubble-teleskopet, der også er begyndt at lide alvorligt af alderdom.
Webb-teleskopet vil give astronomer helt nye muligheder for blandt andet at studere exoplaneter. Men først skal teleskopet finde vej til sit bestemmelsessted i Lagrange 2 punktet i et kredsløb om Solen 1,5 mio. kilometer fra Jorden. Og udfoldningen af teleskopet bliver en nervepirrende proces med 300 sekvenser, der skal forløbe fejlfrit.
