Russisk opsendelse af Iridium satellitter

Torsdag formiddag kl. 11.34 dansk tid sendte en russisk Rokot raket to amerikanske Iridium satellitter op fra Plesetsk basen i det nordlige Rusland. Det var den anden kommercielle opsendelse af den »nye« raket, som i virkeligheden er et tilpasset SS-19 interkontinentalt ballistisk missil udviklet af det russiske statsejede selskab Khrunichev. Rokot raketten markedsføres og sælges af det tyske firma Eurockot Launch Services med hovedsæde i Bremen. Opsendelsen fra Plesetsk var vellykket.

Iridium Satellite LLC, som det 1 år gamle rekonstruerede Iridium selskab hedder, købte det konkursramte Iridium selskab for 25 mio USD i december 2000 og startede kommerciel drift i marts 2001. Selskabet blev især belønnet med en solid flerårig kontrakt med det amerikanske militær. Dagens opsendelse betød, at Iridium systemet, som var dødsdømt for 1½ år siden, i dag har 66 operationelle- og 14 reserve satellitter. Dermed har Iridium ifølge egne beregninger kapacitet i rummet til de næste 8 års drift.