Rygning skader fostrets sædkvalitet

Hvis kvinder ryger ti cigaretter dagligt under graviditeten, risikerer de at forringe mulighederne for, at deres sønner kan gøre en kvinde gravid.

Det viser en undersøgelse, som læge ph.d Lone Storgaard, Arbejdsmedicinsk klinik i Århus har stået i spidsen for.

Resultateterne af projektet afslører et klart sammenfald mellem gravides rygning og deres sønners sædkvalitet. Det viser sig, at mænd har fået halveret deres sædkvalitet, hvis deres mødre røg over 10 cigaretter dagligt under graviditeten.

Undersøgelsen kaster et opsigtsvækkende nyt lys på en af de seneste ti års største sundhedsvidenskabelige gåder: danske mænds stærkt forringede sædkvalitet, skriver Berlingske Tidende torsdag.

De danske drenge har generelt kun halvt så mange skud i bøssen som finnerne, og flere undersøgelser af blandt andet professor Niels Erik Skakkebæk fra Rigshospitalet antyder også et fald i den danske sædkvalitet det seneste halve århundrede.

Passer med de storrygende danske kvinder

De nye resultater tyder på, at skaden på sønnernes sæd er afhængig af den dosis tjærestoffer og andre tobaksstoffer, fostret udsættes for. For det var netop kun sønner af storrygere, der havde den markant nedsatte sædkvalitet.

»Resultatet passer godt med, at danske kvinder er blandt de mest rygende i verden. Faldet i sædkvalitet stemmer også overens med den stigning i antallet af rygende kvinder, som vi så, da mødrene i undersøgelsen fik deres børn for 20 til 40 år siden. Endelig er resultatet en mulig forklaring på, at finske mænd har en sædkvalitet, der er dobbelt så god som danskernes. For mens cirka 45 procent af de danske kvinder røg i 70erne, var det kun 15 procent af de finske kvinder,« siger Lone Storgaard til Berlingske Tidende.

Selv om tobakken har vist sig som et godt bud på en årsag til forringet sæd, mener hun ikke, det er den eneste forklaring på de regionale forskelle i sædkvalitet. Lone Storgaard nævner ændringer i sexvaner, stillesiddende arbejde og genetiske faktorer som andre mulige forklaringer på den særligt ringe danske sæd.

Hidtil har en af stoffer med hormonlignende effekter, for eksempel plastikblødgørere, været blandt de hovedmistænkte i det mysterium, som den faldende sædkvalitet hidtil har været, ligesom moderne engangsbleer har været mistænkt.