Russiske trusler om at crashe ISS er tom snak - lige nu crasher deres rumindustri

Nasa-astronaut Scott Kelly, der her giver thumbs up, har for nylig været i verbal infight på Twitter med den russiske rumchef Dimitrij Rogosjin. Her ses han under en af sine mange ophold på ISS med russiske Anton Shkaplerov i Destiny-modulet. Illustration: Nasa

»Hvem vil forhindre ISS i at styrte ned over USA eller Europa? Den 500 ton tunge konstruktion kan også ramme Indien eller Kina.«

Sådan lød ordene for nylig fra Dimitrij Rógosjin, chefen for det russiske rumagentur, Roscosmos.

Udbruddet var en reaktion på, at USA indførte sanktioner, der – med præsident Bidens ord – ville ramme russisk hightechindustri, herunder deres rumprogram. Og udbruddet
fra den altid bramfrie rumchef og tidligere politiker var ikke helt overraskende. Tilbage under Krimkrisen truede Rogosjin også med at forlade rumstationen. Men det er alligevel første gang, Roscosmoschefen flirter med udsagn, der gør ISS til et våben i stedet for det fredssymbol, som er indlejret i dens konstruktion.

ISS blev skabt tilbage i slutningen af 1990’erne som et redskab til fred og internationalt samarbejde, hævet over kontroverser på Jorden. I en højere sags tjeneste. En slags nattehimlens fredsdue.

Den er også et forskningslaboratorium, men det internationale samarbejde er vævet ind i rumstationens konstruktion, fordi gensidig afhængighed i sig selv er målet med ISS: Både elektriske systemer og varmereguleringen omfatter hele ISS, og på mange måder er det umuligt at skelne mellem ‘dit’ og ‘mit’.

Det er godt nok de russiske Progressfartøjer, koblet til det russiske Zarayamodul, der holder ISS fast i kredsløbet ved jævnlige reboosts. Men instrumenter til at styre stationen med, f.eks. gyroskoper, findes på den amerikanske side. ESA står bag dele af computersystemet, som mission control bruger til at rebooste stationen med, når der er behov. Elektriciteten til alt arbejdet kommer fra de amerikanske solpaneler. Her deler man alt – selv urin, hvis der er brug for ekstra vand i nogle moduler.

ISS crasher ikke bare

Det store spørgsmål i disse dage er så, om resten af parterne i ISS kan klare sig uden Rusland og de russiske reboosts. Og svaret er ja. Ikke med få dages varsel. Men på lidt længere sigt.

Det amerikanske Cygnusfartøj, der for nylig ankom til ISS, skal om kort tid foretage et forsøg på at rebooste ISS. Og det er en mission, som var planlagt længe før invasionen i Ukraine. Elon Musk har for nylig også meldt sig klar til at undersøge mulighederne for, at eksempelvis Dragonfartøjerne kan give det fornødne boost. Russerne har da heller ikke et historisk monopol på at holde ISS i kredsløb. ESA har tidligere brugt ATV-fartøjer til den samme manøvre.

Uden russerne kan der være udfordringer med at få styr på orienteringen af ISS – og skulle russerne trække sig, kan der med tiden opstå udfordringer med reservedele til bestemte systemer. Men det er udfordringer, der kan løses.

På ét punkt rammer krisen ISS

I øjeblikket er det dog mest Rogosjins trusler, der buldrer mod ISS. Roscosmos giver stadig amerikanere plads i Soyuzkapslerne, russiske astronauter er på træningsophold i USA, og samarbejdet mellem ingeniører og mission control i Houston og Moskva er upåvirket.

USA har også specifikt valgt at friholde samarbejdet med ISS fra sanktionerne mod Rusland. Det meldte de ud efter Rogosjins vredesudbrud. Og både ESA og Nasa holder meget lav profil omkring ISS.
Men på ét punkt har invasionen i Ukraine påvirket arbejdet på ISS. Rusland har forbudt deres kosmonauter at indgå i samarbejder om tysk forskning på ISS, efter at Tyskland afbrød videnskabeligt samarbejde med Rusland, og der blev slukket for det fælles russisk-tyske rumteleskop eROSITA.

Eftersom én ud af syv astronauter på ISS er tysker, nemlig den eneste ESA-astronaut, Mathias Maurer, kan man kun forestille sig, hvordan humøret er hos ham i disse dage.

Men ellers fortsætter dagligdagen 400 kilometer over hovedet på os umiddelbart, og ingen tweets deroppefra antyder, om de svævende Homo sapiens ryster på hovedet af os hernede, eller om de befinder sig i en virkelig udgave af onlinespillet Among Us – der handler om at identificere sabotører på f.eks. en rumstation.

Følger de med på Twitter, kan man dog ikke fortænke dem i at ryste lidt på hovedet over den Twitter-fight, der for nylig udspillede sig mellem den garvede Nasa-astronaut Scott Kelly og førnævnte Dimitrij Rogosjin. Her manglede der i den grad en voksen, da udfald som »idiot«, »debil« og »dement« blev udvekslet, og Rogosjin – igen – truede med at crashe ISS og anbefale Kelly at få undersøgt hjernen.

Afgørende uger forude

De næste uger vil dog vise, hvor slemt det hele står til. Nye rumvandringer med både amerikanere og russere er planlagt. Og 18. marts bliver tre nye russere sendt til ISS efterfulgt af nye Nasa- og ESA-astronauter i april. Holder de planer, er der håb om, at ISS kan forblive et symbol og et redskab for fred og samarbejde. Gør de ikke, vil ISS miste sin berettigelse.

ESA-samarbejdet om Mars-roveren Rosalind Franklin er stoppet. En russisk-amerikansk mission til Venus er stoppet. Russerne vil selv op til planeten, som de i øvrigt har meldt ud er russisk ejendom.
Russerne har også droppet opsendelser fra Fransk Guyana med ESA, hvor de i årevis har haft et tæt samarbejde om opsendelsen af mellemraketter i form af Soyuz. Russerne har også droppet opsendelsen af satellitter fra virksomheden OneWeb både fra Fransk Guyana og Bajkonur og stoppet leverancer af raketmotorer til deres vestlige partnere.

»De må bruge kosteskafter,« lød det fra Rogosjin.

Vi kan selv – men vil vi det?

Men Vesten har andet end kosteskafter. Og russerne er slet ikke en stormagt i rummet længere. SpaceX og snart Boeing har egne raketter og kapsler til ISS, og paletten af
SpaceX-motorer samt andre som f.eks ESA’s Vega gør Soyuzraketterne mere og mere overflødige.

Rusland har længe været på vej ud af markedet for rumfart. Men med Rogosjins opførsel går det nu lynhurtigt. Og som Scott Kelly påpegede under Twitter-fighten med Rogosjin, er Rusland i færd med at smadre sit eget marked for rumfart.

Private aktører som United Launch Alliance og OneWeb vil ikke turde samarbejde med så usikker en partner igen, så Rusland må fremover kigge mod øst for samarbejder. Her vil Rusland blive en slags ‘Georg Gearløs’ lille hjælper’ i samarbejdet med Kina, der har fuld fart på sine egne planer.

Vesten kan selv i rummet. Men det var jo aldrig meningen.