Rum-bruser sparer 90 procent af vandet
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Rum-bruser sparer 90 procent af vandet

De fleste kender fornemmelsen: Man står i den varme bruser og tænker 'bare lige lidt længere'. Men så sætter den dårlige samvittighed ind, for det er jo rent vandspild.

Men med en bruser fra svenske Orbital Systems kan du roligt blive stående.

For vandet, som netop er bruset ned over din krop, opsamles renses og sendes tilbage gennem brusehovedet.

Ideen til bruseren fik grundlæggeren af Orbital Systems, Mehrdad Mahdjoubi, efter et arbejdsophold i Houston, hvor Nasas hovedkvarter for rejser til Mars holder til. Da det vil tage mellem 150 og 300 dage at tilbagelægge afstanden mellem Jorden og Mars, er der brug for, at astronauterne bliver vasket, og derfor skal vandet genbruges.

»Vi transformerede teknologien fra rummet til Jorden,« siger Mehrdad Mahdjoubi til The Guardian.

Under en plade i bruseren sidder to filtre, som skal udskiftes efter hhv. 15.000 og 50.000 liter. Illustration: Orbital Systems

Bruseren er indrettet således, at vandet efter afløbet går gennem et filter, som renser for store partikler såsom snavs, sand og hår.

Derefter løber vandet igennem endnu et filter. Der foreligger ikke megen information omkring, hvad det filter indeholder. Men ifølge patentet skulle det være et 'nano-keramisk' filter. Patentet beskriver også, at der i systemet indgår en sensor, pumpe, varmeelement og en flowmåler i systemet.

Læs også: Total dansk fiasko for regnvand i toilet og vaskemaskine

Med jævne mellemrum skal de to filtre udskiftes. Det vurderes, at for en almindelig familie skal det første filter udskiftes omkring tre gange om året, men nano-filtret kan nøjes med en enkelt udskiftning, hvilket vil koste godt 1.000 kr. før danske afgifter. Ifølge Orbital Systems skulle det rensede vand være lige så rent som drikkevand.

Da det varme vand recirkuleres, er det også muligt at spare på energiforbruget. Orbital Systems har beregnet, at energiregningen kan reduceres med 80 procent.

De nye brusehoveder er blevet testet flere steder i Sverige, blandt andet på Ribersborg friluftsbad i Malmö.

På trods af den store besparelse på vand og energi kan prisen dog godt skræmme lidt. En model, hvor rensningssystemet indbygges i baderumsgulvet, koster cirka 28.000 kr.

Se Orbital Systems' egen præsentationsvideo:

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

På 99% af alle brusere er det første vand koldt, når man åbner, hvordan får man så varmt vand når det kolde vand som kommer ud af bruseren recirkuleres, er der indbygget varmelegeme i ?

  • 6
  • 1

"Patentet beskriver også at der i systemet indgår en sensor, pumpe, varmeelement og en flowmåler i systemet."

  • 3
  • 0

Så kan man med god samvittighed tisse i bruseren da man derved sparer på vandet, og energien da det allerede er varmt.

  • 17
  • 0

Det må være en guldgrube ... har tit tænkt når man kommer ind i omklædningen hvor latterligt meget vand ... og varme ... der kører lige lukt ned i kloakken ...

  • 5
  • 0

I sports og svømmehaller er der erfaringsmæssigt en del varme i overskud. Dette kommer fra bassinvandet som jo jævnligt skal skiftes - og som varmes op med en ikke ubetydelig mængde varme. Svømmende afgiver man vel omkring 150 W pr. person - og undervandslys bidrager også til opvarmning. Og da vandet ikke må blive for varmt (idet luften skal være 2 grade varmere end vandet) skal man nogengange køle vandet af - og det kan man gøre med forvarmning af brusevand.

Vandspild - kan nok gøres noget. Men med tryk så der kun kommer 1/2 - 1 minuts vand før end at det skal aktiveres igen - så spares der trods alt noget på vandet.

Men besparelser er altid velkomne - hvis økonomien kan bære det (eller lovgivningen siger at sådan skal de være).

  • 0
  • 0

Jeg hørte en gang, at der ved normal drift går over 10 år med at udskifte vandet i svømmehaller. Dermed er over 90% af svømmehallers vandforbrug bruservand. Velsagtens også en stor del af deres energiforbrug.

Så ja, man skulle mene der kunne være økonomi i det. Dog kender vi ikke afgiftsforholdene for svømmehaller. Er de ikke offentlige, for det meste?

  • 0
  • 1

Iflg. firmaets webside er besparelsen med 4 x 5 minutters bad dagligt ca. 1300 EUR eller 10.000 dkr. årligt. Dvs. at udgiften er tjent hjem på 4-5 år (med én bruser).

Link: http://showerofthefuture.com/

Men fidusen er vel også, at der er meget lille meromkostning til filtre ved at stå lidt længere i bruseren.

  • 2
  • 0

Hvis Orbital Shower bringer vandforbruget ned til 5-10 liter, er vandbesparelsen oplagt, men hvor stor bliver energibesparelsen?

Hvis man antager, at et almindeligt brusebad kræver 20kW (10 liter vand i minuttet varmes 30 grader op) fra husets fjern- eller centralvarme, så skal det sammenholdes med Orbitals elforbrug til at vedligeholde temperaturen i brusevandet

Fordampningen fra en bruser er ganske omfattende og energikrævende. Nok kommer varmen rummet tilgode, men en del af den luftes også ud.

Hvem har et bud på, hvor mange kW varme- og fordampningstab, der er ved brusning? Herfra kan man vurdere, hvor meget effekt Orbital Shower omlægger fra husets varme- til elforbrug, og hvad regnestykket i kroner og øre bliver.

  • 2
  • 0

En del tekniske spørgsmål besvares her:
http://showerofthefuture.com/faq/
under spørgsmålet:
!I’m a Rocket Scientist and the most technical guy in the world, could you give a comprehensive technical explanation behind your calculations for the savings?"

  • 1
  • 0

Peter Hansen. Det kommer vel an på om hver bruseniche blev etableret med separat filtersystem? Om ikke andet kommer vi hinanden lidt "mere" ved i omklædningsrummet.

  • 0
  • 0

Australierne har været i gang længe: http://quenchshowers.com/media/
Og der var også et tysk eller hollandsk firma der var i gang for et par år siden. Kan ikke finde link nu.

Kan dog se at svenskerne kan noget som de andre ikke kan - markedsføring!!

  • 0
  • 0

Ja det virkede ikke i Frederiksberg svømmehal efter 6 måneder er det blevet taget ned igen
til en pris af 4 mil ja borgerne må jo punge ud var det ikke bedre at man først havde teste en
jeg så de rensede filteret det lugtede ikke godt og nok ikke helt sundhedsfarligt
der skulle vel være bygget et rensningsanlæg i kælderen
men jeg håber det virker bedre i Nasas mission til Mars

  • 1
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten