Russisk satellit skal studere atmosfæren

Satellitten, Meteor 3M, er russisk satellit-platform og mandagens opsendelse var forsynet med i alt ni videnskabelige instrumenter, herunder et amerikansk.

Meteor 3M skal gennemføre mange forskellige målinger i synligt og infrarødt lys af interesse for meteorologer og forskere i Rusland. Det amerikanske instrument er leveret af NASA og skal måle aerosoler, gasser og temperatur- og tryk-variationer langs vertikale snit gennem atmosfæren. Satellitten er placeret i en solsynkron bane, dvs. en bane, hvis plan har en konstant vinkel til Solen. En satellit i en solsynkron bane passerer derfor ækvator på samme lokale klokkeslæt hver dag og banen kan vælges efter, om man er interesseret i fuld belysning lige under satellitten eller om man vil ”flyve over” skumringszonen. Banehøjden bestemmer omløbstiden og dermed, hvor lang tid der går imellem satellitten overflyver samme sted. Meteor 3M-N1, som mandagens satellit hedder, er placeret i en 1020 km høj bane.

Zenit-2 raketten sendte fire små satellitter op sammen med den meteorologiske satellit. Det var 1) en lille pakistansk eksperimental satellit Badr-B, som er Pakistans anden satellit og 2) en marokkansk/tysk teknologi-satellit, Maroc-Tubsat og 3) en lille russisk satellit, Kompass, som skal hjælpe med at forudsige jordskælv og endelig 4) en lille russisk/amerikansk sag, Reflektor, som skal hjælpe med at holde styr på rumaffaldet.

Mandagens Zenit opsendelse var formentlig årets næstsidste opsendelse, idet russerne planlægger en opsendelse af seks kommunikationssatellitter med en Tsiklon raket senere i december. Amerikanerne går i gang igen den 15. januar med en Titan 4 raket, der skal sende endnu en Milstar satellit op og Ariane sender dagen efter en indisk Insat 3C op med en Ariane-4 raket.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten