Russisk Mars-sonde fundet 42 år efter at den blev tavs

Russiske rumfartsentusiaster har på amerikanske billeder fundet landingsstedet for den russiske Mars-3-rumsonde.

Mars-3 var Sovjetunionens første sonde, der landede på Mars. Den blev sendt af sted samtidig med Mars-2, der gik tabt i en støvstorm. Anderledes gik det for Mars-3, som landede den 2. december 1971 og sendte data i 14,5 sekunder, før den af ukendte årsager blev tavs. Landingen fandt sted i Ptolemaeus-krateret.

En gruppe russiske rumfartsentusiaster under ledelse af Vitali Egorov fra St. Petersburg har gennemgået hundredvis af billeder fra landingsområdet for at finde Mars-3. Billederne er sendt hjem af Nasas Mars Reconaissance Orbiter, der har været i kredsløb om Mars siden 2006.

Efter at have gennemgået en stor del af de 2.500 billeder, som dækker Ptolemaeus–krateret, fandt rumfartsentusiasterne tegn efter rumsonden. På et billede fra 2007 fandt de spor, der kunne stamme fra Mars-3, dens faldskærm, varmeskjold og bremseraketter.

De genstande, de har fundet på billederne, passer i størrelse og form med udstyret, som russerne sendte af sted. Samtidig er de fundet i et mønster på overfladen, som passer med den sovjetiske rumsondes landingssekvens.

En af de ting, de har fundet, er faldskærmen. På billedet måler den 7,5 meter i diameter. Foldet helt ud ville den have en diameter på 11 meter.

I en Nasa-pressemeddelelse oplyser Vitali Egorov, at et af hans formål med at finde Mars-3 var at vise offentligheden, at udforskningen af Mars er tilgængelige for alle. En russisk forsker, Alexander Basilevsky fra Vernadsky Institute of Geochemistry and Analytical Chemistry i Moskva, kontaktede Nasa for at få nyere billeder af området.

De nye billeder blev taget den 10. marts i år med Mars Reconaissance Orbiters højopløselige kamera HiRise. Dette billede bekræfter fundet.

Efter Mars-3 forsøgte Sovjetunionen endnu to gange at lande rumsonder på Mars. Begge disse, Mars-6 og Mars-7, slog fejl. Den første amerikanske rumsonde, der landede på Mars, var Viking-1 i juli 1976.

Se også artikel på Space.com.

Emner : Mars
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

...., at rettighederne til at ALLE former for extraterrestrielle ressourcer overgives til FN, så de kan udleje/koncessionere rådighed over et område (evt. en asteroide) til lande/firmaer, der ønsker at operere dér. På dén måde bør det være muligt, at vi ikke skal til at opleve flere kolonikrige og lign.

  • 0
  • 2
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten