Rystede forskere: Analysefejl sår tvivl om det danske vandmiljø

Oprulningen af en skandale i det danske vandmiljøprogram begyndte, som den slags nu gør, med en undren: Hvordan kunne det være, at indholdet af kvælstof og fosfor i de danske vandløb tilsyneladende faldt voldsomt, efter at 2015 var blevet til 2016?

Forskerne på Aarhus Universitet behøvede ikke at klø sig mange gange i nakken for at finde en logisk forklaring. Ved årsskiftet havde Miljøstyrelsen skiftet leverandør. Ét privat laboratorium, ALS, havde overtaget efter et andet, Eurofins.

Hurtigt så det ud til, at fejlen endda var enkel at identificere: ALS havde brugt en anden metode til at analysere kvælstof og fosfor i prøverne fra danske søer, åer og farvande.

Så burde den jo være i vinkel. Metoden var måske ikke lige så god som den, Eurofins havde benyttet. ALS kunne derfor få besked på at forbedre sig, og så skulle den sag være ude af verden, for der var trods alt kun tale om godt og vel et års prøver.

Det skulle imidlertid snart vise sig, at skiftet af laboratorium kun var toppen af isbjerget. For efter at have undersøgt sagen igennem snart et år, står det klart for Aarhus Universitet og Miljøstyrelsen, at samme analysemetode blev benyttet af Eurofins fra 2010 til 2015 og muligvis endda helt tilbage fra 2007. Eurofins fortalte blot ingen om det, men indberettede resultaterne, som var de analyseret med en anden metode.

Forløbet af de mange år med forkerte målinger frustrerer forskerne:

»Man bliver rystet, det gør man da. Vi har brugt de data til årsrapportering og i vores rapportering i tiltro til, at de er udført efter en bestemt metode,« konstaterer professor Jacob Carstensen. Han er førsteforfatter på undersøgelsen af, hvilke konsekvenser analysefejlene har på målinger i saltvand.

Han bliver suppleret af sin professor-kollega Stiig Markager, der har spillet en central rolle i oprulningen, selv om han ikke er på forfatterlisten på de nye rapporter.

»Jeg kan kun give dig ret i, at det er håbløst, grænsende til det banale,« siger han.

Bag analysemetoderne

For at forstå, hvad der er så håbløst ved håndteringen af prøverne af næringsstofferne kvælstof og fosfor, skal vi kigge nærmere på analysemetoderne.

For så vidt angår kvælstof, er problemet, at målemetoderne ikke tillader at måle indholdet af organiske forbindelser, kun de uorganiske, det vil sige nitrit, nitrat og ammonium. Hovedparten af kvælstoffet er organisk bundet, mere i havvand end i ferskvand. I havvand om sommeren kan 95-98 procent af kvælstoffet være bundet i organiske forbindelser, især humusstoffer. De molekyler skal derfor oxideres, så de bliver omdannet til nitrat, som kan måles, så det samlede indhold af kvælstof i vandet kan fastslås.

Det kan gøres på to forskellige måder. Den oprindelige gik populært sagt ud på at trykkoge prøverne med brintoverilte, såkaldt autoklavering. Den anden metode benytter UV-stråler til at oxidere det organiske kvælstof.

Da ALS vandt opgaven med at analysere vandprøverne, bad laboratoriet om at oprette en ny kategori i den database, hvori vandprøverne bliver indberettet, så det fremgik, at der var benyttet UV-stråler. Den kategori fandtes nemlig ikke.

Og så skal vi tilbage til Stiig Mark­ager. I marts sidste år var han som konsulent for Miljøstyrelsen med på et møde i den internationale organisation Helcom, som varetager samarbejdet om Helsinki-konventionen. Den vedrører miljøet i Østersøen.

Her undrede nogle lande sig højlydt over, at de danske måleresultater viste markant lavere indhold af kvælstof i nogle af farvandene end deres egne. Danmark deler nemlig målestationer med Tyskland og Sverige i Kattegat, Storebælt, Øresund, Femer Bælt, Akona (vest for Bornholm) og Bornholmsbassinet, men landene tager deres egne prøver. De danske viste altså lavere indhold af kvælstof end de tyske og svenske.

Det fik Stiig Markager til at huske på et projekt, som han i 2012 udførte i samarbejde med Københavns Universitet. Fire ph.d.-studerende var med Miljøstyrelsens skib ude at tage prøver i Roskilde Fjord og Storebælt. Universiteterne analyserede deres egne prøver selv, mens Miljøstyrelsen dengang sendte sine prøver til Eurofins.

Da Stiig Markager kom tilbage på kontoret i Roskilde, fandt han resultaterne fra 2012 frem og sammenlignede dem med Miljøstyrelsens målinger, taget fra samme skib på samme tidspunkt.

»Det viser sig, at der er en forskel på 20 procent,« konstaterer han.

Derfor skrev Stiig Markager en e-mail til den medarbejder fra Miljøstyrelsen, som også deltog i Helcom-mødet, og gjorde hende opmærksom på, at problemet med analyserne ikke kun vedrører den nye leverandør fra 2016.

Tværtimod har undersøgelserne vist, at Eurofins konsekvent også har benyttet UV-metoden til at oxidere det organiske kvælstof og fosfor siden 2010.

Frem til 2006 bestilte amterne analyser af vandprøverne. De blev foretaget af både kommunale og private laboratorier samt af det daværende Danmarks Miljøundersøgelser nu Aarhus Universitet. Dengang blev kun autoklavering benyttet. Men fra 2006 blev laboratorierne opkøbt, en del af Eurofins.

Miljøstyrelsen vil ikke stille op til interview om, hvordan den griber detektivarbejdet med at finde frem til analysemetoderne an, men ifølge forskerne på Aarhus Universitet er der endnu ikke overblik over, hvilken metode der blev brugt på de danske vandprøver i de år. Stiig Markager har dog hørt, at Eurofins benyttede UV-bestråling fra 2008. Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra Eurofins til denne artikel.

Ifølge Stiig Markager er det i direkte modstrid med den videnskabelige litteratur at benytte UV til at oxidere prøver fra vandmiljøet. Årsagen er enkel.

»Der er masser af UV-lys i havet og søer. Derfor er det organiske stof, som kan nedbrydes af UV-lys, allerede nedbrudt i forvejen. At benytte en metode, som baserer sig på, at den kan nedbryde de resterende organiske forbindelse med UV-lys, er i modstrid med enhver logik. Det er helt amatøragtigt,« siger han.

Manglende oplysning det værste

Men det er kun begyndelsen på hans kritik af Eurofins og for den sags skyld ALS, som dog har erkendt sine fejl. For det værste er næsten, at Eurofins ganske enkelt ikke oplyste, at analysemetoden var ændret fra autoklave til UV. Da kategorien ikke fandtes i databasen, blev resultaterne blot indberettet som hidtil.

»Det er videnskabeligt set en dødssynd. Hvis vi ikke kan stole på, at hvad der står i en database er rigtigt, falder alt sammen,« siger Stiig Markager.

Hertil kommer så Miljøstyrelsens såkaldte referencelaboratorium – som også hedder Eurofins. Stiig Markager ser det som referencelaboratoriets opgave at sikre, at målingerne bliver udført korrekt og med den relevante metode, og han finder det meget kritisabelt at skifte metode uden at kontrollere, at man får samme resultat som med den gamle metode. Han finder det elementært at kunne dokumentere, at ændring i udførelsen ikke påvirker resultatet.

Desuden er laboratorierne akkrediteret af Danak, men ifølge professoren sikrer akkrediteringen udelukkende, at laboratoriet kan udføre en bestemt metode, ikke at metoden er den korrekte til formålet. Det er referencelaboratoriets opgave.

»De påstår, at der er vandtætte skotter, så Eurofins ikke kontrollerer sig selv. Til det er der kun at sige, at de har fejlet i dette tilfælde,« konstaterer professoren.

Endelig ser han det som en fejl, at Miljøstyrelsen ikke krævede kontrolmålinger, da analyserne blev sendt i udbud. Hvis blot en lille del af prøverne var blevet kontrolleret, var fejlen hurtigt blevet fundet.

Hos Miljøstyrelsen svarer kontorchef Rasmus Moe Ingeniøren skriftligt og afviser, at styrelsen har sat ræven til at vogte gæs ved at have Eurofins som referencelaboratorium.

»Referencelaboratoriet er Miljøstyrelsens rådgiver inden for reglerne om analysekvalitet. Reference­laboratoriet fører ikke kontrol med laboratorier,« skriver kontorchefen og tilføjer, at »vi gør meget for at sikre, at der ikke sker fejl.«

»Du kan aldrig gardere dig 100 procent. Derfor er det også en del af eftersynet at se på, om organiseringen og regelgrundlaget for analyser kan forbedres uden at skabe unødvendigt bureaukrati,« lyder det.