Rumfartøjer har fået deres egen personlighed: Se mig! Mærk mig! Følg mig!
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Rumfartøjer har fået deres egen personlighed: Se mig! Mærk mig! Følg mig!

‘Jeg føler mig en smule træt. Fik I alle mine data? Jeg er vist nødt til at tage en lur ...’

Sådan lød et af de sidste tweets fra det lille modige kometlandingsfartøj Philae i slutningen af 2014.

Da jeg dækkede landingen af rumsonden Philae på en komet tilbage i 2014 slog det mig, hvor enorm opmærksomhed, der pludselig var på begivenheden - og blev ved med at være det. ESA er normalt ikke særlig dygtige, når det gælder pr, men i 2014 havde de fanget hele verdens opmærksomhed ved at iscenesætte Philea og dens modersonde Rosetta som to venner i rummet. Det gav mig lyst til at kigge nærmere på ESA´s pr-strategi. Men de bedste historier ender ikke, hvor man forventer og rejser ofte nye store spørgsmål. - Thomas Djursing, tendensredaktør. Illustration: Nanna Skytte

Forinden havde Philae taget afsked med sin elskede makker, rumsonden Rosetta, der havde været som en mor for den i ti år. Helt alene drog den unge lander ud på sin skæbnemission mod kometen 67P.

Over nogle nervepirrende timer prøvede Philae at få fodfæste. Den forsøgte at affyre sine harpuner og bore sig ned i kometens overflade, men ak; Philae hoppede hen over kometens overflade og endte i en hule. Alene. Uden sollys mistede den sine kræfter og faldt langsomt i søvn.

Historien om Philaes rejse blev fulgt af mennesker verden over, og ESA’s blog fik 5,5 millioner sidevisninger den november i 2014 – det højeste antal nogensinde for ESA.

ESA havde nøje gennemtænkt sin strategi. En hel drejebog for missionen var skrevet med Rosetta og Philae som hovedpersoner. De havde fået deres egne personligheder og blev brandet som to venner på eventyr. På sociale medier som Twitter og Facebook havde de deres egne profiler, hvor de snakkede i første person – og da de vågnede efter ti års rejse, skete det med ordene: ‘Hello world!’

»Rosetta og Philae fik så meget personlighed, at de opførte sig som mennesker. De tweetede ikke bare ned til Jorden, men også til hinanden i en kærlig tone, og det greb folk. Pludselig kunne man identificere sig med rumfartøjerne på en måde, som det ellers kun var tilfældet med astronauter,« siger den danske astronaut Andreas Mogensen.

I’m Phoenix

Men al den megen virak på de sociale medier var slet ikke en del af ESA’s strategi, da fartøjerne blev sendt op i marts 2004. Dengang var Twitter så nyt et fænomen, at medierne omtalte det som en ‘mikroblog-tjeneste’, og Facebook var kun en måned gammel med et antal profiler, der kunne tælles i tusinder.

Men i de kommende år blev de sociale medier langsomt en fast del af folks liv, og inden rumsonden Phoenix 25. maj 2008 skulle lande på Mars tog Nasas kommunika­tionschef en beslutning, der skulle revolutionere organisationens mediestrategi.

Veronica McGregor havde kæmpet forgæves for at fange folks interesse for rumfart og forsøgte nu at bruge Twitter. For at pakke mere information ind på de 140 tegn, som Twitter er begrænset til, skrev hun ‘I’ i stedet for ‘Phoenix’. og med ændringen til første person begyndte hun at identificere sig med fartøjet, som hun gav en personlighed fuld af følelser.

Den lille ændring medførte en massiv interesse for missionen, og folk begyndte at debattere løs. I løbet af Phoenix’ korte liv på kun fem måneder fik fartøjet omkring 10.000 følgere på Twitter, hvilket var den 30. mest fulgte konto i verden. Og da Phoenix løb tør for strøm, var nettet fyldt med sorg.

Ideen med at give fartøjerne deres eget liv på de sociale medier blev rullet ud til andre Nasa-fartøjer som Mars-roveren Curiosity, hvor Veronica McGregor samlede et team på tre, som castede Curiosity som en stor og selvsikker kvindelig udforsker. Mediefolkene blev anbragt helt tæt på ingeniørerne, og en af reglerne var, at et tweet kun blev offentliggjort, hvis alle tre i teamet kunne lide det. I dag har Curiosity 2,6 mio. følgere på Twitter.

When we care, we share

I dag har Nasa taget skridtet fuldt ud og givet stort set alle fartøjer en personlighed – selv dem som endnu ikke er bygget færdig. For eksempel tweeter Orion-kapslen, der måske skal bringe mennesker til Mars, med en stærk autoritativ tone. Nasa-opskriften synes at være ‘When we care, we share’, som det amerikanske magasin Quartz bemærkede i en artikel sidste år.

»Nasa har en profil og kanal til stort set alt. Du kan følge teknikernes arbejde over alt, og det er et genialt markedsføringstrick at få fartøjerne til at fremstå som noget mere og andet end maskiner,« siger rumfartsarkitekt Kristian von Bengtson, der har arbejdet for Nasa og MarsOne.

Selv gamle fartøjer som Voyager 1 har fået et nyt liv på de sociale medier, og det fanger børn og unge – som den bekymrede 5-årige, der i et radioprogram på CBC spurgte den canadiske astronaut Chris Hadfield, om ikke Voyager var alene og ensom.

»Twitter, Youtube og Facebook har skabt en ny interesse for rumfart. Pludselig kan folk være med. Alt er tilgængeligt. Da jeg prøvede at følge med i 1990’erne og starten af 00’erne, var det svært. Der var næsten intet i tv og radio, og ens indgang var ofte gennem tørre fagbøger fra biblioteket. I dag kan især unge relatere til astronauterne og robotterne, og det skyldes især, at alle kan snakke med, når indgangen er følelser og oplevelser,« siger Andreas Mogensen.

‘Det lyder måske kynisk, men ...’

Spørgsmålet er, hvor langt rumfartsorganisationerne kan gå med at engagere folk i missionerne. ESA har netop evalueret den kæmpe succes på de sociale medier med Rosetta/Philae-missionen og understreger især brugen af små tegneserier med Rosetta og Philae som endnu en måde at give rumsonderne liv på.

»Vi arbejdede meget hårdt med antropomorfisme, altså at give robotterne en menneskelig form, og her var tegneserierne og brugen af første person i profilerne på de sociale medier helt afgørende. Vi ser rumfartøjerne som avatarer for os mennesker, så vi kan være med derude. Vi prøver at få folk til at være til stede,« siger professor Mark McCaughrean, der er en del af ESA’s mediehold.

De menneskelignende robotter prikker til et dogme inden for bemandet rumfart. Nemlig at mennesker i rummet er vigtige af to årsager: Fordi astronauter kan udføre opgaver hurtigere og bedre end robotter, og fordi vi jordboere kun kan identificere os med astronauter og ikke med robotter.

Det sidste argument er alvorligt udfordret af den seneste udvikling, men Mark McCaughrean mener også, at astronauternes rolle til dels er udspillet.

»Det lyder måske kynisk, men det er svært at få mere ud af astronauterne. Det er de færreste, der kan nævne en eneste astronaut siden Apollo, som ikke er fra deres eget land. Den nationale interesse for en astronaut er enorm, men den internationale er stort set nul. I Danmark kender alle Andreas Mogensen, men ikke de andre europæiske astronauter. Det samme gør sig gældende i England, Italien, Frankrig osv. En anden udfordring er, at astronauter i dag er de her perfekte mennesker, der udfører deres opgaver med en militær præcision, og det er svært at relatere til for almindelige mennesker,« siger Mark McCaughrean.

I ESA ser mediefolkene stadig et stort potentiale i at bringe rumfartøjerne tættere på folk og arbejder med virtual reality og musiske elementer – ligesom de samarbejder med kunstnere for at få nye ideer.

Vejen frem er at holde fast i ideen om rumfartøjet som en avatar for menneskeheden; en strategi, der har særlig stor medvind i en verden, hvor børneuniverser oversvømmes med menneskelignende robotter som Wall-E og Baymax ‘Big Hero 6’. Robotter er simpelthen ved at blive mere og mere almindelige, og kunstnere som blandt andre den danske filminstruktør Phie Ambo har udforsket, hvor tæt vi egentlig kan komme følelsesmæssigt på robotter.

I forbindelse med optagelserne til sin film Mechanical Love har hun stået foran androider, der lignede perfekte kopier af mennesker. Hun har talt med dem og mærket en kamp rase i krop og sind:

»Man får et sug i maven, for selvom man véd, det er en boks med ledninger, vil vi mennesker så gerne tillægge den liv, siger hun.

Menneske, maskine eller cyborg

Hverken Phie Ambo, Andreas Mogensen eller Kristian von Bengtson tror dog, at robotter kan erstatte mennesker, når det kommer til betydningen af at være til stede på eksempelvis Mars. For selvom mennesker kan nære dybe følelser for en robot, er det en anden relation end til et menneske.

»Selvom vi giver personlighed til robotter, vil det aldrig være det samme, som når et menneske en dag lander på Mars. Robotten er jo styret af os, men giver udtryk for en frihed, der er kunstig og snyd. Det er ligesom, når forfattere skriver bøger med forskellige stemmer,« siger Andreas Mogensen.

Alligevel kan den danske astronaut ikke lade være med at sætte spørgsmålstegn ved sit eget argument i det lange perspektiv:

»Vi ser jo allerede i dag, hvordan grænserne mellem maskine og menneske er ved at blive opløst. I dag kan du styre mekaniske fingre med hjernesignaler, og jeg tror, vi vil udvikle os i en retning, hvor flere af vores dele er som robotter. Carl Sagan (amerikansk astronom og astrobiolog, red.) har nok ret, når han mener, at vi i en fjern fremtid – når vi er rejst væk fra Jorden – vil have udviklet os til en helt ny art. Og den art kan meget vel være en sammensmeltning af robot og menneske,« siger Andreas Mogensen.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Måske skulle NASA ringe til Københavns Zoologiske Have for at høre om deres erfaringer med navngivning. Jeg tænker selvfølgelig på den unge hangiraf 'Marius' ;)

  • 0
  • 0