Roskilde-kunstnere tracker dig og sælger drinks med datasnyd
more_vert
close
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Roskilde-kunstnere tracker dig og sælger drinks med datasnyd

25 vejrfaner i installationen Forecast viser festivalgæsternes gennemsnitlige bevægelsesretning i 25 zoner på festivalpladsen, baseret på data fra Roskilde Festivals app på gæsternes telefoner. Illustration: Niels Møller

De 25 vejrfaner ved siden af hinanden i Oskar Kolianders værk Forecast peger i alle retninger – de viser ikke vind, men data.

Roskilde Festivals app sender GPS-data til app-udvikleren Crowd Connect, som sender data videre til et big data-projekt fra CBS – Center for Business Data Analytics.

På laboratoriet, som Center for Business Data Analytics har sat op, udregnes de retninger, de over 16.000 aktive GPS-signaler på festivalen bevæger sig i. Derefter udregnes en vektor for hver af 25 zoner på festivalpladsen – vektoren er et gennemsnit af de retninger, brugerne i hver zone bevæger sig i.

Hvert tredje minut sendes denne retning så til kunstværket Forecast, hvor hver af de 25 faner efterfølgende viser festivalgæsternes bevægelser i de enkelte zoner.

»Jeg ville gerne have det til at ligne et vindkort, derfor er vejrhanerne udformet som de vindmodhager, man ser på et vindkort. Det er en meget simpel måde at vise noget meget komplekst på, GPS og datasystemer, der ligger i forlængelse hinanden, og som er svære at gennemskue,« siger han.

Teknologien i kunsten

I hver fane sidder en omformer, som omdanner 230 volt til 24V / 2A, der bruges af den NEMA 17 steppermotor, der styrer vindfanen via en lodret aksel. Efterfølgende omformes til 5V / 2A, der bruges til de 14 NeoPixel LED-lamper, der sammen med fanen viser, hvilken retning gæsterne generelt bevæger sig i.

En laserskåret kasse gemmer elektronikken, der styrer vejrfanerne i værket Forecast. Overophedning var et problem, derfor er der to lufthuller i bunden, som slipper luft ind i kassen. Den varme luft forlader kassen via et overdækket lufthul i toppen. Illustration: Niels Møller

»Jeg har også smidt en magnetisk reed-switch på det tandhjul, der sidder på den vertikale aksel, som styrer fanerne. Det er for at Roskilde-sikre værket. Det nulstiller sig efter switchen, hvis nogen rammer fanerne med et flag, en øl, eller hvis vinden bliver så kraftig, at de blæses ud af kurs,« siger Oskar Koliander.

Oskar har loddet en Wemos-chip på de håndlavede printplader, der modtager et RF-signal fra en retningsbestemt sender, hvorfra retningsdata transmitteres til fanerne. Det er i forvejen agregerede data fra mange enheders signaler, og de individuelle GPS-signaler er kun identificeret med app-id.

Et langt sejt træk

Før kunstværkets færdiggørelse var Oskar Koliander og Frederik Dahl Hougs, som er programmør og produktionspartner på projektet, tvunget til at tage et sejt træk på 38 timer for at få styr på fejlloddede boards og problemer med Wemos-chippen.

»Det var et latterligt hårdt træk, men der var ingen vej udenom, nogle af delene kom sent, og der er altid fuckups. Vi var helt brændt af, da vi var færdige, og det var ikke lykkedes uden Frederik,« siger Oskar Koliander.

Værket sender også data tilbage med en Raspberry Pi, for at man kan køre diagnostik på det under drift. Når værket bliver taget ned fra Roskilde Festival, vil Oskar genbruge de fleste af delene.

»Teknologi kommer af det græske 'techne' og beskriver det, man rører og skaber med hænderne – håndværk og snilde. Det er, hvad kultur er for mig,« siger han.

Lysbid

En anden kunstinstallation på årets Roskilde Festival er Lysbid. I et gennemsigtigt, ottekantet kunstværk bestående af træ, bølgeplast, termoplast og NeoPixel LED-lamper styret af en Arduino sælges her shots for 20 kroner.

Bag disken står to maskerede bartendere, som intet siger, men langer jello-shots over disken. Et køb kræver, at man giver sit fingeraftryk og betaler 20 kroner.

Køb hos Lysbid kræver fingeraftryk, derefter skal en lang dataaftale accepteres. Illustration: Niels Møller

Det tager lang tid, der er mindre alkohol end i et normalt shot, og i processen videregiver man stort set alle rettigheder til stort set alle, inklusive American Automobile Association, alle tjenester med .com og diverse sikkerhedstjenester.

»Tanken er at gøre opmærksom på, hvor villige folk er til at videregive personlige data og rettigheder, stort set uden at få noget igen,« siger Maria Cramer-Møller, kandidat i design (cand.des.) fra Danmarks Designskole.

Betingelserne er et syv sider langt sammendrag af andre betingelsesdokumenter, klasket sammen, så de er endnu mere uigennemskuelige end normalt.

»Folk har helt forskellig tilgang til det, nogle læser det hele igennem, mens andre bare springer grinende til bunden og accepterer – den kontrast er interessant, og måske også sigende for et eller andet,« siger Anna Østergaard Laursen, kok og den anden halvdel af designduoen Lysbid.

Kontakt med mennesker unødvendig

Der har dannet sig en mindre kø foran kunstværket, langt under halvdelen bruger tid på at læse dokumentet igennem, men en del griner fjoget, mens de afgiver deres fingeraftryk. Enkelte stiller spørgsmål til de anonyme bartendere – men ingen får svar. Enkelte gæster forlader skeptiske baren uden at bekræfte, efter at have læst et par linjer af dataaftalen.

Langt fra alle kunder hos Lysbid tager sig tid til at læse den omfattende dataaftale, som de skal acceptere for at købe et shot. Illustration: Niels Møller

»Der er stort set ikke behov for kontakt med mennesker i den moderne serviceindustri, og folk er helt vant til det. Det viser værket også,« siger Maria Cramer-Møller.

»Det er det, vi efterspørger: mere gennemsigtighed omkring de data, der indsamles. Men vi er nok lige så tillidsfulde, naive og forvirrede som alle andre omkring det,« siger hun.

Den opmærksomme læser af Lysbids dokument vil bemærke, at det ikke starter med reference til juridisk hjemmel, og midt i teksten findes følgende sætning:

»This is a simulation, we are not collecting any data whatsoever, and this document has no legal value. It is all a trick, and if you are reading this, you won.«

Mærkelig overskrift.... Der er jo ikke noget snyd i at få et shot, når man kender betingelserne.

Ud over det er det ellers nogle fede ideer og installationer der er blevet lavet.

  • 1
  • 0