RUF-bilen på vej på museum
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

RUF-bilen på vej på museum

Der er ikke meget, der tyder på, at det kontroversielle og visionære RUF (Rapid Urban Flexible) projekt bliver til virkelighed. Den 25 meter skinnebane i stål er kørt til skrot og opfinderen bag, Palle R. Jensen, er i øjeblikket ved at forhandle med et museum om overdragelse af RUF-bilerne.

På en grusgrund i den ene ende af Ingeniørhøjskolen i Ballerup, lå tidligere en trekantet skinne, som RUF-bilerne kørte på, men på en solrig og klar oktoberdag er det kun de mudrede vandpytter, der blinker til os, da jeg bliver vist rundt af Palle R. Jensen.

RUF-projektet er en lovende idé, men efter 20 år uden resultater, ser det ikke ud til nogensinde at blive realiseret.

Der er intet spor tilbage efter de aktiviteter, som gennem flere år optog opfinderen på fuld tid og ledte til en række opfindelser og patenter, herunder et patent på en hybrid drivenhed til RUF-bilen.

For at give plads til DTUs bachelorstuderende er Palle R. Jensen blevet opsagt fra sit værksted på Ingeniørhøjskolen med virkning fra september i år. Derfor har opfinderen måttet kassere sin 25 meter lange RUF-prøvebane, og potentielle investorer kan ikke længere afprøve RUF systemet i praksis.

»Det var her skinnen lå, og så var der en vendeplads nede bagved, så man kunne køre RUF'en op på skinnen og tilbage igen,« fortæller Palle R. Jensen og peger ned ad et hjulspor langs en værkstedsbygning.

Ingeniørhøjskolens center for byggeri og infrastruktur i den modsatte ende husede tidligere opfinderens værksted fyldt med stumper langt op af væggen og en hel platform til en RUF-bil, komplet med en gennemskåret Fiat-karosse oven på. Nu er værkstedet blevet til et undervisningslokale, hvor der i midten af den rigelige gulvplads er installeret en lofthængt fladskærm, der vender ud mod to tomme rækker skrivebordspladser til de studerende.

På symbolsk vis er døren til lokalet låst af, da vi kigger forbi.

En fremtidsvision med personbilsfornemmelser.

Da verden første gang hørte om RUF'en i en kronik i Ingeniøren i 1990, lovede projektet en smartere, grønnere mere elektrisk fremtid med mindre trængsel for både privat og offentlig transport.

Kort fortalt bygger systemet på et køretøj med form som en bil, en RUF. Den kører på et elektrisk batteri på almindelig asfalteret vej. Skal man foretage en rejse til og fra arbejde eksempelvis, kører man op på en trekantet køreskinne - en slags hovedvej - slipper rattet og lader bilen koble sig på den øvrige trafik på skinnen, så køretøjerne tilsammen danner et tog. Det sparer energi. Under kørslen på skinnen lades RUF'ens batterier op og man behøver først agere årvågen chauffør igen, når man kører af skinnen i nærheden af sin destination. Når man er fri af skinnen, kan man tilbagelægge de allersidste meter af sin rejse på almindelig vej.

I kronikken beskrev Palle R. Jensen visionen. RUF skulle kombinere privatbilismens fleksibilitet og fornemmelse af frihed med effektiviteten og synergi-effekterne fra offentlig transport. Palle R. Jensen manede til handling med ordene "noget nyt må opfindes", og herefter kom der fart på projektet. Sammen med Ingeniørfirmaet Balslev dannede Palle R. Jensen konsortiet RUF International. Over en årrække kastede konsortiet både patenter og et utal af semesteropgaver for europæiske studerende på Ingeniørhøjskolen af sig. Blandt andet vindtunnel test og flow kalkulationer, som viste, at det er muligt at reducere luftmodstanden per RUF bil til 1/10 ved 100 km/t., når de kører i forlængelse af hinanden.

Men projektet blev aldrig større end den 25 meters prøvebane i Ballerup. Til trods for en professionel organisation, umiddelbart lovende idé, jævnligt hædrende omtale og rygklap fra åndsfæller og højtstående politikere måtte Balslev kort tid efter banens færdiggørelse træde ud af projektet på grund af dårlig økonomi. Oven i hatten blev den planlagte forlængelse af testbanen på 200 meter sløjfet, da Ingeniørskolen måtte sælge den jord fra, hvor der ellers allerede var gravet ud til en forlængelse.

Manglen på en mere omfattende demonstrationsmodel har siden plaget projektet og har ifølge Palle R. Jensen sandsynligvis stået i vejen for det endelige gennembrud. Så sent som i 2004 skrev repræsentanter fra et indisk finansieringsselskab SREI under på en licensaftale, hvor der var tale om at opføre mere end 100 kilometer RUF-skinne. Palle R. Jensen skulle i den forbindelse have én procent af anlægssummen i licensbetaling per år i 30 år. Inderne sendte repræsentanter fra den centrale trafikplanlægningsafdeling i hele Indien til Ballerup for at se på testbanen.

Projektet kom bare aldrig videre end skrivebordet, da den 25 meters bane i Ballerup ikke alene kunne overbevise inderne om systemets holdbarhed i større skala. Nu er demonstrationsmodellen væk og af de oprindelige fire patenter, er der kun et enkelt patent tilbage i Palle R. Jensens hænder.

Der manglede en verdensmand

Ifølge Palle er patenter det mindste problem. Han har skrevet patentansøgninger ad flere omgange og har også fået optaget de første ti af slagsen i sin tid som opfinder.

Til gengæld er han knap så ferm til at skrive slutsedler.

»Lige som Bang havde Olufsen, havde Brüel sin Kjær. Der var en, der var teknisk stærk, og en verdensmand - en der kunne sælge produktet og kæde det tekniske sammen med det kommercielle«, siger Palle R. Jensen.

Der har manglet en fast makker og verdensmand i RUF-foretagendet. En, der ikke havde bedst forstand på friktion og fleksible fremdriftsmidler, men hvis hjerte bankede for forretninger og kommunikation for at få RUF-konceptet til at blive fremtidens transportmiddel.

»Der er mange, der tror, det at være opfinder er det samme som at være iværksætter, men der er stor forskel«, siger han og fortsætter
»Jeg er opfinder og jeg må jo nok indrømme, at jeg har haft svært ved at finde et godt match til RUF og mig. En, der kunne bringe konceptet til markedet og få det afsat, siger opfinderen«

Ruf er tilbage ved start

Er det her i virkeligheden enden på RUF-projektet?

Det tænker jeg, da vi træder inden for i Palle R. Jensens kontor og værksted på Frederiksberg. Her arbejder svagstrømsingeniøren med mange forskellige opfindelser, blandt andet en ultralydsscanner. Mellem drejebænke, måleinstrumenter og skuffer med metaldele i det ene værelse, sætter vi os i det tilstødende bibliotek, som kronologisk optegner historien om RUF i en stribe ringbind. Øverst på en stigereol kæmper modeller af RUF-køretøjerne i forskellige skala om pladsen og stikker faretruende hjulene ud over hyldekanten.

»Det har været en sej proces i løbet af det sidste halve år. Jeg har svedt og kørt det ene læs efter det andet til skrot, men nu er det overstået og jeg kan arbejde konstruktivt igen«, fortæller Palle R. Jensen.

Han medgiver, at der er længere til målet, nu hvor der ikke er nogen model at vise frem. Til gengæld mener han, at han står langt stærkere nu, end ved modellens tilblivelse i år 2000.

»Jeg har langt mere information, end da jeg startede. Tingene tog så lang tid at få på plads, fordi vi selv måtte lave dem hen ad vejen og tit endte med nogle nødløsninger. Men i dag ved jeg, hvordan det hele skal laves og en produktion kan startes langt hurtigere,« siger han.

Der er gået 22 år og der er stadig ingen, der har investeret rigtigt i dit projekt, og nu har du slet ingen model. Er det ikke endegyldigt slut med RUF nu?

Presset på vores infrastruktur, klimaet og miljøet vokser stadig, og der er snart ikke flere løsninger at tage af. Vi kan se Project Better Place kører på pumperne, investoreren Shai Agassi er ude. Klimakommissær Connie Hedegaard har lige erkendt, at kun 5 procent af EU's brændstof-produktion kan komme fra fødevareafgrøder og teknologien er endnu ikke i fase to. Behovet for RUF'en er der og bliver kun mere relevant, siger Palle R. Jensen.

Biobrændstof har ikke nået anden fase, men du har ingen første fase? Og du har ikke været ude og køre den teoretiske topfart på 150 kilometer i timen?

»Nej, det er sandt«, siger Palle R. Jensen men fremhæver, at projektet er mere modent at investere i end andre alternativer, der både bruger skinner og vej.

Han ved dog ikke, hvor pengene skal komme fra.

I dag, hvor man med gps og sensorer kan få biler til at køre i "tog", og hvor batterilevetiden ikke er noget større problem, er det svært at se, hvad der retfærdiggør en dyr opbygning af ny infrastruktur, som ikke er kompatibel med den gamle. Så jo, ideen var da meget sjov for 30 år siden, men ikke særlig interessant mere.

  • 0
  • 0

....men der er også store politiske kræfter at kæmpe imod: Jernbanerne

Det er synd, hvis projektet ikke bliver implementeret i en by et sted i Verden i Palle's levetid, da det helt klart har fat i et par løsninger på de problemer de fleste bil-pendlere, med arbejde i byerne, ser dagligt.

  • 0
  • 0