Rumturisterne kan snart gå til gaten

Sådan så det ud søndag den 29. april 2018 ved Blue Origins testflyvning af New Shepard. Illustration: Skærmprint fra Blue Origins video: Replay of New Shepard Mission 8 Livestream

Søndag var en dejlig dag for det private rumfartsfirma Blue Origin med Jeff Bezos fra Amazon.com i spidsen.

For efter adskillige timers forsinkelse på grund af først kraftigt tordenvejr, dernæst et sidste minuts ekstra tjek før liftoff, gik alt som det skulle ved en ny testflyvning af passager-rumkapslen New Shepard.

Den ventes i fremtiden at sende velhavende turister ud i rummet – cirka 100 km oppe.

Boosteren vendte retur, og landede som planlagt på en platform. Og kort efter landede passagerkapslen ved hjælp af små raketmotorer og tre store faldskærme på landjorden med en uskadt dummy-astronaut og en række forskningsudstyr.

I de kommende måneder skal der udføres en række nye testflyvninger. Og ifølge nyhedsmediet Space.com har repræsentanter fra Blue Origin sagt, at man måske allerede i slutningen af 2018 kan sende turister ud i rummet med New Shepard.

Det er uvist, hvad billetprisen kommer til at koste.

Humor er en stor del af rumfartsmiljøet især omkring dummy-astronauterne, der næsten har deres eget liv. Se bare tweetet herunder.

New Glen er klar i 2020’erne

Ved gårsdagens flyvning var der tale om genbrug af både raket og rumkapsel. Og det er vejen frem for at kunne gøre opsendelserne billigst mulige, og det er en filosofi og metode, som alle udvikler på inden for rumfart i dag.

Læs også: Nyt rumkapløb kræver gigantiske raketter – og de er på vej

Rumkapslen nåede op i 106 km højde. Det er den højeste testflyvning indtil nu. Flyvningen varede 10 minutter og 19 sekunder.

Testflyvningen var samtidig den anden test af Blue Origins New Shepard 2.0-motor, der første gang fløj i december 2017. Det er samlet den ottende testflyvning af Blue Origin, der i 2015-16 har testet en tidligere version af New Shepard.

Sideløbende med New Shepard udvikler Blue Origin også raketten New Glen, der modsat New Shepard kan bringe rumfartøjer i kredsløb om Jorden. Ved et pressemøde efter søndagens testflyvning oplyste Blue Origin, at passagerer må vente til engang i 2020’erne på at komme ud at flyve med New Glen.

Her lander rumkapslen ved hjælp af tre faldskærme. De tre sorte cirkler er skygger fra faldskærmene. Illustration: Skærmprint fra Blue Origins video: Replay of New Shepard Mission 8 Livestream

To spillere på markedet

Lige nu er der to spillere på markedet for den nære fremtids privat rumturisme; Virgin Galactic og Blue Origin, hvor Virgin Galatic arbejder med rumfly,

Læs også: Rumfart: 12 store begivenheder vi holder øje med i 2018

Begge opererer med en såkaldt sub-orbital rute, hvor man flyver lodret op i godt 100 km højde, hvor passagererne får lov til at mærke vægtløsheden i få minutter, før det går nedad igen.

Begge konkurrerende fartøjer vil kunne rumme seks passagerer og er udstyret med flotte vinduer, så rumturisterne kan nyde udsigten.

Herunder kan du se en video fra Blue Origins opsendelse søndag.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Jeg tænker at man kan udnytte rumturismen som små missioner samtidig. Jeg tænker at når nu man alligevel sender en raket ud i rummet med turister der har råd til det, så kunne man måske samtidig udstyre raketten men en robotarm som kan indsamle rumskrot og tage det med ned når man nu alligevel er der. Det kræver selvfølgelig at raketten kommer ud i det kredsløb hvor skrottet befinder sig og at der er plads i fartøjet til at tage det med tilbage eller evt. bare at bringe det ned i en bane hvor det brænder op i atmosfæren. Og samtidig vil det kræve at missionen planlægges så man får det hele timet med det skot der skal tages ned. Der er en del ting det skal passe sammen for at en sådan mission kan lade sig gøre det er jeg klar over, men jeg tænker at det vil kunne lade sig gøre og på den måde kan man slå to fluer med et smæk.

  • 0
  • 6

tænker at når nu man alligevel sender en raket ud i rummet med turister der har råd til det, så kunne man måske samtidig udstyre raketten men en robotarm som kan indsamle rumskrot og tage det med ned når man nu alligevel er der.

Det vil kræve store mængder ekstra brændstof, og dermed blive meget kostbart. Rumskrot i Blue Shepherds højde er der ingen grund til at indsamle, det kommer ned helt af sig selv. Fartøjet skal meget højere op, gå i kredsløb og accelereres op til præcis samme bane som rumskrottet for at indfange det. Derefter skal der bruges brændstof til deceleration.

Desuden er rumfart ikke uden risiko. Enhver ekstra kompleksitet er en ekstra risiko.

  • 4
  • 0

Som jeg skrev: "Det kræver selvfølgelig at raketten kommer ud i det kredsløb hvor skrottet befinder sig"... Og jeg er da klar over at det ikke er formålet med rumturismen (i første omgang), men jeg kan ikke se hvorfor det ikke kan blive en del af det på længere sigt. Man kan også vende den om og lave det til en NASA/ESA/Blue Origin/SpaceX/Whatever misson med det formål at nedtage rumskrot, hvor rige turister betaler for at komme med som ekstra passager. Rumskot er et problem for rumfarten og jeg ser det kun vokse sig større da prisen for at bringe det ned er (meget) stor. Jeg kan se muligheden for på længere sigt at kombinere turisme med små missioner, men man kan selvfølgelig også bare beholde nej-hatten på og så lade problemet blive derude. Det er jo den nemme løsning som altid har drevet menneskeheden mod ny udvikling... eller hvordan er det nu det er.

  • 0
  • 2
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten