Russisk hvaljagt stoppet

Kun ti dage efter, at russiske hvalfangere havde fået lov til at fange hvaler til kommercielt brug igen, har internationalt pres sat en stopper for det. Den russiske regering lukkede tirsdag med øjeblikkelig virkning for fangsten.

Russiske fangere havde ellers fået en kvote på 200 tons kød og spæk fra hvide Beluga-hvaler, som de kunne udnytte. Hvalerne afsættes på det japanske marked, hvor der er en enorm efterspørgsel. Men kun 13 tons nåede til japansk havn, før forbuddet igen blev iværksat.

Japan har længe arbejdet internationalt for at åbne for kommerciel hvalfangst, men endnu uden den store virkning. Japan fanger dog selv 540 vågehvaler om året i såkaldt forskningsøjemed. Det lader sig gøre på grund af et smuthul i de internationale konventioner om hvalfangst.