Rumfartseventyr får liftoff i nordfynsk hangar
En filamentviklingsmaskine. Et kompositværksted i en flyhangar uden for Odense. Og en prodekan, der ser nye anvendelser for rumfartens stærke, men notorisk dyre kompositmaterialer. Det er tre af hovedrolleindehaverne i det, der gerne skulle blive til et flyvefærdigt fynsk rumfartseventyr.
I centrum af det hele står en maskiningeniør ved navn Damir Ljubicic. Indtil for få måneder siden var han vice president i nu konkursramte Falck Schmidt Defence Systems (FSDS) og ansvarlig for den fynske forsvarsvirksomheds rumfartsafdeling, inklusive firmaets filamentviklingsfabrik i Fredericia.
Millionordre fra ESA
I dag står han i spidsen for sin egen virksomhed, Space Composite Structure Denmark (SCSDK), der er opstået af ruinerne fra Falck Schmidts konkurs i oktober og allerede kan bryste sig af to markante ordrer.
Dels en opgave for Europas største rumfartsvirksomhed, Airbus Defence & Space, dels en udviklingsordre for ESA, Det Europæiske Rumfartsagentur, der går ud på at bringe en såkaldt stræber – en form for gitterstrukturer i kompositter, der bruges på satellitter – fra det nuværende teknologiske modenhedsstadie fem til stadie otte.
Sidstnævnte er en ordre til 8,4 millioner kroner. Og en ordre, som betyder, at Damir Ljubicic nu skal ud at ansætte flere folk ud over de to tidligere FSDS-kolleger, som han har trukket med over i den nye virksomhed.
»Man siger, at der går et år, fra man får en idé, til man får etableret en virksomhed, men for os tog det kun to en halv måned,« siger Damir Ljubicic, der foreløbig har fået to danske fonde til at skyde penge i virksomheden.
Komposit erstatter svensk stål
Ideen til stræberne er udviklet i regi af FSDS, men Damir Ljubicic understreger, at ordren er vundet i et traditionelt udbud.
Stræberne udmærker sig ved at have en termisk udvidelseskoefficient på nul. Oprindeligt var de udstyret med endestykker i svensk Invar-stål, men det er lykkedes Damir Ljubicic og hans kolleger at erstatte stålet med komposit og dermed reducere vægten med 60 procent og samtidig forbedre de termiske egenskaber.
Det er de stræbere, som SCSDK nu skal gøre produktionsmodne. Men Damir Ljubicics ambitioner rækker længere end bare at lave ingeniørtunge udviklingsopgaver til rumfarten. For som han siger:
»Så ville vi bare være konsulenter, og ville skulle konkurrere med virksomheder i alle mulige andre lande, der kan gøre det til helt andre priser. Så vi har valgt at købe vores eget produktionsudstyr og selv have produktionen af produkter som de her stræbere.«
Det er her, SDU og prodekan Michael Goodsite kommer ind i billedet. SDU var i forvejen ved at opføre et kompositværksted ude i HCA Airport nord for Odense, der også huser dronenetværket UAS Denmark.
Her er det planen, at SCSDK kan få lov til at opbygge en decideret hyldevareproduktion af de stræbere og andre kompositemner, som virksomheden i forvejen lægger en masse ingeniørtimer i. Rumfartsindustrien efterspørger nemlig i stigende grad hyldevarer, lyder det fra Damir Ljubicic.
Kompositter vil blive udbredt
Snart rykker en nyindkøbt filamentviklingsmaskine ind i værkstedet – mod at Damir Ljubicic og hans medarbejdere til gengæld stiller viden og udstyr til rådighed for SDU’s forskere. Og vice versa.
Michael Goodsite er nemlig sikker på, at de to parter i fællesskab kan udvikle »nogle utrolig spændende løsninger til de rigtige kunder«:
»Jeg kan huske, der var engang, hvor det var for dyrt at anvende gummi i industrien. Det var det samme med stål. Og lige nu er vi i den situation, at man kun anvender de her kompositstrukturer i rumfart, hvor det er absolut nødvendigt. Men på et tidspunkt, når vi har udviklet produktionen af dem, vil det blive hverdag, og så kan de anvendes på måder, vi hidtil ikke har set,« siger Michael Goodsite, der påpeger, at SDU i forvejen har stor viden inden for droner, robotter og kompositter.
Modstår flydende kvælstof
Kompositværkstedet er for tiden ved at blive bygget op under samme tag som UAS Denmarks testfaciliteter i HCA-lufthavnen. Det tager tid, blandt andet fordi værkstedet skal bygges op i henhold til Atex-direktivet.
Men på sigt håber både prodekanen og virksomhedsejeren at kunne trække de dyre kompositter ud af satellitterne og ned på landjorden – til andre brancher, der kunne finde på efterspørge kombinationen af ekstrem styrke fordelt på meget få kg. Det skal bl.a. nogle SDU-studerende hjælpe med.
»Vi skal have nogle kloge unge ingeniørstuderende til at se på, hvem vi ellers kan afsætte sådan en komponent til i den almindelige industri. For sådan en stræber står bomstille, uanset om du overhælder den med flydende kvælstof eller varmer den op til flere hundrede grader,« lyder det fra Damir Ljubicic.
Ud over stræberne til ESA barsler han desuden med planer om at søsætte en produktion af kompositrør med særlige gitterstrukturer, som den russiske rumfartsindustri har anvendt i årtier.
Det er en afsindigt dyr proces, forklarer Damir Ljubicic, fordi fremstillingen kræver værktøjer med spor i, som man kan lægge fibrene i.
»Men vi har opfundet en fremstillingsmetode, der ikke fordyrer værktøjet i forhold til et glat rør. Og det er noget, vi også gerne ser bliver et produkt i vores portefølje. Så de to produkter skal gerne blive grundlaget for vores forretning,« siger Damir Ljubicic, der mener, at virksomheden råder over nogle efter danske forhold helt unikke kompetencer udi rumfartsudvikling.
»Det svære ved kompositfremstilling er at fremstille ti ens. Og der er kun én måde at opnå det på: ved at have fuldstændig styr på hvert eneste trin i fremstillingsprocessen. Der er ikke andre måder at gøre det på.«
