Rumsonde begynder indflyvning mod asteroiden Vesta efter 4,8 mia. kilometers rejse
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Rumsonde begynder indflyvning mod asteroiden Vesta efter 4,8 mia. kilometers rejse

Nasas rumsonde Dawn er nu begyndt den sidste del af turen ind til sit kredsløb om asteroiden Vesta den 16. juli i år.

Forløber de kommende måneder som forventet, vil forskerne snart kunne studere denne næststørste asteroide i asteroidebæltet i detaljer.

Vesta menes at være resterne af en protoplanet, det vil sige rester, der aldrig blev til en rigtig planet. Den er 530 kilometer i diameter og indeholder omkring 9 procent af al massen i asteroidebæltet.

Efter i næsten to århundreder blot at kunne undersøge Vesta som en lille lysprik, får man til sommer de første nærbilleder og en masse nye viden om asteroiden, når Dawn er kommet i kredsløb.

Ved starten på indflyvningen befinder Dawn-rumsonden sig 1,21 millioner kilometer fra Vesta. Dette svarer til cirka tre gange afstanden mellem Jorden og Månen.

På vej mod Terra Incognita

Rumsondens kamera bliver nu for første gang benyttet til navigationen. Under indflyvningen vil Dawn benytte sin ionmotor til at korrigere banen undervejs. Ionmotoren benytter strøm til at ionisere og accelerere Xenon op, hvorved der skabes en kraft.

Den ledende forsker på Dawn-rumsonden, Christopher Russel fra Californiens Universitet i Los Angeles siger i en pressemeddelelse:

»Vi føler os lidt som Columbus, der nærmer sig kysten af den nye verden for første gang. Holdet bag Dawn kan ikke vente på at begynde kortlægningen af Terra Incognita.«

Dawn har tidligere navigeret via målinger af radiosignaler mellem Jorden og rumsonden. Nu, hvor den begynder at nærme sig Vesta, kræves der en mere præcis navigering. Ved at analysere Vestas position i forhold til stjernerne kan rumsondens bane optimeres til mødet med asteroiden.

Videre til Ceres

Dawn har benyttet sin ionmotor til at tilpasse sin bane omkring Solens til Vestas bane. I de kommende måneder vil Dawn gradvist via en spiralbane søge i kredsløb om asteroiden. Når Dawn befinder sig 16.000 kilometer fra Vesta, vil asteroidens tiltrækning trække den i kredsløb.

Fra Jorden har man ikke fundet nogen måner ved Vesta, men når de første navigationsbilleder ankommer til Jorden, vil forskerne begynde at lede efter hidtil usete ledsagere.

Efter cirka et år i kredsløb om Vesta vil Dawn fortsætte sin rejse til dens andet mål, den største asteroide Ceres. Her forventes Dawn at ankomme i 2015.

Studierne af de to asteroider kan hjælpe forskerne med at forstå Solsystemets tidlige historie, og samtidig vil det øge vores viden om de to store og fjerne asteroider enormt.

Dokumentation

Nasas pressemeddelelse
Nasa om Dawn-missionen
Artikel på space.com
Artikel på onorbit.com

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

I august 2006 vedtog den Internationale Astronomiske Union (IAU) at indføre dværgplaneter. Det betød at den største asteroide Ceres blev til en dværgplanet.

Det er ikke første gang at Ceres skifter betegnelse - da den blev opdaget i 1801 af Giuseppe Piazzi blev den klassificeret som en planet, kort efter blev den omklassificeret til en asteroide, og nu er den en dværgplanet.

Ceres bliver i øvrigt den første dværgplanet, der bliver undersøgt af en rumsonde (februar 2015), da rumsonden New Horizons først flyver forbi dværgplaneten Pluto i juli 2015. New Horizons blev opsendt i januar 2006 mod planeten Pluto, syv måneder før IAU omklassificerede Pluto til en dværgplanet.

  • 0
  • 0

»Vi føler os lidt som Columbus, der nærmer sig kysten af den nye verden for første gang. Holdet bag Dawn kan ikke vente på at begynde kortlægningen af Terra Incognita.«

Columbus troede faktisk, at han nærmede sig [b]Indien[/b]!

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten