Russisk atomubåd lækker cæsium-137 i Barentshavet
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Russisk atomubåd lækker cæsium-137 i Barentshavet

Den russiske atomubåd Komsomolets, der sank i Barentshavet i 1989, viser sig stadig at lække radioaktivt cæsium-137 fra et rør i skroget. Det afslører en norsk undersøgelse af ubåden foretaget med en fjernstyret ubåd af typen Ægir 6000 fra universitetet i Bergen.

Ubåden af mærket K-278 forliste syd for Svalbard i 1989, da der udbrød brand ombord. I første omgang lykkedes det ubåden at komme op til overfladen, men den sank derefter igen med 42 omkomne og to torpedoer med plutonium-sprænghoveder ombord.

Siden har vraget ligget på 1680 meters dybde, og både russiske og norske inspektioner af ubåden har tidligere vist en lækage af radioaktivt materiale fra ubåden. Det ønskede nordmændene nu at undersøge nærmere.

Igen kunne nordmændene altså konstaterer lækage fra et ventilationsrør, og niveauerne af cæsium blev målt til 100 Bq per liter, hvilket er 800.000 gange højere end normalen.

Alligevel vurderer forskerne ikke, at der er risiko for fisk og dyr i området. Til sammenligning er grænseværdien for radioaktivitet i madvarer sat til 600 Bq/kg. Den grænse satte de norske myndigheder efter Tjernobyl-ulykken.

»Vi måler helt klart et højere niveau end normalt i havet, men niveauerne er ikke alarmerende,« siger togtleder Hilde Elise Heldal i en pressemeddelelse fra det norske havforskningsinstitut.

»Vi har de seneste dage også taget prøver nogle meter over røret. Her fandt vi ikke målbare niveauer af radioaktivt cæsium, imodsætning til i selve røret,« siger hun.

"Sky" forvirrer forskerne

Før prøvetagningen observerede forskerne en sky, der kom op fra røret. De ved endnu ikke, om skyen hænger sammen med den forhøjede radioaktivitet.

»Det ser ret dramatisk ud på video, og det er virkelig interessant, men vi ved ikke, hvad vi egentlig ser, og hvorfor fænomenet sker. Det ønsker vi at blive klogere på,« siger havforsker forsker Justin Gwynn fra Direktoratet for strålingsbeskyttelse og atomsikkerhed (DSA).

Positivt samarbejde med russerne

Ombord på forskningsskibet G.O. Sars var også inviteret russiske forskere, og der er på togtet indsamlet prøver af havbunden, samt af de dyr, som lever på vraget. De skal analyseres nærmere hjemme.

De norske forskere oplever en stor samarbejdsvillighed fra russerne om kortlægningen af forurening fra Komsomolets, og ifølge en norsk forsker og ekspert i militære anliggender, Ståle Ulriksen, så skyldes samarbejdet blandt andet en fælles interesse i at sikre torskebestandene og fiskeriet i farvandet.

»Det overrasker mig egentlig, at de er så samarbejdsvillige. Den sikkerhedspolitiske stemning i nord er anspændt, og der er en del tegn på, at vi er tilbage ved situationen under den kolde krig. Det her samarbejde er et lyspunkt,« siger han til VG.no.

Atomubåden Komsomolets blev søsat i 1983, måler 117 meter og kunne dykke til 1250 meter. Dens makshastighed var 30 knob, svarende til 56 km/t.

Emner : Vandmiljø
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Bør den ikke hæves, eller få fjernet reaktoren, eller måske indkapsle den?

Noget andet er, hvor meget ligger der af den slags ulmene naturkatastrofer hist og pist, er der viden og tal på det.

  • 0
  • 2

De 800.000 gange højere end normalen, antager jeg er i forhold til cæsium-137 i baggrundsstrålingen. Der er nærmest nul i baggrundsstrålingen. 800.000 x nærmest nul kan godt fortsat være ikke særligt meget.

Cæsium-137 er ikke så godt for kroppen, men er 100 Bq/l farligt?

I drikkevandet fra Vang på Bornholm er der 87 Bq/l. Dette er komplet ufarligt. Radioaktiviteten kommer dog her fra Radon. Hvad grænseværdien for cæsium-137 er, ved jeg ikke.

Ref.: https://www.google.com/url?sa=t&source=web...

  • 4
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten