Roundupkompromis: EU-Kommissionen foreslår halvandet år mere med glyphosat
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Roundupkompromis: EU-Kommissionen foreslår halvandet år mere med glyphosat

Mandag skal EU’s stående komité for planter, dyr, fødevarer og foder for tredje gang mødes for at stemme om en fornyet godkendelse af sprøjtemidlet glyphosat.

De foregående to gange blev afstemningen afblæst, fordi medlemslandene ikke kunne blive enige om betingelserne, men nu er tidsplanen begyndt at stramme så meget til, at Kommissionen nu foreslår, at den nuværende licens blot bliver forlænget i 18 måneder.

Alternativt udløber licensen den 1. juli, og så er medlemslandene tvunget til at starte udfasningen af alle glyphosat-holdige produkter såsom Roundup.

Læs også: Lækket notat: Landmænd får lov til at sprøjte Roundup de næste ti år

De 18 måneder stemmer nemlig nogenlunde overens med den tid, der vil gå, før EU’s kemikalieagentur ECHA er klar med en vurdering af, hvorvidt glyphosat er kræftfremkaldende eller ej. Og i sidste ende, er ECHA’s ord lov, understregede fødevarekommissær Vytenis Andruikaitis ved et pressemøde i dag.

”Men bolden ligger nu hos medlemslandene,” sagde kommissæren, som tilføjede, at kommissionen fortsat står ved sine tre anbefalinger til medlemsstaterne: nemlig at undgå hjælpestoffet tallowamin, begrænse brugen af glyphosat på legepladser og i offentlige parker samt undgå at bruge stoffet som modningspræparat før høst.

Læs også: Afstemning om Roundups fremtid i Europa atter udsat

Mandag forventes det altså, at glyphosats skæbne på det europæiske marked vil blive foreløbig afgjort efter lang tids tilløb. I første omgang var indstillingen, at fornyelsen af licensen skulle fornys med 15 år efter gængs praksis.

Men så let skulle det ikke gå. For godt et år siden kom WHO’s kræftagentur IARC nemlig på banen med en rapport, der understregede, at glyphosat sandsynligvis var kræftfremkaldende, for det viste forskellige dyreforsøg.

Og selv om EU’s eget fødevareagentur EFSA for få måneder siden forsøgte at afblæse alarmen med sin egen undersøgelse, der viste det modsatte, så voksede tvivlen blandt flere af de større medlemslande.

Læs også: Her er baggrunden for glyphosat-striden mellem EFSA og WHO

Første afstemning blev derfor skudt til maj, hvor oplægget var snævret ind til en niårig fornyelsesperiode for at imødekomme modstanden mod den lange fornyelsesperiode. Heller ikke i maj kom det dog til en afstemning.

Sidste træk er derfor blevet, at nøjes med en forlængelse af den nuværende licens, så ECHA, som har det sidste ord, kan nå at komme på banen med sin konklusion på sagen. Og til den tid kan medlemslandene så stemme igen om, hvorvidt der skal en fornyelse til eller ej.

Danmark har hele tiden været for en godkendelse af glyphosat, mens især Frankrig har været imod.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Mie Stages slutbemærkning: >Danmark har hele tiden været for en godkendelse af glyphosat,<
Skal retteligt forstås sådan at de ganske få folkevalgte der har indflydelse på afstemningen er positive.
Det er langt fra flertal for blandt hele befolkningen.

Til gengæld kan der forventes stor tilslutning til forbud mod giftsprøjtning klods op ad beboelse i stil med dem Argentina har indført. En frivillig ordning kunne gennemføres meget hurtigt til gavn og glæde for naboer til landbrug og til bedring af landbrugets stigende mangel på velvilje blandt den jævne befolkning.

  • 8
  • 1

Det virker lidt baglæns at politikere foreslår at forbyde anvendelse af glyphosatholdige midler i private haver og på legepladser. Hvis glyphosat vitterligt er ufarligt, hvor er så risikoen? Hvis der derimod er problemer med risiko for kræft med glyphosat giver det ingen mening at starte med de private haver. Det er landbruget som udleder > 98 % af glyphosat herhjemme. Så det bør da være i landbruget der først skal ophøre med brugen af glyphosat.

  • 6
  • 0

Mie Stages slutbemærkning: >Danmark har hele tiden været for en godkendelse af glyphosat,<
....

Dette spørgsmål er vel endnu ikke kommet forbi ministerrådet, hvor det konkret er Esben Lunde Larsen, vil jeg tro, der sagsbehandler?

I Danmarks skal sådanne spørgsmål gennem Europaudvalget, der giver ministeren forhandlingsmandat. Det er ikke "ganske få folkevalgte", men alle partierne i folketinget, der er udvalgsmedlemmer.

Lars :)

PS! Der er ganske sikkert også lobbyvirksomhed fra Cheminova og Monsanto og det dansk landbrug.

  • 1
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten