Rusland afbryder atomaftale med USA
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du både vores brugerbetingelser og at Mediehuset Ingeniøren og IDA group ind i mellem kontakter dig angående events, analyser, nyheder, tilbud etc. via telefon, SMS og e-mail. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Rusland afbryder atomaftale med USA

Barsebäck

Rusland afbrød 5. oktober den aftale om forskning og udvikling inden for atomkraft, som blev indgået med USA i 2013. Det skriver Science.

Samarbejdet mellem mellem de to lande kunne ellers have ført til mere avancerede atomkraftværker, atombrændsel, nonproliferation (forhindre udbredelsen af nationer, som besidder atomvåben), sikkerhed og oprydning af radioaktive steder.

Det er oplagt, fordi USA og Rusland er de to nationer, der er længst inden for atomkraft og forskning inden for området. Der ligger derfor et vist ansvar hos de to nationer, mener Andrew Bieniawski, vicepræsident for ‘material security and minimization’ i Nuclear Threat Initiative (NTI) til Science Magazine.

Men Rusland har afbrudt samarbejdet, fordi man ikke mener at have USA’s opbakning i mange henseender. Det gælder eksempelvis de sanktioner, som USA indførte mod Rusland efter annekteringen af Krim, samt den skarpe kritik, som USA har rettet mod Rusland gående på deres bombninger i Aleppo, Syrien.

Ikke samme prioriteter

Samarbejdet har dog langtfra været gnidningsfrit indtil nu, da Rusland og USA ikke er enige i deres prioriteter i forhold til atomkraft. Rusland har gjort det klart, at nonproliferation ikke er en prioritet. Til gengæld mener USA, at der efter Fukushima-ulykken i 2011 skal forskes mere i atomulykke-resistent indkapsling. Men tempoet i forskningen blev langsommere efter USA’s fremturen mod Ruslands annektering af Krim-halvøen.

R&D-aftalen er ikke den eneste aftale, som Rusland har brudt på denne baggrund. 3. oktober meddelte russerne, at samarbejdet om at eliminere 34 ton plutonium – nok til 17.000 bomber – ikke længere opretholdes.

Døren holdes på klem

Spørgsmålet er nu, hvor store konsekvenser det får, at Rusland har afbrudt aftalen. Nogle mener, at afbrydelsen hovedsageligt er symbolsk og ikke kommer til at betyde det store. Belægget herfor bygges på, at Rusland har vist meget lidt interesse i at konvertere sine undersøgelses-reaktorer til at bruge lav-aktivt uran i stedet for det højt berigede uran HEU, der også kan benyttes til våben.

Men Rusland ser ingen grund til at afbryde konverteringen af HEU-reaktorer i andre lande. I sidste uge fjernede USA og Rusland 61 kg HEU fra en reaktor i Polen. Det var det sidste af de ca. 700 kg HEU – nok til mere end 25 atombomber – som USA og Rusland i mere end 10 år har samarbejdet om på at fjerne fra Polen.

Rusland holder også døren åben for USA og har udtalt, at man er åben over for at genoptage samarbejdet med USA, når Rusland mener, at det er berettiget i en generel kontekst af et forbedret forhold til USA.

Der er mange projekter, der kan laves med et samarbejde om atomkraft mellem USA og Rusland, mener Bieniawski fra NTI. Indtil videre har de identificeret 51 projekter, som kan komme begge lande til gode. De projekter offentliggør NTI senere på året. Om samarbejdet og fuldførelsen af projekterne kommer til at ske, må tiden vise.

Kommentarer (0)