Roskildes festivalgæster tester trådløs betaling og Bluetooth-sniffing
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser og accepterer, at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Roskildes festivalgæster tester trådløs betaling og Bluetooth-sniffing

Roskilde Festival er rammen for en midlertidig by med flere end 130.000 indbyggere. Det giver unikke muligheder for forskning og udvikling, og det nyder både festival og festivalgængere godt af.

»Når der er mulighed for at prøve nye ideer af her, kan det blive en bedre festival. Det handler om forskning og samarbejde frem for forskning og udvikling,« fastslår Anders Danielsen, projektleder i udviklingsafdelingen på Roskilde Festival, og understreger, at det for ham er vigtigt, at gæsterne ikke betragtes som forsøgskaniner:

»Vi betragter vores festivalgæster som aktive deltagere, som kan være med til at udvikle og være aktive i vores mange projekter.«

130.000 gæster til Roskilde Festival er et fantastisk laboratorium for afprøvning af nye teknologier.

Stor interesse for projekter

Projekterne i år tæller blandt andet trådløst internet på udvalgte områder, tracking af publikum med Bluetooth-sniffing og betaling med specielle kort, der understøtter NFC, Near Field Communications.

Og selv om det måske lyder af meget, så er det blot et fåtal af de mange projekter, der hvert år er på festivalen. Virksomheder, forskere og studerende står i kø for at komme med netop deres projekter og ideer, fortæller Anders Danielsen.

Følg med på DTU's Roskilde-blog

»Vi oplever en interesse, der hvert år er større og større. Det er fantastisk,« siger han og fortsætter:

»Det er eksempelvis naturligt, at vi har arbejdet meget med lys og lyd, fordi det er en central del af festivalen, ligesom den midlertidige infrastruktur og teknik, der bare skal virke, også er afgørende. Det betyder, at der kan udvikles ideer og projekter på festivalen, som kan indgå i et fast miljø - selv uden for festivalen.«

Flere andre festivaler og virksomheder besøger også Roskilde Festival for at få ideer til forbedringer, de kan bruge. Og her er festivalen også god som et springbræt, fordi projekterne får stor opmærksomhed, fortæller Anders Danielsen.

Festivalen som et modelsamfund

Det er dog ikke kun virksomheder og etablerede forskergrupper, for hvem Roskilde Festival er et slaraffenland af muligheder.

Også ingeniørstuderende har stor glæde af at lægge vejen forbi festivalen for at teste ideer og tekniske løsninger af, fortæller Martin Vigild, der er dekan ved Afdelingen for Uddannelse og Studerende på DTU.

»Som ingeniørstuderende er man altid interesseret i at fokusere på den rolle, ingeniører spiller i samfundet, nemlig at skabe ting, som skal ud og bruges,« fortæller han.

I den forbindelse udgør Roskilde Festival en slags modelsamfund for de studerende, som er ideelt til at teste forskellige løsningsmodeller.

»Vi har et modelsamfund i Roskilde Festival, der er Danmarks fjerdestørste by og bliver bygget og pillet ned igen på 14 dage. Det er også et utroligt hårdt og intenst samfund, så de ingeniørmæssige ideer og løsninger, man har, bliver testet af på alle mulige tænkelige og utænkelige måder,« forklarer Martin Vigild.

»Det går dels på de tekniske specifikationer, men det går også på, hvordan det vekselvirker med samfundets indbyggere, som i det her tilfælde er festivalgæsterne,« siger han.

DTU og Roskilde Festival startede samarbejdet kaldet 'Roskilde Festival Powered by DTU Students' for tre år siden, og hvert år ved juletid sender festivalen en liste til DTU over tekniske projekter, udfordringer og problemer, de bakser med.

Dem tager DTU ind som studenteraktiviteter, og det er de tekniske og ingeniørteknologiske opgaver, som også er baggrunden for DTU's arbejde på festivalen i år. Og ifølge Martin Vigild er det dermed ikke kun de studerende, der får noget ud festivalugen:

»Der er ingen af projekterne, som Roskilde Festival ikke har glæde af, for så gider vi ikke lave dem. Som ingeniører vil vi kun lave projekter, som tjener samfundet,« siger han.

I år kan man finde mange af de studerendes aktiviteter i Sustainable Lab ved Odeon-scenen, der bliver samlingspunktet for DTU's projekter på festivalen.

Du kan læse mere om projekterne på dette års Roskilde Festival her på ing.dk i denne uge. Du kan også følge med i DTU's aktiviteter på Roskilde Festivalen i ing.dk's nye blog DTU Roskilde.

Kommentarer (0)